Syrisk familie: Vi kunne ikke vente længere

(Nyt på tværs 1 - 2016)

En gang tegnede fremtiden lys og lovende for familien Terifi, der tilhører den veluddannede syriske middelklasse. Efter en årrække i udlandet som account  manager i en international hotelkæde var Haitham Terifi vendt tilbage til Syrien med sin kone og lille søn. I kystbyen Latakia åbnede han en italiensk restaurant, og de følgende år gik det stærkt for den driftige advokatsøn. Men i marts 2011 vendte borgerkrigen op og ned på alt. Haitham Terifi måtte flygte ud af landet og endte i Danmark sammen med den ældste søn. Nogle måneder senere tog hans kone og de to yngste børn den illegale rejse over havet til Grækenland og videre til Danmark. Om kort tid starter Haitham Terifi sit første job på en nyåbnet fiskerestaurant i Silkeborg. Han er klar til at begynde forfra.

Haitham Terifi ser på sin kone med et varmt glimt i de grågrønne øjne.

     - Min kone er meget stærk og modig. Modigere end jeg troede, siger han.

     Alle rundt om middagsbordet har svære oplevelser med i bagagen. Alligevel er stemningen præget af overskud, humor og godmodige drillerier i den tidligere medarbejderbolig på Silkeborg Højskole, hvor den 48-årige syriske flygtning Haitham Terifi bor sammen med sønnen Odai på 14 år. I dag er Haithams kone Sarab Nourallah på besøg sammen med de to yngste børn,  Hamzah på otte år og Nawal på syv år. De kom til Danmark i oktober sidste år og har stadig adresse på et asylcenter i Nyborg. Den 41-årige syriske kvinde, der har en universitetsgrad i engelsk litteratur, serverer hjemmebagte pizzaer og salat, mens hun fortæller om sit livs sværeste beslutning.   

    - Først sagde jeg nej. Jeg kunne ikke tage vores to yngste børn med på den livsfarlige rejse over havet fra Tyrkiet til Europa. Men der var ingen anden mulighed. Vi havde snart ikke flere penge. Uden penge og arbejde kunne vi ikke blive i Tyrkiet. Jeg kunne ikke tage børnene tilbage til krigen i Syrien. Hvis jeg kunne nå frem til Danmark, ville vi igen være samlet, og børnene kunne gå i skole. Jeg gjorde det for børnenes skyld. Vi betalte for en større båd, hvor vi ikke var så mange om bord – kun kvinder og børn. Vi sejlede ud om morgenen, da det var blevet lyst. Heldigvis sov børnene, så de husker ikke turen. I dag har børnene meget brug for at være sammen med deres far, som de savnede meget i de måneder, vi var adskilt, siger Sarab, der håber snart at få tilladelse til at flytte fra asylcentret til Silkeborg, så familien kan begynde et nyt liv sammen i Danmark.

 Account manager

Selv om meget endnu er uafklaret, ser Haitham Terifi i dag lyst på fremtiden. Det er ikke første gang, han starter livet forfra. Som 20-årig rejste han til Dubai med en BA i hoteladministration for at arbejde. Det blev til 18 år i Dubai, hvor han arbejdede sig op i hotelbranchen og endte som account manager for to Hilton hoteller.  

     - Vi levede et meget komfortabelt liv med et stort hus og to biler. Vores søn gik på en amerikansk skole. Vi havde alt, hvad vi kunne ønske os, fortæller han. 

    Det var ønsket om at være tættere på familien, der fik dem til at vende tilbage til Syrien i 2007.

     - Da min far blev syg, besluttede vi at tage tilbage  og starte forfra. Jeg åbnede en italiensk restaurant. Det gik fint. Vi fik tre gode år, hvor vi nød at være sammen med vores store familie. Vi havde et stort hus og et godt liv på alle måder. Her blev vores to yngste børn født. Jeg tjente gode penge. Når bare man holdt sig langt fra politik, var der ingen problemer. 

Krigen

Men borgerkrigen forandrede alt. Kort efter at krigen brød ud i marts 2011, måtte Haitham flygte ud af landet.

     - Det blev meget farligt for os. Når der er krig, hjælper det ikke, at man har penge. Man kan ikke købe sig til sikkerhed, når bomberne falder. Samtidig skete der ting, der betød, at jeg hurtigt måtte ud. Jeg rejste tilbage til Dubai, og to uger senere fulgte min kone og børnene efter. Men på grund af krigen kunne  syrere ikke få arbejde i Dubai. I to år levede vi af vores opsparing. Så tog vi til Tyrkiet. Her var flere millioner syriske flygtninge. Men også her var det umuligt at få arbejdstilladelse, fortæller han. 

     Først var det tanken, at familien sammen ville rejse videre til Europa. Men Sarab ville ikke udsætte de to yngste børn for den farlige rejse. Det endte med, at Haitham og den ældste søn tog af sted, mens Sarab blev tilbage i Tyrkiet i håb om, at hun og børnene ville kunne følge efter senere på legal vis. Men sådan gik det ikke.

Reddet af kystvagt

Målet var Danmark, hvor Haithams bror kort forinden havde fået asyl.

     - Rejsen tog tre måneder. Først med båd om natten til Grækenland. Vi var 25 personer. Vi havde fået at vide, at det var en solid båd, men ude på havet begyndte båden at tage vand ind og synke. Da vi lå der i bølgerne, blev vi reddet af en græsk kystvagt. Heldigvis kunne vi svømme. Min søn var meget bange. Han husker stadig det hele meget tydeligt.

    - Vi forsøgte at komme videre til Makedonien men blev stoppet. Tilbage i Athen lykkedes det at købe britiske pas, og så gik det hele pludselig meget lettere. Vi kom med fly til Belgien og derfra videre til Danmark, fortæller Sam, der søgte asyl i Danmark i december 2014.

     Få dage senere var han til julegudstjeneste i en københavnsk folkekirke, der tilbød gratis transport fra Sandholmlejren, hvor han og sønnen var indkvarteret.

     - Jeg er muslim, men jeg ville gerne møde danskere og vise min søn en kirke. Jeg voksede op i et kvarter, hvor muslimer og kristne levede fredeligt sammen, fortæller Haitham, der tilbragte de næste otte måneder på et asylcenter i Fredericia. I august fik han midlertidigt asyl i et år efter en ny lov, der blev vedtaget i februar 2015. Den midlertidige status betød, at han først kunne søge om familiesammenføring efter et år, hvis opholdstilladelsen blev forlænget.

     - Det kunne vi ikke vente på. Min kone besluttede, at så måtte hun tage turen over havet med børnene.

Genforenet i Danmark

Sarab fortæller om rejsen op gennem Europa, hvor de  måtte gå over grænseovergange og ofte vente i timevis, inden de fik lov at fortsætte med tog eller bus. At de efter godt en uge nåede sikkert frem til Danmark  var ingen selvfølge.  

     - Børnene havde talt med deres far i telefonen næsten hver dag, så de kunne godt genkende ham.  Men efter et år var han alligevel en fremmed. Flugten og adskillelsen havde gjort noget ved os alle sammen. Vi skulle lære hinanden at kende igen. Vi er stadig ved at genforhandle roller i familien - fars ansvar og mors ansvar, fortæller hun med et smil.

     - Krigen har forandret mig. Somme tider har jeg svært ved at genkende mig selv. Jeg er blevet mere trist. Jeg er meget bekymret for min familie i Syrien - min mor og mine søskende. De er bange hele tiden. Alt kan ske. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg ikke kan rejse tilbage og være sammen med dem. Men for børnenes skyld skal jeg være stærk. Det handler om deres fremtid. 

Fiskerestaurant

Haitham fortæller, hvordan børnene ikke ville slippe ham af syne den første tid og nægtede at tage tilbage til asylcentret i Nyborg.

     - De var bange for, at jeg skulle forlade dem igen. De har brug for ro og tryghed, og for at komme i skole snarest muligt og få en normal hverdag.

     - Jeg er ikke bange for nye udfordringer og har altid sat mig mål i livet. Danmark er et meget stille og velorganiseret land. Man ser næsten aldrig politi på gaden. Jeg går på sprogskole og til ekstra sprogcafé i kirken, hvor vi er tre muslimer, der får undervisning af et kristent ægtepar. Jeg skal nok få lært sproget, siger Haitham, der i forvejen taler fire sprog. Om kort tid starter han sit første job i Danmark på en nyåbnet fiskerestaurant, der har til huse i en ældre nyrenoveret bygning på havnen.

     - Det bliver en ny start for os. Men det vigtigste er, at vi er sammen igen som familie i et land, hvor vi er i sikkerhed, og hvor børnene kan få en god fremtid. Vi skal nok klare os.

.