Integrationspris til kristen assyrisk folkeskolelærer fra Århus

(Nyt på tværs nr. 2-2006)

Shamiran Benjamin Yousif brænder for at hjælpe unge med anden etnisk baggrund til et godt voksenliv. Som mor til fire teenagere og formand for Kristelig Assyrisk Børne- og Ungdomsforening kender hun bedre end de fleste de unges virkelighed i krydsfeltet mellem to kulturer. I marts modtog den 45-årige irakisk-fødte folkeskolelærer Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2006 for sin utrættelige indsats for at bygge bro mellem unge nydanskere og det danske samfund - med udgangspunkt i de unges egne ressourcer.  

 Voksne, der investerer i de unge - bruger tid sammen med dem, lytter til dem og diskuterer med dem. Det er en vigtig del af forklaringen på, at mange unge assyrere fra de kristne iranske og irakiske flygtningefamilier i Århus i dag er i gang med en uddannelse og tror på, at de har noget at bidrage med i det danske samfund.

     Det begyndte for 11 år siden, da en kreds af engagerede forældre besluttede at danne Kristelig Assyrisk Børne- og Ungdomsforening (KABU). Foreningen havde til formål at tilbyde weekendaktiviteter i trygge rammer for børn og unge. En af ildsjælene var Shamiran Benjamin Yousif.

     - For os var det meget vigtigt, at børnene og de unge fik sunde interesser og et godt socialt netværk. Vi valgte at danne en forening, fordi vi så kunne få støtte fra kommunen og låne lokaler på Hasle Skole, fortæller Shamiran, der de sidste fem år har været formand for KABU. I dag har foreningen 45 aktive medlemmer i alderen 6-25 år, der benytter sig af de mange tilbud om alt fra svømning i en lokal svømmehal til fodbold, hjemkundskab, håndarbejde, kristendomsundervisning og assyrisk sprog og folkedans. Aktiviteterne ledes af forældre, der arbejder frivilligt. Desuden arrangerer foreningen hytteture, videoaftener, bowling og meget andet.

 

Forbilleder

De sidste fem år har Shamiran tilbragt de fleste søndag eftermiddage på Hasle Skole sammen med de unge. Her underviser hun i hjemkundskab og assyrisk sprog og leder debattimer om aktuelle emner.  

     - Min mand og jeg har været med fra starten. Vi havde jo selv børn og ville gerne lave noget for dem, så de ikke gik og kedede sig i weekenden og kom ud i noget dårligt. I starten var det hele meget simpelt, men efterhånden fik vi flere aktiviteter. Vi diskuterer meget med de unge. Det er vigtigt, at de siger, hvad de tænker og har lyst til, og at de oplever, at vi lytter til dem. De har brug for voksne forbilleder og sparringspartnere, forklarer Shamiran.  

     At de unge kommer i gang med en uddannelse har længe været en hjertesag for hende.

     - Vi siger til dem, at de skal være forbilleder for andre unge. Men de har også selv brug for rollemodeller. Derfor holdt vi en åben uddannelsesaften sidste år, hvor vi inviterede andre veluddannede unge til at fortælle om deres uddannelsesvalg. Bagefter var der debat mellem de unge.

 

Fremmer integration

Shamiran anslår, at der bor omkring 1.200 kristne assyrere i Århus. Familierne kommer fra Iran, Irak, Syrien og Libanon og tilhører Østens Assyriske Kirke, der er en af verdens ældste kirker. Siden 1998 har den assyriske menighed i Århus haft egen præst.  

     Selv om KABU først og fremmest er et tilbud til assyriske børn og unge, er Shamiran ikke i tvivl om, at foreningen også har været med til at fremme de unges integration i det danske samfund ved at styrke deres identitet og selvtillid.

   - Med KABU er vi med til at vise, at det ikke er alle unge udlændinge, der laver ballade. Vi har mange velfungerende unge, der har danske venner og klassekammerater, går til fodbold og har fritidsjobs. Ikke mindst vores to folkedanserhold er populære og har blandt andet optrådt i forbindelse med Århus Festuge. Når danskere inviterer os, kommer vi!        

 

Både assyrere og danskere

     - Men integration handler også om at modvirke rodløshed. Der er mange gode værdier i dansk kultur, men de unge skal også kende deres egen historie. De skal vide, hvad det vil sige at være assyrer, og kende de assyriske værdier som gæstfrihed, åbenhed, familiesammenhold, ansvarlighed og pligtopfyldelse. Kirken og vores kristne tro er også en vigtig del af vores identitet.     

     - For at stå fast behøver de unge to ben. Ellers bliver de let forvirrede. Med vores forening ønsker vi at hjælpe dem til at være både assyrere og danskere, så de kan får lyst til at være aktive i det danske samfund og vælge den gode retning i livet, siger den assyriske folkeskolelærer, der glæder sig over den positive opmærksomhed om KABUs arbejde, som fulgte med prisoverrækkelsen i marts.    

BMF

 

Shamiran Benjamin Yousif kom til Danmark i 1991 som flygtning fra Irak efter flere års ophold i flygtningelejre. Hun er uddannet folkeskolelærer med hjemkundskab og arabisk som linjefag og ansat ved Hasle Skole. Siden 2001 formand for Kristelig Assyrisk Børne- og Ungdomsforening. Gift med Ashur Shino, der er socialrådgiver. Fire børn: Iysin (22), Larsa (20), Inleel (17) og Homasa (15). Sidste år flyttede familien i eget hus i Tilst.