Irakisk familiefar: Gud har aldrig svigtet    

(Nyt på tværs 1-2014)

Næste år kan Basem William og hans kone Shone fejre sølvbryllup i hjemmet i Hjortshøj ved Århus, hvor de har boet siden 2000. På væggen i stuen hænger et indrammet fotografi fra forlovelsesfesten i den nordirakiske by Mosul for snart 25 år siden. Fire uger inden brylluppet i august 1990 besatte Irak Golfstaten Kuwait. Basem var soldat. Krigen vendte op og ned på alt. Få måneder senere måtte det nygifte par flygte ud af landet. Siden har størstedelen af deres familie forladt det voldsplagede land.  

En aften trænger fem bevæbnede mænd ind i huset hos Basems morbror i Mosul i Nordirak. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Du er kristen. Hvis du er her i morgen, bliver du og din familie udslettet. Den samme aften samler morbroren, der er universitetsprofessor, nogle få ejendele og kører ud af byen med sin familie. De vender aldrig tilbage.

     Basem William sidder i stuen i rækkehuset i den lille by Hjortshøj nord for Århus og fortæller om den voksende lovløshed i det land, han forlod for 24 år siden. Han er kristen assyrer og voksede op i Mosul i en familie, hvor kirke og kristendom var en integreret del af hverdagen. Selv om livet som flygtning i et nyt land har budt på mange udfordringer, er han meget taknemmelig for, at familiens tre døtre på 21, 17 og 11 år har fået lov at vokse op i en fredeligt land langt fra hjemlandets voldsspiral, hvor ikke mindst det kristne mindretal er hårdt ramt.

     - Siden vi rejste, er det kun blevet værre for de kristne. De sidste 10 år har det været rigtig slemt i Mosul. Kirker bliver bombet og kristne skudt på gaden. Det er som om ingen beskytter de kristne. I Mosul tør mange ikke længere gå ind i en kirke. I stedet kører folk ud til de nærliggende landsbyer for at gå i kirke. For danskere er det svært at forestille sig. Men ikke for mig. Jeg har selv været gennem en hel del.

Undervisning i kirken

Den 50-årige iraker, der er uddannet dyrlæge, husker barndommens aktive kirkeliv i den irakiske storby, hvor der altid har boet mange kristne.  

     - Der var rigtig mange kirker i Mosul. Til højtider og kirkelige mærkedage tog folk ud til de gamle klostre uden for byen. Der kom måske 5.000 mennesker.

     - Min familie kom i den katolske kirke, hvor vi var 300-400 til gudstjenesterne. Om fredagen, hvor vi havde fri, var der kristendomsundervisning for børn og unge i kirken. Flere af præsterne var meget veluddannede, så vi blev klædt godt på. Vi var heldige i min generation. Jeg har altid været stærkt knyttet til kirken. Inden jeg blev indkaldt som soldat, læste jeg et år ved et teologisk institut.

Soldat under Golfkrigen

Egentlig skulle han have læst til ingeniør i USA. Men da familien ikke var medlemmer af det regerende Baathparti, fik han ikke udrejsetilladelse. I stedet blev det dyrlægestudiet. Efter afsluttet eksamen fik han lov at praktisere et år, inden han blev indkaldt til militæret. Det blev til to år og seks måneder som soldat, inden han måtte flygte ud af landet.      

     - Som soldat blev jeg sendt til Kuwait. Der kom jeg i en meget svær situation. Hvis jeg flygtede, kunne det skade min familie. Jeg var virkelig bange. Men på mirakuløs vis blev jeg forflyttet til Kirkuk i det nordlige Irak, hvor kurdiske oprørere senere indtog byen. Ved et tilfælde var jeg ikke på kasernen den aften, da de omringede byen og bombede os. Ellers havde jeg været færdig, siger han nøgternt.

     Familien var på flugt i næsten to år, inden det lykkedes at komme videre til Danmark. Det er en tid, han ikke gerne taler om.

     - I halvandet år levede vi illegalt i Rusland. Vores ældste datter er født der. Det var en meget farlig og usikker tid, hvor det handlede om at overleve. Vi har prøvet at leve på ingenting. Men midt i det hele mærkede vi Guds omsorg. Da vi havde allermest brug for det, traf vi en assyrisk familie fra Armenien, der var utrolig gæstfri og hjalp os rigtig meget, fortæller Basem.  

Den første tid

I Danmark tilbragte familien 15 måneder på et asylcenter i Hobro. Problemer med tolken førte til, at de først fik afslag på asyl.

     - Tolken forstod ikke vores sprog assyrisk og havde blandet det hele sammen. På asylcentret gjorde de, hvad de kunne for os. Men der gik mange år, før vi begyndte at føle os trygge i Danmark. Utrygheden sad dybt i os, siger han.

     Da familien fik asyl, blev de flyttet til Randers, hvor Basem efter seks måneder på sprogskolen fortsatte på VUC og afsluttede dansk på HF-niveau.  

     - Jeg ville gerne arbejde som dyrlæge, men jeg fik at vide, at jeg skulle tage mindst det halve af uddannelsen igen på Landbohøjskolen. Imidlertid viste det sig, at jeg havde udviklet alvorlig husstøvallergi - nok på grund af den megen fugt i vores første lejlighed i Randers. Så jeg måtte finde noget andet, forklarer Basem, der nogle år senere færdiggjorde en toårig kandidatuddannelse i biomedicinsk teknik med speciale i MR-scanning. Han fik ansættelse som medicoingeniør i det daværende Århus Amt, men efter seks år mistede han sit arbejde i forbindelse med omstrukturering. Samtidig viste en scanning alvorlige rygproblemer med begyndende diskusprolaps. Det var slut med et krævende karrierejob. Endnu en gang måtte han lægge livet om.    

Danske venner

Gennem årene havde den irakiske familie opbygget en dansk vennekreds gennem blandt andet Christianskirken i Århus og en bibelkreds i Indre Mission. Det nære venskab med danske familier har været en uvurderlig støtte i de usikre og stormfulde perioder i familiens liv i Danmark, fortæller Basem.

     - At vi fandt Christianskirken skyldes, at vores ældste datter begyndte at komme der og inviterede os med. Vi blev modtaget med åbne arme. Folk var smilende og venlige og kom hen og snakkede med os. Der var liv i kirken. Vi følte, at vi var kommet ind i en stor familie.

     - Det betød også meget, at præsterne spurgte, om jeg ville hjælpe med at uddele nadveren. Jeg har altid gerne villet hjælpe i kirken. Som barn var jeg messedreng i den katolske kirke. For mig er det en stor ære at tage Jesu legeme og uddele det til folk. Det er en særlig fornemmelse at stå der ved alteret. Det giver mig stor glæde.

Kristen, dansker og assyrer

I dag er Basem ved at færdiggøre en bachelorgrad i projektledelse. Sideløbende har han forskellige opgaver i Christianskirken som frivillig, og sammen med en kristen egypter har han startet en bibelgruppe på arabisk.

     - Gruppen er specielt for mennesker, der er ved at genopdage deres tro eller som er nye i troen. Vi synger, læser i Bibelen og taler sammen om vores tro.

Kirken har også bedt mig lave forskellige brochurer og kursusmateriale. Hvis kirken tilbyder mig en opgave, jeg kan klare, siger jeg ikke nej.

     - Troen fylder meget i mit liv. Jeg har altid været tæt på Gud, men i dag har jeg mere tid til at tale med ham. Forholdene for kristne i Irak og Danmark er meget forskellige, men det er den samme Gud og den samme tro. Selv om vi ikke er truet på livet i Danmark, kan livet også være svært her. Men jeg ved, at Gud er med mig. Det giver en basal tryghed.

     - I dag er jeg først og fremmest kristen. Derefter dansker og assyrer. I den rækkefølge. Troen er noget, jeg har oplevet i mit liv. Den kan ingen tage fra mig. Det er min tro, der har båret mig. Vi er stadig assyrere, men Danmark har givet os sikkerhed. I dag er det Danmark, der er vores land.