Fra Afrikas flygtningelejre til dansk efterskole

Alice Nyiranome er født i en lille by i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Hun var syv år gammel, da familien – forældre og fem børn - første gang måtte flygte under den langstrakte borgerkrig mellem regeringsstyrker og oprørsbevægelser, der anslås at have kostet over 2,5 millioner mennesker livet og regnes for en af Afrikas blodigste.  

     - Jeg kan godt huske vores hus. Vi havde en ko, som min far passede. Min bedstefar boede i nabohuset. Den dag soldaterne kom, var min storesøster og jeg gået ud for at hente vand. Der var ret langt. På vej tilbage var jeg sammen med en veninde. Soldaterne tog os og tvang os til at vise dem vores hus. Sammen med en masse andre fra byen blev vi låst inde i kirken, der var meget stor. Min far og storesøster var ikke sammen med os. Om natten var der nogen, der fik døren op. Vi løb alle sammen ud i mørket mellem træerne. Vi gik i tre dage - bare gik og gik. Vi fik ingen mad. Der var en masse mennesker. Nogle kunne ikke gå og døde på vejen. Jeg holdt min storebror i hånden. Jeg var meget bange. Min mor bar min lillesøster og lillebror.        

Krigsbarn

Den 17-årige efterskoleelev sidder i stuen i familiens lejlighed i Skjern en varm sommerdag og fortæller om de efterfølgende år i flygtningelejre i Congo, Burundi og Rwanda. Stemmen er rolig. Hun taler lavmælt. Enkelte gange kniber det med at finde danske ord, der blot tilnærmelsesvis kan rumme et afrikansk krigsbarns virkelighed. Hun finder klip fra YouTube, og hendes far supplerer med datoer og årstal. Man mærker, at fortidens traumatiske oplevelser ikke er tabu i Alice´s familie.

     - Somme tider sidder vi sammen herhjemme og fortæller og husker. Selv om vi skal videre med vores liv, er det vigtigt ikke at glemme vores historie, forklarer Alice.

     Familien er congolesiske tutsier (munyamurenge/ banyamurenge) - en folkegruppe, der indvandrede fra Rwanda i det 19. århundrede. Siden 1990erne har krige og konflikter i regionen ført til omfattende overgreb mod blandt andet tutsier, der i mange tilfælde er blevet fordrevet fra deres landsbyer.    

Internt fordrevne

Den kaotiske flugt fra landsbyen dengang for snart ti år siden endte i en havneby på vestbredden af Tanganyikasøen. Herfra kom flygtningene videre med båd til en større by, hvor de blev samlet i en lejr for internt fordrevne. Fælles for dem alle var, at de havde mistet alt – huse, jord og ejendele. I lejren begyndte livet forfra for Alice´s familie. Men efter nogle år brød krigen ud igen.

     - Jeg var i skole. Vi kunne høre, at de skød. Det var ret normalt i vores område. Men den dag sagde vores lærer, at vi skulle gå hjem og gemme os. Der var krig. De ville skyde os. Vi flygtede sammen med andre familier i en stor bil. Der var soldater på vejene. De stoppede os, slog os og tog vores ting. Men vi vidste, at hvis vi ikke fortsatte, ville vi dø.    

Overlevede massakre

Det lykkedes familien at nå frem til flygtningelejren Gatumbe i nabolandet Burundi. Men lejren skulle vise sig at være alt andet end sikker. Den 13. august 2004 blev Gatumbelejren angrebet af bevæbnede mænd, der på få timer myrdede over 150 etniske tutsier – flest kvinder og børn. Angrebet blev efterfølgende fordømt af FN.

     - De kom om natten med geværer og machetter. Vi gemte os hos naboen. Soldaterne fandt os, men vi fik lov at løbe - jeg ved ikke hvorfor. Vi gemte os mellem træerne. Min bedste veninde døde. Da vi ville løbe videre, skød de hende. Om morgenen var der døde mennesker overalt. Jeg kunne ikke finde min far og mor. Jeg ledte hele dagen. Først om aftenen fandt vi hinanden igen. Pludselig hørte jeg min fars stemme. Vi fandt også min mor og mine søskende. Vi var meget heldige.

     Senere kom familien videre til Nyabihekelejren i Rwanda nordøst for hovedstaden Kigali. Lejren blev oprettet i 2005 på initiativ af den rwandesiske regering og huser i dag 15.000 congolesiske flygtninge. Her boede familien de næste par år.

     - Vores hus var meget lille. UNHCR gav os majs, bønner og nogle gange ris. Vi fik ikke ret meget. Hver dag skulle vi hente vand og brænde. Min far arbejdede som præst i en stor kirke i lejren, og min mor tjente lidt ved at lave mad. Det kostede mange penge at gå i skole. Heldigvis var der nogen, der hjalp os.

Til Danmark

I 2009 blev familien gennem UNHCR udvalgt til genbosættelse i Danmark. Alice husker tydeligt den dag, da hendes far kom over på skolen og fortalte, at  

de skulle rejse til Danmark.

     - Det var første gang, jeg hørte om Danmark. Min veninde og jeg fandt Danmark på et kort. Det var så lille! Jeg var både meget glad og meget ked af at sige farvel til min veninde. Hun har et rigtig svært liv, fortæller Alice, der knap to uger senere landede i Billund Lufthavn sammen med 140 andre afrikanske FN-kvoteflygtninge. Herfra blev familien kørt til Skjern, hvor en treværelses lejlighed i udkanten af byen ventede på dem.

     - Det første, min far gjorde den aften, var at sige tak til Gud og bede ham velsigne vores nye hjem. Vi kunne næsten ikke tro, at lejligheden var til os. Her var vand, bad, toilet og køkken. Sådan er det ikke i en flygtningelejr. Gud havde hørt vores bøn og givet os et nyt liv. Min far siger altid, at vi skal være gode ved hinanden og hjælpe hinanden. Jeg har også lært, at det er vigtigt at kunne lide andre mennesker, selv om man ikke kender dem. Så bliver der ikke så let krig.    

Efterskole

Trods en skolegang, der gentagne gange blev afbrudt, har Alice i dag afsluttet 9. klasse på Sædding Efterskole og fortsætter i 10. klasse.

     - Jeg er rigtig glad for efterskolen. Det har hjulpet mig med at finde ud af, hvordan man lever i Danmark. Da jeg gik på sprogskole, snakkede jeg ikke med danskere. Nu bor jeg sammen med danskere og har mange danske veninder. På skolen hjælper lærerne mig meget, så jeg kan blive dygtig til dansk. Og mine veninder hjælper mig med mobiltelefon og FaceBook, fortæller hun med et smil.

     Hun indrømmer, at den første tid var svær.

     - Jeg vidste ikke, hvordan danske unge er sammen, og hvad de snakker om. Jeg var meget genert og bange for at sige noget, fordi jeg ikke forstod alt. Men de andre elever var rigtig søde til at forklare og sagde, at jeg bare skulle spørge. Efter to måneder gik det meget bedre. Det er også rigtig godt, at vi kan snakke om Gud på skolen og læse i Bibelen sammen på hver vores sprog. Og fodbold, håndbold og volleyball er danskere og afrikanere fælles om!

Giver ikke op

Selv om der en dag bliver fred i Congo, vil Alice ikke tilbage.  

     - Jeg savner mine veninder og vil meget gerne på besøg, men jeg vil ikke bo der. Du ved aldrig, hvornår krigen kommer tilbage. Jeg har set nok krig. Det bedste ved Danmark er, at der ikke er krig. Her kan jeg få en uddannelse og planlægge min fremtid. Jeg har fået en meget stor chance.

     Hun drømmer om at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper eller måske pædagog.

     - Jeg har været i praktik på et plejehjem og kan godt lide at hjælpe mennesker. I Afrika er der mange gamle, der har det svært, fordi de ikke har nogen til at passe dem og lave mad til dem. Vi har ikke plejehjem i Afrika, men jeg synes det er en rigtig god idé.

     - I Danmark har de unge alt - mobiltelefon og computer. Sådan er det ikke i Afrika. Men det betyder ikke, at alt er dårligt i Afrika. Jeg er glad for at være afrikaner. Der er rigtig mange søde og glade mennesker i Afrika. Som afrikaner har jeg lært nogle andre ting end danske unge. Det vigtigste er at stole på Gud og ikke give op. Når jeg somme tider tænker, at det her kan jeg bare ikke, prøver jeg alligevel. Da der var krig, troede jeg somme tider, at Gud havde glemt mig. Men jeg lærte, at Gud er sammen med os hele livet. Vi er aldrig alene. Min far siger, at vi skal huske at sige tak hver dag og bede for dem i Afrika, der har det svært.