(Nyt på tværs 2 - 2019)

Faith Mensah vil vise de unge, at det godt kan være cool at være kristen

Det er ikke alle migrantkirker, der har svært ved at holde på de unge. I den afrikanske menighed Church on the Rock i Valby er en ny generation parat til at tage over. En af dem er Faith Mensah, der om kort tid afslutter en bachelor i erhvervsøkonomi. Hun er ikke i tvivl om, at migrantmenigheder har noget attraktivt at tilbyde unge, der som hun selv er født og opvokset i Danmark.

Den 25-årige præstedatter med rødder i Uganda tilhører en ny generation af unge i Danmarks migrantmenigheder med en reflekteret kristentro, masser af selvtillid og et optimistisk syn på fremtiden.  

Når Faith Mensah bevidst har valgt fortsat at lægge tid og engagement i den afrikanske migrantmenighed Church on the Rock i Valby, hvor hun er vokset op, er der flere grunde. Hun indrømmer med et smil, at det selvfølgelig betyder noget, at det er den kirke, hvor hendes far er præst. Her kommer hendes familie og venner. Men mindst lige så vigtigt er det, at hun som præstedatter aldrig har oplevet noget forventningspres.

     - For mig har det ikke været en stressfaktor, at min far er præst. Tværtimod. Da jeg var lille, var det nærmest noget, jeg pralede med. Jeg var præstens datter! Det var sejt. Min storesøster, der er tre år ældre end mig, har oplevet det anderledes. Men jeg har bare kunnet være mig selv og har aldrig følt, at jeg skulle leve op til noget bestemt. At gå i kirke om søndagen har altid været noget meget naturligt. Det har også betydet noget, at jeg har haft en storesøster at se op til. I skolen blev jeg ikke betragtet som mærkelig, når jeg fortalte, at jeg gik i kirke. Min storesøster gik også i kirke.  

     - Vores kirke gør meget for at aktivere børnene og de unge. Når jeg ser tilbage, har jeg altid været engageret i noget i kirken. Da jeg var yngre, var det søndagsskolen. Det var sjov og ballade! Vi var 10-15 børn, der lærte sammen - og altid på en sjov måde. Det begyndte først at blive lidt kedeligt i kirken, da jeg blev for gammel til søndagsskolen. Men så fik jeg ansvar for at finde sangtekster til overheadprojektoren, som vi brugte dengang. Det syntes jeg var sjovt. Selv om det bare var en lille ting, følte jeg, at jeg lavede noget i kirken. Jeg har altid fået lov til at gøre det, jeg havde lyst til.

Kor og trommer

Da Faith Mensah var 14 år, kom hun med i kirkens kor, der i dag er et populært gospelkor, der ud over at synge til de ugentlige gudstjenester også tager ud og giver velbesøgte gospelkoncerter med afrikansk twist.

    - Jeg har altid været glad for at synge, og så var jeg jo præstedatter og min søster korleder, så det var lidt en selvfølge, at jeg kom med i koret. Forinden var jeg begyndt at spille trommer. Det var noget, der manglede i kirken, så det skulle præstens børn lære. Jeg prøvede også andre instrumenter, men trommer er det eneste, jeg stadig spiller.

     - Når jeg i dag er troende, er det helt sikkert på grund af mine forældre og deres indflydelse. Men der har aldrig været noget pres. Mine forældre har taget mig med hen til steder, hvor jeg var omgivet af kristne mennesker, men jeg har altid selv skullet finde ud af tingene. Selvfølgelig har jeg haft mine kampe, men ikke så ekstremt, at jeg vendte ryggen til kirken. For mig er troen både noget, jeg er vokset ind i, og et bevidst valg. Fordi jeg var engageret i nogle ting, havde jeg behov for at forstå mere. Det var sådan lidt omvendt. Hvorfor gav det for eksempel mening, når vi i koret sang om at overgive os til Gud? Det var vigtigt for mig at være oprigtig, så jeg havde behov for at forstå, hvad jeg sang. Heldigvis havde jeg en storesøster at snakke med om de ting, man ikke spørger sine forældre eller andre i kirken om. Det kunne jo virke, som om man tvivlede på Gud eller ikke var rigtig åndelig. Men hvis man ikke forstår, bliver man ikke ved med at gøre ting.  

I tjeneste for Gud

I 2017 blev Faith Mensah gift med Bright Mensah, der kom til Danmark fra Ghana for 10 år siden og sidste år afsluttede en bachelor i økonomi og IT. Hendes mand er aktiv i en anden københavnsk migrantmenighed, og i dag har Faith opgaver i begge menigheder.

     - Det giver nogle ret lange søndage. Jeg er glad for at komme i min mands menighed, men jeg har nok meget den indstilling, at Gud har placeret mig i Church on the Rock. Det er der, jeg er i tjeneste. Der hører jeg til.

     Hun ser lyst på fremtiden for den afrikanske menighed.      

     - Min generation vil helt sikkert fortsætte kirken. Den måde, man dyrker sin tro på i en migrantkirke, er bare anderledes end i folkekirken. Migrantmenigheder har en måde at blande tingene på, som giver mening både for de ældre og de unge i menigheden. Og måske også i stigende grad for danskere. Min generation vil nok samarbejde mere med folkekirken og andre danske kirker end vores forældres generation. Vi er jo vokset op her og meget danske. Måske vil migrantmenigheder se anderledes ud i fremtiden - mere som tværkulturelle melting pots end som kirker for folk fra bestemte lande. Vi vil nok fortsat bruge engelsk som gudstjenestesprog, men det er ikke et enten-eller. Dansk er jo børnenes og de unges første sprog, og hos os har børnekirken og teengruppen længe været på dansk. Normalt bliver gudstjenesten også oversat til dansk.

Girls' Talk

For nogle måneder siden var Faith Mensah med til at starte pigegruppen Girls' Talk, der foregår i uformelle rammer hjemme hos Faith og hendes mand eller i søsterens hjem.

     - For teenagere er der ikke noget, der hedder, at sådan er det bare. Jeg har selv en lillesøster, der er teenager, og som begyndte at stille spørgsmål. Teenagere kræver forklaringer. Derfor besluttede vi at starte Girls' Talk. Her snakker vi om alt det, man ikke bare siger højt til andre - fester og drenge og kærester og hormoner og alt muligt. Lad os undersøge det sammen, siger vi. Eller måske: Det ved jeg ikke nu, men det skal jeg nok finde ud af! Vi vil gerne vise pigerne, at det godt kan være cool at være kristen. Når man har forbilleder, føler man sig mindre mærkelig. I pigegruppen kan de spejle sig i hinanden. Det handler om identitet og selvværd, forklarer hun.

Ingen er alene

Faith Mensah ser det stærke fællesskab i menigheden som migrantkirkers særlige styrke.

     - Hvis man ikke betragter det åndeligt, er det vores fællesskab, der er vores særlige kendetegn. Hos os kan man virkelig mærke fællesskabet. Man er ikke alene om noget som helst. Det gælder også i privatlivet. I menigheden får man en ny familie. Hvis man er ensom og giver udtryk for der, kan man regne med at få et opkald hver tredje dag. Hos os bærer man ikke sine byrder alene. Men bliver det for meget, kan man altid sige fra.

     - Når det handler om gudstjenesten kan jeg godt lide den frihed, der er hos os til at udtrykke sin kærlighed til Gud. Der er både plads til, at man kan stå op med lukkede øjne, danse eller råbe rigtig højt. Selv er jeg mere rolig i mit udtryk end mange af de andre. Det vigtigste er, at folk føler, at de har frihed.

To kulturer

Den dansk-afrikanske præstedatter har altid været stolt af at have rødder i to kulturer.

     - Jeg har aldrig oplevet det negativt at være afrikaner. Jeg er født i Danmark i en afrikansk familie fra Uganda, så selvfølgelig har jeg noget af Afrika i mig. Det er jo der, mine forældre kommer fra. Men i min afrikanske omgangskreds bliver jeg ofte betragtet som dansker, fordi jeg tænker meget dansk. Jeg har en masse holdninger og går meget op i demokrati. I dag identificerer jeg mig mest med den danske kultur, men med stor respekt for den afrikanske. Jeg synes selv, at jeg er en smuk blanding!

BMF