Vi er blandt pionererne, siger dansk-filippinsk ægtepar fra Hundige

Da Evelyn og Finn Sønderholm blev gift i en københavnsk folkekirke i 1970, var tværkulturelle ægteskaber endnu ikke så almindelige i Danmark. Han var 26 år, københavner og bankmand. Hun var 23 og datter af skoleinspektøren i den filippinske kystby San Narciso 140 kilometer fra hovedstaden Manila. I dag har parret en voksen datter og har for længst haft sølvbryllup. Nu planlægger de deres otium: Om sommeren bliver adressen parcelhuset i Hundige syd for København, mens vinteren skal tilbringes i familiehuset på Filippinerne

- Man kan godt kalde os pionerer. Vi giftede os, før tværkulturelle ægteskaber blev moderne. Der er ikke mange dansk-filippinske familier, der går så langt tilbage som os, siger Finn Sønderholm, mens en regnbyge trommer mod taget på den overdækkede terrasse i det ellers så fredelige villakvarter tyve minutters kørsel fra København. Her byder ægteparret på kaffe og rødvin, mens de ser tilbage på 34 års ægteskab. Evelyn Sønderholm uddyber:    

     - I dag er der mange unge, som ikke har tålmodighed. Men et godt ægteskab kommer ikke automatisk. Det tager tid at lære at forstå hinanden. Man må sætte sig ind i hinandens tanker og være villig til at åbne sig for hinanden. Det handler om at hjælpe hinanden og supplere hinanden. Et ægteskab er et partnerskab, hvor man sammen finder ud af, hvordan man vil gøre tingene. Nogle gange bliver det måske sådan, som man selv gerne vil. Andre gange bliver det, som den anden helst vil. Man får - og man giver.

Andre tider

Ægteparret kan tydeligt mærke forskel på danskernes holdning til udlændinge i 1970 og i dag.

     - Dengang blev man modtaget godt alle vegne som udlænding. Det var andre tider. De første måneder arbejdede jeg som syerske på Frederiksberg. De gamle koner var utrolig søde mod mig og ville meget gerne have beholdt mig. I dag er folk mere mistænksomme. Nu kommer folk ikke længere nysgerrigt og spørger, hvor jeg kommer fra. I dag siger folk ikke så meget. I stedet kigger de, fortæller Evelyn.

Opkaldt efter bedstemor

Datteren hedder Nana og er 22 år. Hun er opkaldt efter Evelyns bedstemor, der var den, hvis ord var lov, da Evelyn var barn. At Evelyns far var halvt kineser, ses tydeligt på Nanas mørke øjne og glatte sorte hår. I dag kan datterens asiatiske udseende godt bekymre forældrene.

     - Vi er meget kede af den nye tendens i Danmark, at det er så svært at være anderledes. Min kone skal nok klare sig. Herude kender alle hende. Men min datter bor i København, hvor hun læser til bioanalytiker. Folk kan ikke se på hende, at hun er dansker. I dag går hun altid rundt med sit pas, fortæller Finn Sønderholm. Han tilføjer, at både i Danmark og på Filippinerne kan det også være et problem, at folk tror, at han har hentet sig en alt for ung kone, når han går alene i byen sammen med datteren - indtil Nana med høj røst siger: ” Far!”

Mødtes i Manila

Evelyn og Finn Sønderholm mødte hinanden i Manila en sommerdag i slutningen af 1960erne. Finn Sønderholm var på rundrejse i Asien som turist, og Evelyn holdt pause fra universitetsstudierne og arbejdede med servicering af fotokopimaskiner på et par af byens mange hoteller.

     - Mønten sad fast, da Finn skulle have en kopi. Jeg rodede rundt i maskinen. Det tog lang tid, og vi begyndte at snakke. Han fortalte, at han var dansker, og det endte med, at vi aftalte at mødes igen. Inden han rejste, havde vi været ude at spise flere gange og var begyndt at komme lidt sammen, fortæller Evelyn, der måtte samle mod for at fortælle bedstemoren hjemme i provinsbyen om sit nye bekendtskab.

     - Bedstemor var den, der bestemte, og hun sagde med det samme, at jeg skulle stoppe det fjolleri! Men sådan gik det nu ikke. Og da hun fandt ud af, at Finn også var protestant ligesom vores familie, hjalp det lidt!

Bryllup i København

Efter endnu et besøg på Filippinerne sendte Finn Sønderholm en flybillet til Evelyn, der kom til Danmark i juli 1969. Året efter var der bryllup i København.

     - I starten boede vi hos mine forældre, mens vi sparede op til vores eget hus. Dengang var det ikke let at få noget at bo i. Året efter købte vi huset her i Hundige, hvor vi nu har boet i 33 år, fortæller Finn Sønderholm, der gik på efterløn tidligere på året efter at have fejret sin 60-års fødselsdag på Filippinerne.

     De første måneder gik Evelyn hjemme sammen med svigermoren i svigerforældrenes lejlighed.

     - Finn var på arbejde hele dagen. Svigermor kunne ikke engelsk, så det var dansk morgen, middag og aften. Jeg kan huske, at jeg havde store problemer med dansk rugbrød - både at udtale det og spise det! Til sidst begyndte svigermor at købe sigtebrød til mig. Så gik det bedre, ler Evelyn.

     Efter nogle måneder fik Evelyn arbejde i Københavns Lufthavn hos SAS, hvor også svigerfaren arbejdede. Der har hun været siden i forskellige afdelinger - senest i SAS Component, hvor hun arbejder med teknisk dokumentation.

Fælles oplevelser

På mange måder mener parret ikke, at deres ægteskab har været så meget anderledes end andres.

     - Vi har altid foretaget os meget sammen og fået en masse fælles oplevelser. Når vi har fri, er vi som regel sammen. Vi er begge ivrige avislæsere og vil gerne følge med. Det med sprog, kultur og hudfarve er ikke noget, vi tænker over til daglig. Det er rutine. Men selvfølgelig har Filippinerne været en stor del af vores liv, og på grund af Evelyn har vi familie i mange forskellige lande, som vi har kunnet besøge. Det er et stort privilegium. Der har også været udfordringer. På et tidspunkt troede vi, at Evelyns mor skulle bo hos os. På Filippinerne er det almindeligt, at forældre bor hos deres voksne børn. Hun var her et års tid, men det gik ikke rigtig. Kulturforskellene var alligevel for store, fortæller Finn Sønderholm.

     - Gennem Evelyns arbejde har vi altid haft mulighed for at rejse meget. Vi har normalt besøgt Filippinerne mindst to gange om året og har vores egen lejlighed på første sal i hendes søsters hus. Det har uden tvivl være medvirkende årsag til, at Evelyn sjældent har haft hjemvé.

Kirken

Som mange filippinere er Evelyn opvokset med kirkegang hver søndag. Men da Finn ikke var vant til at komme i kirken, blev det kun til kirkegang til højtiderne i Danmark. Her ligner familien nok de fleste andre danskere, mener Evelyn, der dog selv bruger kirken oftere.

     - Jeg kan godt lide at gå ind i en kirke og sidde og kigge på alteret og tænke mine egne tanker. Det behøver ikke at være om søndagen. De fleste filippinere i Danmark er katolikker og kommer i den katolske kirke. Fordi jeg er protestant, har jeg ikke haft så megen kontakt med kirken og dermed heller ikke med andre filippinere. Det er først inden for de sidste fire-fem år, at jeg er kommet med i en filippinsk forening. De arrangerer somme tider forskellige ting i kirken. Det kan jeg godt lide. På Filippinerne er kirken noget meget socialt, hvor man aldrig går hjem lige med det samme efter gudstjenesten.

     Selv om Evelyn i dag føler sig meget integreret i det danske samfund, indrømmer hun, at det har taget meget lang tid at vænne sig til maden og klimaet. Og efter 35 år kan sproget stadig være en barriere.

     - Selv om jeg hurtigt fik lært dansk, har jeg stadig problemer med udtalen. Min datter retter mig somme tider og siger: ”Mor, det hedder sådan!” Men hvis hun er for meget efter mig, minder jeg hende om, at jeg stadig er bedre end hende til engelsk!

BMF