Tidligere soldat fra Eritrea har genfundet glæden i sognekirke i Holstebro

(Nyt på tværs 4 - 2017)

af Ann Juul Kjestrup

Solen titter frem gennem de tunge novemberskyer over Asylcenter Holstebro, hvor Hagos Tesfay Gebremikael byder velkommen på næsten fejlfrit dansk.

   - Jeg bor lige derhenne, siger han og peger med tommelfingeren over skulderen på en nærliggende bygning på det tidligere kursuscenter, der har været hans hjem det sidste halve år. Den 32-årige familiefar fra Eritrea kom til Danmark som asylansøger tidligere på året og er blandt de 227 eritreanere, der har søgt asyl i 2017. På en café inde i byen fortæller han sin historie.

På den korte tid, Hagos Tesfay Gebremikael har været i Danmark, er det næsten lykkedes ham at knække koden på det svære danske sprog. Og selv om det stadig kan være svært at finde de rigtige gloser, er han ikke sen til at demonstrere sine nyerhvervede sprogkundskaber.

     Værelset på asylcenteret deler han med to landsmænd og en mand fra Afghanistan, så der er ikke meget plads til gæster eller privatliv på de få kvadratmeter. Derfor foretrækker han at mødes et andet sted. Men det afholder ikke Hagos fra at være en gæstfri vært for den tilrejsende.

Nationaltjeneste

Han fortæller om barndommen i en lille by en times kørsel fra hovedstaden Asmara.

     - Her boede jeg sammen med mine forældre i et hus, hvor mine forældre også drev en lille forretning i vores dagligstue. De solgte alverdens småting og tjente på den måde til dagen og vejen. Jeg gik i skole til 11. klasse og var rigtig god til fysik og matematik, husker Hagos, der drømte om en fremtid som elektriker. Drømmen har han stadig.

Men i 2008 blev han indkaldt til den tvungne militærtjeneste, som alle unge eritreanske mænd og kvinder er forpligtet til. Det betød, at de personlige drømme blev sat på stand-by.

     - Jeg gjorde min pligt og håbede, at jeg derefter selv kunne få lov at bestemme over mit liv. Men efter endt militærtræning fik jeg besked på, at jeg skulle være soldat på ubestemt tid. Det var ikke det, jeg ønskede, men jeg fik at vide, at sådan skulle min fremtid se ud. I mit hjemland bliver man ikke spurgt om, hvad man har lyst til.

     - Jeg gjorde igen, hvad der forventedes af mig. Jeg gjorde min pligt. Endnu et år gik, men efterhånden blev det klart for mig, at jeg ikke kunne forliges med livet som soldat. Jeg besluttede mig for at flygte, selv om det var meget farligt. Jeg stak af og begav mig tilbage til min hjemegn, hvor jeg levede skjult de næste fire år.

 

Flygtede om natten

Hagos fortsætter med at fortælle, hvordan et liv kan udforme sig, når man lever skjult i sit eget land.

     - Det bedste, der skete, var, at jeg mødte min kone Abiot. Vi blev gift og fik en søn. Jeg havde arbejde inden for landbruget, og i flere år havde vi et godt liv. Men så ændrede alt sig. I 2013 fik politiet nys om, hvor jeg gemte mig, og en dag kom de til vores hus og tog mig med.

Det næste halve år var Hagos under skarp bevogtning. De første fire måneder var han fængslet. Han fortæller om de umenneskelige forhold i de berygtede eritreanske fængsler, hvor tortur, mishandling og alle tænkelige ydmygelser er udbredt.

     - Til sidst var min krop så medtaget, at jeg endte på hospitalet. Der lå jeg i to måneder, indtil min krop var helet så meget, at jeg kunne handle.  

Så flygtede Hagos igen. Det lykkedes ham at komme tilbage til sin fødeegn, hvor en moster tog ham ind i sit hjem og plejede ham.

   - Min kone var borte. Hun var flygtet til Etiopien og havde taget vores lille dreng med. Jeg vidste ikke, hvornår eller hvordan vi kunne være sammen igen. Efter et stykke tid planlagde jeg sammen med to venner at flygte til Etiopien. På det tidspunkt havde jeg ikke set min kone og min søn i over et år. Vores by lå tæt ved den etiopiske grænse, og som mange andre eritreanere før os forlod vi vores fædreland i ly af natten og gik over grænsen. Hvis politiet havde opdaget os, var vi blevet skudt. Heldigvis gik det godt. Vi nåede over grænsen til Etiopien, hvor vi foreløbig var i sikkerhed.

 

Til Etiopien

I Etiopien blev Hagos genforenet med sin kone og lille søn, og for en tid prøvede de at få en hverdag til at fungere i et land, hvor de levede på tålt ophold. Hagos fik job som tjener på et hotel, og sønnen, der efterhånden var blevet fem år, kom i skole. Med økonomisk hjælp fra Hagos´ to fætre i USA løb hverdagen rundt.

     - Men vi vidste, at vi altid skulle holde lav profil og ikke skabe opmærksomhed omkring os selv eller beklage os over noget. Gør man dét som eritreaner i Etiopien, kan man være sikker på, at man bliver sendt tilbage. Der var hele tiden en stor risiko. Det var et liv uden fremtid.

Efterhånden blev situationen så uholdbar, at Hagos besluttede at prøve at komme til Europa.

     - Mine fætre i USA sendte penge og finansierede de menneskesmuglere, der skulle hjælpe mig med at komme afsted. De sørgede for de papirer, der sammen med et falsk id-kort fik de etiopiske myndigheder til at udstede et pas til mig. Jeg fik også visum til Danmark. Hvis man har penge, kan alt lade sig gøre i Etiopien. På det tidspunkt var min kone gravid med vores datter. En tidlig morgen tog jeg afsked med min familie og gik om bord på et fly til Danmark.

 

Troen giver styrke

På asylcenteret i Holstebro drømmer Hagos om at se sin familie igen. Hans lille datter Aida har endnu ikke mødt sin far, og han har kun et billede af den fire måneder gamle baby at forholde sig til. Når savnet bliver ubærligt, sætter han høretelefoner i ørerne og lytter til kristne sange på tigrinya.

     - Sangene fra min kirke derhjemme beroliger mig og giver mig håb. Mit navn Hagos betyder glæde, siger han med et smil og fortæller, hvordan han om søndagen med glæde deltager i gudstjenesterne i en nærliggende kirke i Holstebro. Selv om han er vokset op i den ortodokse kirke, havde han allerede som ung kontakt med en protestantisk kirke, som han følte sig draget til.

     - Jeg har haft mange stærke oplevelser i den protestantiske kirke i Eritrea. Da jeg kom til Danmark, havde jeg endnu en oplevelse, der viste mig vej til den lokale kirke her. Da jeg lå i min seng på asylcenteret, fik jeg øje på en sætning skrevet på mit modersmål på undersiden af køjen over mig: ”Kun ved Jesus kan vi læges” stod der. Jeg vidste, at det måtte være skrevet af en protestantisk kristen. Da jeg spurgte mig for på asylcenteret, fandt jeg ud af, hvem der havde haft køjen før mig. Det var en eritreaner, der var blevet sendt tilbage til Italien. Det lykkedes mig at få kontakt til ham, og han fortalte mig om den kirke, hvor jeg nu kommer. I kirken finder jeg trøst og styrke til at møde fremtiden.