På mange måder ligner vi hinanden, siger 19-årige Zeinab fra Silkeborg

(Nyt på tværs nr. 4-2004)

Zeinab og Anna er veninder. Det har de været, siden de mødte hinanden i modtageklassen i Silkeborg for snart fire år siden. I dag går de i samme klasse på byens HF-kursus, læser lektier sammen flere gange om ugen, spiser sammen og overnatter i hinandens hjem. ”Vi er sammen næsten hele tiden,” siger de. Med deres venskab er de med til at aflive myten om, at muslimer og kristne ikke kan være venner. For 19-årige Zeinab er muslim, og 20-årige Anna er kristen.

Zeinab Shaker kom til Danmark for fire år siden gennem familiesammenføring. Hendes far var flygtet fra Irak nogle år tidligere. I hjembyen i det sydlige Irak havde hun afsluttet 6. klasse. Siden er det gået stærkt med at indhente de forsømte skolekundskaber. I dag går hun i 2. HF, og til sommer skal hun til eksamen i matematik, fysik, kemi og fransk.

Anna Karapetian kom til Danmark sammen med sin familie i 1999. Familien var flygtninge fra Armenien - det første land i verden, der antog kristendommen som statsreligion, og hvor den tyrkiske massakre på kristne armeniere under Første Verdenskrig endnu ikke er glemt.

Tørklæde

Da Zeinab startede i modtageklassen i Silkeborg for snart fire år siden, havde hun ikke forestillet sig, at hendes bedste veninde i Danmark ville blive en kristen armensk pige. Men sådan gik det.

- Anna og jeg mødte hinanden i modtageklassen den første dag. Jeg var en muslimsk pige med tørklæde fra Irak, og Anna kom fra en kristen armensk familie. I begyndelsen tog vi faktisk afstand fra hinanden. Men så spurgte Anna, hvorfor jeg havde det tørklæde på. Selv om jeg ikke havde ret meget dansk sprog, fik jeg forklaret, at jeg går med tørklæde, fordi det er en vigtig del af troen for en muslimsk pige. Det fik os til at interessere os for hinanden! Vi kom til at snakke religion og mange andre ting. Efterhånden fandt vi ud af, at selv om vi er meget anderledes, når man kigger på os udefra, har vi en masse fælles synspunkter. På mange måder ligner vi hinanden meget. Derfor er vi også gode til at støtte hinanden, siger Zeinab.

Ambitioner

Begge piger er fast besluttet på at få en uddannelse og opnå noget i deres nye land.

- Det er meget vigtigt for os. Anna vil læse psykologi. Jeg vil helt sikkert også læse videre. Måske medicin. Jeg vil gerne have en uddannelse, hvor jeg er sikker på at få job bagefter. Jeg vil give noget tilbage til det danske samfund. Nu får jeg jo det hele gratis.

- Noget af det, jeg godt kan lide ved Anna, er, at hun også har ambitioner. Og så er hun interesseret i en utrolig masse ting. Vi diskuterer samfundsforhold og psykologi og snakker om forskellige religioner og ideologier. Vi kan tale om alle mulige emner. Vi snakker også meget om livet i Danmark og fortæller hinanden om vores fortid.

Fra Irak var Zeinab vant til at omgås kristne. Men det er første gang, at hun har en kristen veninde, som hun betragter som en søster. I Irak kendte familien flere kristne familier, og Zeinab fortæller, at hendes far som ung også havde kristne venner. Også i Danmark har familien god kontakt med kristne irakiske familier.

- Mine forældre er meget glade for Anna og betragter hende som en del af vores familie. Vi spiser sammen og sover sammen og læser lektier og maler sammen. Mine forældre har ikke spor imod, at min bedste veninde er kristen. Jeg kommer også meget hos Anna. Hendes forældre er meget søde. I dag betragter jeg dem som mine egne forældre. Anna har fortalt mig, at man i Armenien har et virkelig negativt syn på muslimer, men det mærker jeg slet ikke i Annas familie. Jeg snakker rigtig godt med hendes far. Vi kan både diskutere alt muligt og drille hinanden, fortæller Zeinab.

Mere troende i Danmark

Zeinab begyndte at gå med tørklæde i Irak, da hun var 12 år. Men dengang betød det ikke så meget for hende som i dag. Siden hun er kommet til Danmark, er hun blevet mere bevidst om, at hun er muslim.

- Når man kommer til et fremmed samfund, skal man pludselig selv finde ud af, hvem man er. Så prøver man at holde fast ved det, man har. Jeg er blevet lidt mere troende her. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg er født som muslim. Islam er en fredelig religion. Som muslim har jeg stor personlig frihed. I dag er min tankegang meget præget af min religion.

Fordomme

Zeinab vil gerne være med til at nedbryde fordomme om islam og muslimer.

- I Danmark skiller jeg mig ud, fordi jeg går med tørklæde. Jeg kan mærke, at nogle bliver lidt bange, når de ser mig. De tager afstand. Men når de så kommer tættere på, siger de: Du er jo ligesom os! Det er jeg glad for. Nogle danskere siger til mig, at jeg er helt anderledes end det, de hører om muslimer. Så siger jeg, at jeg bare er sådan, som jeg plejer at være! I dag er jeg stadig mest en irakisk pige, men jeg begynder også at være en dansk pige. Der er nogle ting, jeg holder fast ved i min baggrund og opførsel. Jeg har for eksempel lært, at jeg skal være åben og acceptere og respektere andre. Jeg vil heller ikke opgive mine værdier. For eksempel vil jeg ikke bare gå rundt med drenge.

Zeinab har endnu ikke spekuleret så meget over, hvem hun en dag skal giftes med.

- Han må godt være dansker, hvis bare han er muslim! Det vil være svært for en kristen at være gift med en muslimsk pige. Jeg vil nok også helst giftes med en iraker. Vi har det samme sprog og de samme følelser. Mine forældre siger, at når jeg er voksen, er det mig, der vælger. Jeg er ansvarlig. Men selvfølgelig vil jeg snakke med mine forældre og præsentere ham for dem, inden jeg bestemmer mig. Mine danske veninder siger også, at de vil snakke med deres forældre, når de en dag finder en.

Guds hus

Som shiamuslim beder Zeinab til Gud hver dag - men ikke fem gange om dagen.

- Jeg beder derhjemme. Jeg kan også godt bede, mens jeg er på skolen. Men så beder jeg inde i mit hjerte, siger hun.

Zeinab har flere gange overværet en kristen gudstjeneste sammen med Anna.

- Både en kirke og en moské er Guds hus. Når man kommer ind i Guds hus, føler man sig tryg. Man føler sig tæt på noget. Måske er det ikke alle, der kan forstå, at jeg som muslim kan gå ind i en kirke. Men sådan føler jeg. I kirken føler jeg mig ikke udenfor.

- En gang var der en præst, der bad en bøn i kirken om, at muslimer måtte blive kristne. Men det var ikke ubehageligt. Han var jo kristen, og for ham er kristendommen den rigtige vej. Han var ikke egoistisk. Tværtimod ville han gerne have, at alle mennesker skulle følge den rette vej. Som muslim håber jeg selvfølgelig også, at kristne må blive muslimer. I Koranen står der, at jeg skal elske de ting for andre, som er bedst for dem. Men Anna og jeg prøver aldrig at overbevise hinanden. Det handler jo ikke om at vinde en diskussion.

- Når jeg tænker på fremtiden, drømmer jeg om en fredelig verden, hvor alle mennesker har det godt sammen, og hvor forskellige religioner ikke kæmper mod hinanden.

- For mig selv drømmer jeg om, at vi en dag igen kan være sammen som familie - også med min storebror i Irak. Han er 21 år og har ikke mulighed for at blive familiesammenført med vores forældre i Danmark. Og så drømmer jeg om en dag at komme tilbage til Irak. Men ikke det Irak, vi ser i dag. Et fredeligt Irak. De første år i Danmark var det noget, jeg tænkte meget på. I dag forsøger jeg at koncentrere mig om her og nu. Fremtiden må Gud ordne.

BMF

 

UNG TRO

I november deltog Zeinab i en temadag for unge kristne og muslimer under ledelse af Andrew Smith (se side 2). Om sin oplevelse af dagen siger Zeinab:

 

”Vi havde det rigtig hyggeligt sammen. Vi var fire kristne og tre muslimer. I starten kiggede vi lidt på hinanden, men så snakkede vi bare. Det gav mig rigtig meget. De kristne var meget åbne. Det var dejligt at møde nogle kristne danskere på min egen alder, der havde deres egne værdier og vidste, hvem de selv var.”