Congolesisk storfamilie starter livet forfra i Brønderslev

(Nyt på tværs 4-2011)

I hjemlandet DR Congo arbejdede Kamomo Ruhinduka som assisterende administrator i en international hjælpeorganisation. Da flygtningestrømmen efter folkemordet i Rwanda i 1994 var på sit højeste, var han med til at koordinere maduddeling til 200.000 flygtninge i 11 lejre. Men så startede krigen i Congo, og som mange hjælpearbejdere måtte han i hast flygte med sin familie til nabolandet Tanzania. Flygtningekoordinatoren var selv blevet flygtning. Familien endte i Kakuma-lejren i Kenya nær grænsen til Sudan. Her boede de i 14 år, inden de i februar 2011 kom til Brønderslev som FN-kvoteflygtninge.

Kakuma betyder intet sted på swahili. Alligevel huser Kakuma-lejren i det nordvestlige Kenya hen ved 90.000 mennesker på flugt fra krige og konflikter i nabolandene - de fleste fra Sudan, Somalia og Etiopien. Men selv om der er telte, lerklinede huse, gader og småbutikker, er en flygtningelejr et skyggeland mellem fortid og fremtid.

     - En flygtningelejr er et sted uden håb. Der er ingen fremtid. Når mennesker kommer her, er de desperate og har mistet alt håb. Jeg så mange mennesker give op, siger Kamomo Ruhinduka. Den 49-årige congoleser og far til seks sidder i sofaen i familiens lejlighed i Brønderslev iført jeans og stribet skjorte og fortæller om en verden og virkelighed, der ligger surrealistisk langt fra de fleste danskeres forestillingsevne. Men hvor han selv har tilbragt de sidste mange år.    

     Stuen, hvor vi sidder, er fuld af drenge. De er i alderen 6 til 19 år. I alt syv drenge og en enkelt pige - datteren Sharon på 9 år - opholder sig i lejligheden.   De laver lektier, ser fjernsyn, spille computer og småsnakker. Alle rejser sig høfligt og kommer hen og hilser, da vi kommer ind i stuen.

Til Danmark

Det blev til næsten 14 år i flygtningelejren, inden Kamomo og hans kone Extase (43) fik besked om, at de var udvalgt til genbosættelse i Danmark. Familien var i mellemtiden vokset til ti personer - parrets egne seks børn samt to store drenge på 17 og 19 år.    

     - Jeg fandt drengene i lejren. De havde mistet deres forældre. De var vores familie. Den ene var min nevø, fortæller Kamomo, der har svært ved at finde ord for familiens glæde, da de fik at vide, at de skulle til Danmark.

     - Som årene gik, var vi blevet ældre. Der var stadig krig i vores land og ingen udsigt til, at vi kunne vende tilbage. Det handlede om vores børns fremtid. Vi fik at vide, at Danmark var et demokratisk land, hvor man respekterede menneskerettighederne, at der var fred, og at økonomien var stabil. Her kunne vores børn få en uddannelse. En uge før afrejsen fik vi en kort introduktion til vores nye land og lærte at tælle til hundrede og sige godmorgen og hvad hedder du!

     - Vores første indtryk af Danmark var, at her var koldt. Meget koldt! Vi kom i februar fra 39 graders varme og havde aldrig før set sne. Børnene syntes, det var sjovt at lege i sneen. Men hvor vi frøs!

     I dag går alle børnene i skole. Kamomo og Extase er godt i gang med sprogskolen og begyndt i praktik - Kamomo på et kommunekontor og Extase i en børnehave.

     - Vi vil gerne integreres så hurtigt som muligt. Jeg siger tak til den danske regering, fordi Danmark har taget imod mig og min familie. Nu skal vi lære dansk, så vi kan bidrage her. Dansk er mit femte sprog, så det skal nok gå. Men det ville være en stor hjælp, hvis vi kunne lære en dansk familie at kende, som bor i nærheden, så vi fik nogen at tale dansk med, siger Kamono.            

Hjalp andre

Han havde aldrig forestillet sig, at han en dag selv ville blive flygtning. Siden han som den første og eneste i sin familie havde afsluttet en universitetsuddannelse i hjemlandet, havde fremtiden tegnet lovende.

     - Det var Guds gave, at jeg bestod mine eksaminer. Mine onkler og fætre betalte skolepenge for mig, for vi havde meget lidt. Min far døde, da jeg var lille, så jeg voksede op hos min bedstemor sammen med en masse andre børn, som hun tog sig af.

     - Jeg har altid haft et stort ønske om at hjælpe andre. Derfor fik jeg arbejde i en international hjælpeorganisation, hvor vi koordinerede nødhjælp til de mange flygtninge fra Rwanda og Burundi fra 1994-1996. Men så kom krigen til Congo. Da oprørerne begyndte at komme ind over grænsen, troede folk, at vi støttede oprørerne, fordi nødhjælpen kom ind den samme vej. Det blev meget farligt for mig. Vi flygtede og efterlod alt.        

Undervisningsinspektør

Kamomo fortæller om årene i flygtningelejren, hvor han begyndte som skolelærer og ni år senere blev udnævnt til undervisningsinspektør med ansvar for over 20 skoler.  

   - Da vi ankom til lejren, havde vi to børn. Som alle andre fik jeg udleveret stopler og måtter, så jeg kunne bygge et hus til os. Senere byggede jeg et større lerklinet hus.

     - For at overleve var jeg nødt til at integrere mig. Men først skulle jeg lære engelsk, der var undervisningssproget i lejren. Til skriftlig eksamen i engelsk skulle jeg skrive om den sværeste dag i mit liv. Jeg skrev om, hvordan jeg forlod mit land over hals og hoved og efterlod alt. Hvordan fremtiden og alle mine drømme forsvandt. Jeg følte mig totalt hjælpeløs. Alt var mørkt.

     - For at komme videre måtte jeg først acceptere min situation. Jeg var vant til at være den, der hjalp flygtninge. Nu var jeg selv flygtning. Men jeg kunne stadig arbejde og hjælpe andre. Jeg havde en god uddannelse, som andre havde betalt for. I lejren var der mange børn. Mange havde mistet deres forældre. Nogle af disse børn kunne blive fremtidens ledere. Børnene fortjente den bedst mulige undervisning. Så jeg tilbød min hjælp.

     I løbet af de næste år blev Kamomo forfremmet fra klasselærer til viceinspektør og siden skoleinspektør, først i de små klasser og senere i de ældste klasser. Selv underviste han i fred og konfliktløsning samt praktisk landbrug. I 2006 blev han udnævnt til undervisningsinspektør i Lutheran World Foundation, der stod for undervisningen i lejren. Men som flygtning fik han ikke en egentlig løn.

     - Jeg tjente omkring en syttendedel af, hvad en kenyaner ville have fået. Men jeg vidste, at jeg gjorde en forskel for børnene.

     - For min egen familie var livet i lejren fortsat en daglig kamp for at overleve. De madrationer, vi fik udleveret, var ikke tilstrækkelige. Vi var ti personer. Hver 14. dag fik vi to liter olie, 36 kilo majskorn, 26 kilo hvedemel, ti kopper bælgfrugter, lidt salt og lidt andet. Vi var næsten altid sultne.      

Kristen konference

I flygtningelejren havde de congolesiske flygtninge deres egen kirke, hvor Kamomo ofte prædikede om søndagen.

     - Jeg er kristen og har altid gået i kirke. Kirken betyder meget for os. Når smerten er stor, vender man sig mod Gud. I lejren var der aktiviteter i kirken fire dage om ugen. Siden vi kom til Brønderslev, har vi gået i dansk kirke hver søndag. I begyndelsen forstod vi ingenting. Nu forstår vi lidt mere.  

     Sammen med tre andre flygtninge fra Brønderslev deltog Kamomo i Tværkulturelt Centers efterårskonference i København. Rejse og ophold betalte Brønderslev Kirke.

     - Det var meget fantastisk. At være med på en stor kristen konference var helt nyt for mig og meget interessant. Det var godt for mig at møde andre, der havde oplevet noget af det samme som os, og høre dem fortælle om, hvordan de lever med glæde, sorg og tab. Jeg lærte mange ting. Det var også spændende at høre om udlændingelovgivning og frivilligt arbejde og foredrag om religion og terror. Tænk at kirken i Brønderslev ville sende mig helt til København, så jeg kunne lære, hvordan kirkerne hjælper flygtninge i Danmark. Jeg er meget glad og taknemmelig.

BMF