Iransk frisør inviterer iranere i kirke i Silkeborg

Panteha Hamedani sidder i sofaen i lejligheden i udkanten af Silkeborg og fortæller om sit liv. Aftenlyset vælder ind gennem de store vinduer og kaster et rødgult skær over den enkelt og smagfuldt møblerede stue. Hun har sjældent problemer med at finde de danske ord, der flyder i en let strøm, mens hun fortæller om den lille livsglade pige, der cyklede rundt i Teherans gader i shahens tid, om årene som teenager under den islamiske revolution, et tidligt ægteskab, der ikke holdt, politisk engagement - og endelig flugten til Danmark for seks år siden, der blev afslutningen på mange års søgen efter noget andet og mere: Mødet med Guds kærlighed i kristendommen.  

     Det var her i Silkeborg, at den 38-årige iranske frisør for fem år siden tog en beslutning, som krævede mere end almindeligt mod: Tre dage efter, at hun havde fået afslag på asyl i Danmark og stod til udvisning, blev hun døbt i Silkeborg Kirke under stor mediebevågenhed. Den beslutning kunne have kostet hende dyrt, hvis de danske myndigheder havde effektueret udvisningen.

     - Mine venner på asylcentret spurgte, hvad det dog var, jeg gjorde. Hvis jeg blev sendt tilbage til Iran, ville jeg være i livsfare, hvis det blev kendt, at jeg var blevet døbt. Men jeg var ikke i tvivl. Jeg ville døbes, fordi jeg var blevet kristen og elskede Jesus, siger Panteha, der ikke på noget tidspunkt har fortrudt sin beslutning.

     - Havde de sendt mig tilbage til Iran, ville det have været næsten umuligt for mig at blive døbt. I Danmark havde jeg frihed til at vælge. Men selvfølgelig var det en meget svær tid. Jeg var meget bange. Men efter dåben blev jeg roligere og gladere. Jeg vidste, at Gud var med mig.  

     For Panteha endte det godt. Hendes asylsag blev genoptaget, og efter yderligere et afslag fik hun politisk asyl i marts 2003. Da havde hun ventet i tre år. Året efter kom sønnen Rambod til Danmark gennem familiesammenføring. I dag er han 14 år og ved at afslutte modtageklassen på den lokale folkeskole.  

Menigheder vokser

Panteha er blot en af de mange iranere, der inden for de seneste 10-20 år er blevet døbt i en kirke i Vesten. I mange europæiske lande er der voksende menigheder af iranske flygtninge. Herhjemme skønnes det, at er mindst 125 nydanskere med familierødder i en anden religion hvert år er konverteret til kristendommen siden 2000. Mange er flygtninge fra Iran, hvoraf nogle er blevet døbt i folkekirken - andre i en migrantkirke eller en dansk frikirke.

     Ifølge Panteha skyldes iraneres interesse for kristendommen både, at det kristne evangelium taler til eksiliraneres længsel efter noget andet og mere end hjemlandets udgave af islam, og at mange tiltrækkes af mødet med synlige kristne, der praktiserer kristne kerneværdier som hjælpsomhed og gæstfrihed.    

     - Mange iranere er åbne. De tror på Gud og kalder på ham. I Iran har de haft svære oplevelser og set megen uretfærdighed. Når de kommer til Vesten, søger de efter retfærdighed, ægte kærlighed og venskab med mennesker, de kan stole på. Når de møder kristne, der lever deres tro ud i hverdagen, opdager de, at kristne er meget gode og hjælpsomme mennesker, og at kristendommen er helt anderledes, end de troede, siger Panteha.    

Islamisk præstestyre

Selv voksede hun op i en åben muslimsk familie i Teheran. Faren var general i hæren, og moren passede hjemmet og de fire børn. I hjemmet blev der både spillet musik, danset og drukket vin ved festlige lejligheder. Da Panteha var 10 år, kom Ayatollah Khomeini til magten i Iran og indførte islamisk præstestyre.

   - I de år så vi mange ting. Jeg havde altid tænkt meget på Gud og søgt efter Guds kærlighed. Nu oplevede jeg islam som en religion med straf og gengældelse. Jeg ville gerne være en god pige og forsøgte at bede til Gud. Men jeg kunne også godt lide neglelak og makeup og smart tøj. Når jeg skulle bede, skulle jeg først fjerne neglelak og makeup og tage tørklæde på. Men hvorfor var det nødvendigt? Jeg havde mange spørgsmål til min egen religion.

     For Panteha var dåben i Silkeborg Kirke en naturlig afslutning på en proces, der begyndte længe inden hun kom til Danmark.

     - Jeg havde altid haft et godt billede af de kristne. Min mor voksede op i en bydel, hvor alle var kristne armeniere. Her lærte hun kristendommen og de kristne traditioner at kende, og gennem vores kristne venner mødte jeg tidligt kristendommen. Min mor sagde altid, at de kristne var meget gode og ærlige mennesker. Som teenager gik jeg en dag ind i en kirke for at kigge lidt. Men da de kristne hørte, at jeg ikke havde et kristent navn, blev de bange og sagde, at jeg ikke måtte blive for længe. Det var for farligt, fortæller Panteha med et smil.  

Spurgte efter præsten

Først mange år senere i Danmark vovede hun igen at gå ind i en kirke.

     - Da jeg kom til Danmark, var der sket mange ting i mit liv. Jeg følte mig ikke længere som muslim. På et tidspunkt blev jeg overflyttet til et asylcenter uden for Silkeborg. En dag gik jeg ind i den store kirke på torvet i Silkeborg og spurgte en dame, der arbejdede i kirken, om der var en præst. Jeg ville gerne tale med ham. Da han kom, fortalte jeg, at jeg gerne ville være kristen. Hvad skulle jeg gøre? Præsten gav mig en bibel på persisk, og jeg begyndte at læse de fire evangelier.

     De næste seks måneder fik Panteha dåbsundervisning hos præsten. Nogle gange mødtes de flere gange om ugen - ofte halvanden time ad gangen.

     - Præsten sagde, at jeg var velkommen, når jeg havde spørgsmål. Jeg havde mange spørgsmål! I de måneder blev jeg rigtig glad for Jesus. Jeg mødte Guds kærlighed og opdagede, at i kristendommen er der ingen trusler, siger Panteha og henter en slidt persisk bibel med mange understregninger.      

     - Jeg læser stadig i Bibelen flere gange om ugen. Når jeg er ked af det eller føler mig ensom, læser jeg fra Salmernes Bog. Der står alle de forskellige slags følelser, jeg selv har. Jeg læser også Det nye Testamente og er med i en bibelkreds på dansk, hvor vi mødes hos hinanden hver 14. dag. Det er meget fint at sidde og snakke sammen om en tekst fra Bibelen.

     De fleste søndage går Panteha til gudstjeneste i Silkeborg Kirke, hvor hun også er med til at arrangere månedlige middage på tværs af kulturer.

     - Alle mine bedste venner er i kirken. Jeg er meget taknemmelig for dem. Min egen familie er jo langt væk. Men jeg kommer ikke kun for at møde mine venner. Jeg går i kirke, fordi jeg har brug for at lære mere om Gud, siger Panteha, der også en gang imellem tager til gudstjeneste i en iransk menighed i Odense.

     - Jeg savner at kunne tale med Gud og lytte til bibelundervisning på mit eget sprog, forklarer hun.  

Fast job

Siden januar har Panteha arbejdet som frisør i en frisørsalon i Silkeborg. Jobbet har været med til at give hende tro på fremtiden i Danmark.

     - Det er mit første rigtige job efter seks år. Jeg har været i praktik mange gange - på en restaurant, i en blomsterforretning, i en smykkeforretning og også som frisør. Men det er ikke det samme som et rigtigt job. Nu har jeg vist mig selv, at jeg kan.

     - Jeg er meget glad for at bo i Danmark. Men selvfølgelig er livet ikke nemt. Det går op og ned. Det vigtigste for mig er at give min søn et godt liv. Og så drømmer jeg om at finde en god kristen mand at være sammen med resten af livet. Men han skal være kristen, for kun en kristen mand vil kunne forstå og respektere mig, understreger hun.

     - At jeg i dag er kristen og kalder Gud min far er fantastisk. Det er en meget stor gave. Derfor er jeg ikke bange for at fortælle andre iranere om Jesus og invitere dem med hen i kirken. Nogle siger, at jeg er modig. Men jeg har det sådan, at når jeg sidder ved et stort bord, hvor alt er gratis, kan jeg ikke spise alene. Jeg må invitere andre og fortælle dem om Guds kærlighed.

BMF