8-årige Olivia er asylbarn på fjerde år

(Nyt på tværs nr. 1-2007)

Olivia kan ikke huske, hvordan det er at leve et normalt liv. Måske har livet aldrig været normalt for den 8-årige irakiske pige. Hendes familie er blandt de 3,8 millioner irakere, der har forladt deres hjem på grund af vold, mordtrusler og etnisk udrensning siden den amerikansk-ledede invasion for snart fire år siden. Forud var gået en længere periode med frygt og ustabilitet. For Olivias forældre endte flugten i Danmark, hvor de i dag er blandt de knap 600 irakere, der har fået afslag på asyl. Men på grund af den eskalerende borgerkrig tør de ikke rejse tilbage - og af samme grund kan de ikke udsendes tvangsmæssigt. Derfor bor Olivia og hendes to ældre søskende på fjerde år på et asylcenter.

Olivia sidder på en af de rødmalede jernsenge i familiens stue i Sandholmlejren nord for København og fortæller stolt, at hun går i 3.B på en rigtig dansk skole. For den spinkle pige med de tykke brune fletninger er danske klassekammerater ikke nogen selvfølge. Som de fleste asylbørn har Olivia hidtil været henvist til særlige skoleordninger under Røde Kors, men i januar blev hun og hendes storebror Ayven på 11 år optaget på en dansk folkeskole i Hillerød og tager hver morgen af sted med bus og tog.  

     - Det er en rigtig stor skole med 650 elever. I min klasse er vi 7 piger og 13 drenge. Pigerne er alle sammen mine bedste venner, fortæller Olivia ivrigt.

 
Overlevede to krige

Olivia er født i al-Dora distriktet i Bagdad – en Sunnimuslimsk bydel, hvor der tidligere boede mange kristne familier. Bydelen regnes i dag blandt de farligste i den voldshærgede hovedstad. Hendes far har været soldat i to krige - først krigen mellem Irak og Iran og senere Golfkrigen. Da Olivia blev født, arbejdede han som skrædder på en konfektionsfabrik, men da Bagdads elforsyning efterhånden blev mere og mere ustabil, nedsatte han sig som taxachauffør.

     Olivia fyldte 5 år få dage efter Saddam Husseins fald. I de efterfølgende kaotiske måneder blev der vendt op og ned på familiens tilværelse. En dag kom hendes far ikke hjem fra arbejde. Som mange andre irakere var han blevet kidnappet af bevæbnede mænd, der forlangte 20.000 dollars i løsepenge. Olivias mor turde ikke blive boende i familiens hus og flygtede med de tre børn til Nordirak og videre til Tyrkiet. Her ventede de en måned, indtil en onkel i Australien sendte penge, så de kunne betale en agent for at få dem videre til Danmark. Fem måneder senere fulgte Olivias far efter, da det lykkedes ham at slippe væk fra sine bortførere. I maj 2004 stod han i Sandholmlejren efter en månedlang flugt gennem Tyrkiet og Georgien med fly, taxaer og mange kilometer til fods.

 
Spiser i cafeteria

Det første år boede familien på skiftende asylcentre, mens de ventede på svar på deres ansøgning om asyl. Men da Saddam Hussein ikke længere var ved magten, fik næsten alle irakere afslag, og i marts 2005 var familien tilbage i Sandholmlejren. Som afviste asylansøgere får de ingen lommepenge og har ikke mulighed for selv at lave mad. Morgen, middag og aften kan de spise i lejrens cafeteria. To gange om ugen skal Olivias forældre til samtale hos politiet, hvor de bliver spurgt, hvornår de rejser tilbage til Irak. Men de rejser ikke tilbage, siger Olivias far Amir Younis (46).

     - For børnenes skyld bliver vi her. Det danske samfund respekterer børn. Selv om et asylcenter er et meget dårligt sted for børn, er det meget bedre for dem her end i Irak. I Irak mistede vi vores ældste søn. Han ville have været 20 år i dag. Vi vil ikke miste flere af vores børn, siger han med et nik hen mod fjernsynet i hjørnet, hvor en irakisk nyhedskanal igen viser billeder af lemlæstede mennesker og brændende biler efter endnu et blodigt bombeattentat på en markedsplads i Bagdad.   

     - For en far er det meget hårdt ikke at kunne give sine børn et normalt liv. Jeg må jo ikke arbejde. Kun praktik her i Centret. Jeg ville gerne i praktik uden for Centret. Hvad som helst. Bare komme væk om dagen. Tre år uden arbejde er meget lang tid for en mand. Men i det mindste er vi sammen som familie. Vi er heldigere end mange. Selv om min kone og jeg har det meget dårligt, prøver vi ikke at skændes for meget foran børnene. Det er ikke godt for dem. Jeg har ikke opgivet håbet om en bedre fremtid for mine børn. De skal have en uddannelse. Min ældste datter vil læse til lærer. Min søn vil være politibetjent. Og Olivia vil være læge eller advokat, så hun kan hjælpe mennesker.

 
Hjælp fra kirken

Olivias familie tilhører den kaldæiske kirke, der er Iraks største kirkesamfund. I Danmark har familien kontakt med flere danske kirker og kommer regelmæssigt til gudstjeneste. Også børnene er med i kirken. I december gik Olivia og Ayven sammen med andre irakiske asylbørn i Luciaoptog i Københavns domkirke. Det husker Olivia tydeligt.

     - Det var en meget stor kirke med rigtig mange mennesker, der alle sammen ønskede, at vi fik positiv. Vi havde hvide dragter på og stjerner i håret. Det var rigtig sjovt, siger hun. Hendes far supplerer:

     - Kirken hjælper os meget. Vi kan mærke, at de kristne respekterer os. Vi er meget taknemmelige. Børnene er også glade for at komme i kirken. I Irak gik vi i kirke hver søndag. Vi har lært vores børn at bede til Gud hver aften, inden de skal sove. Det gør de stadig. Vi har oplevet mange ting. Hvis vi ikke havde vores kristne tro, kunne vi ikke holde ud. Men Gud har hjulpet os mange gange før. Han vil også hjælpe os nu. Når jeg sammenligner Irak og Danmark, er jeg meget taknemmelig for, at vi er her. Det er ekstremt farligt i Irak. Her er vi i sikkerhed, siger Amir Younis.

 
Familie i Århus
Olivia ved, at hun er født i Irak. Men hun vil ikke tale om fortiden. Når hun bliver spurgt, om hun husker noget fra tiden inden flugten til Danmark, er svaret et bestemt nej. Hun husker ikke noget. Ingenting. Fortiden overlader hun til de voksne. Og hendes forældre vil ikke minde hende om, hvad hun har set og oplevet. De håber, at hun vil glemme.

     I dag har Olivia ingen familie tilbage i Irak. Nogle er døde, og resten bor spredt i mange lande. Men hendes mormor og morfar, en moster og en morbror fik asyl i Danmark for syv år siden og bor i Århus. Hvis Olivia bliver sendt tilbage til Irak, ser hun måske ikke sine bedsteforældre igen. Olivia fortæller, at hun elsker at besøge bedsteforældrene.

     - De bor i et stort hus. Det er meget bedre at være der end her i Sandholm. Her er ikke så rart. Somme tider er der nogle, der opfører sig mærkeligt, så man bliver bange. Når vi er hos mine bedsteforældre, er min far og mor meget gladere. Min mor hjælper min bedstemor i køkkenet, og jeg leger med mine fætre og kusiner, siger Olivia og får liv i øjnene.
 
Sendte tegning til minister

Olivia er en kreativ pige, der er glad for at tegne og male. Hendes mor fortæller, at hun for et par år siden sendte en tegning til integrationsministeren.

     - Olivia fik et personligt brev fra ministeren, der skrev, at hun var glad for tegningen og havde hængt den op på sit kontor. Hun sendte Olivia sine bedste ønsker, men desværre gav hun ikke Olivia opholdstilladelse, siger Olivias mor Hilda Mousa Mermez (41) med en resigneret latter.   

     Olivia sidder tavs på sengen. Lidt efter fortsætter hun med at fortælle om sin nye skole.

     - Jeg kan godt lide at lave dansk og matematik. Det er meget bedre end på asylskolen. Der havde vi hele tiden pause. På min nye skole har vi kun korte pauser. Så lærer vi bedre, og det er meget sjovere.  
BMF