23-årige Raisa ventede på opholdstilladelse i fire år
(Nyt på tværs nr. 1-2007)
Fra køkkenvinduet i studenterlejligheden på fjerde sal i et af Odenses gamle byhuse er der udsigt til Odense Sygehus. Her får Raisa Hakhverdyan snart sin gang som medicinstuderende. Det har altid været den 23-årige armeniers drøm at læse til læge, men da hendes familie for snart syv år siden måtte flygte fra hjemlandet, blev drømmen sat på standby. Der gik næsten fire år, inden Raisas familie fik opholdstilladelse. Men til trods for flere afslag på asyl holdt Raisa fast ved håbet om en fremtid i Danmark. I dag læser hun medicin på andet semester ved Odense Universitet. - Hun ser over mod sygehuset: Det tager kun fem minutter på cykel, siger hun og smiler.
Raisa Hakhverdyan har stadig svært ved at forstå, hvorfor hendes familie skulle vente i skiftende asylcentre og anneksboliger i næsten fire år, inden de fik humanitær opholdstilladelse i Danmark på grund af morens sygdom.
- Vi følte, at vi blev flyttet rundt som papkasser. Hvis danskerne gerne vil have, at folk skal integrere sig og blive en del af det danske samfund, er det alt for længe at vente. Efter fire år har man ikke overskud til at blive integreret. Vi var heldige, fordi vi fik kontakt med danskere helt fra starten gennem kirken. De hjalp os meget, så vi allerede kunne sproget og var i gang med en uddannelse, da vi fik opholdstilladelse, fortæller Raisa, der nåede at tage både 9. og 10. klasse og senere HF på VUC, inden hun fik opholdstilladelse - selv om hun som asylansøger uden CPR-nummer egentlig ikke havde adgang til det danske uddannelsessystem.
- Da jeg fyldte 17, havde jeg ikke længere ret til at gå i skole. Jeg måtte ikke engang låne bøger på biblioteket. Jeg skulle bare blive hjemme på centret. Men det kunne jeg slet ikke forestille mig. Jeg græd og tiggede om at måtte gå i skole, fortæller Raisa, der gik i 2. g i Armeniens hovedstad Yerevan inden flugten til Danmark og allerede dengang drømte om at læse medicin.
- Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker og samtidig have ansvar. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden, men jeg vil gerne gøre en indsats.
Ansvar for søskende
Raisa kom til Danmark som 16-årig i juni 2000 sammen med sine tre søskende, der dengang var 9, 11 og 13 år. Forud var gået en turbulent tid for hele familien.
- Jeg var gammel nok til at være bevidst om, hvad der skete omkring os. Jeg vidste godt, at min far havde problemer. Men vi håbede jo, at det ville gå over. Vi havde et godt liv i Armenien. Men efter ti måneder besluttede mine forældre at rejse. I Moskva skulle vi vente i transit i lufthavnen i 16 timer. Men noget gik galt, så jeg og mine søskende ikke fik lov at rejse videre. Det hele var kaos. Der gik seks måneder, inden vi kom videre til Danmark, hvor vores forældre havde søgt asyl. Min yngste søster troede ikke, at vi kom til at se vores forældre igen. Som den ældste påtog mig automatisk ansvaret og blev en slags mor for mine søskende. Enhver ville have gjort det samme.
Mor indlagt
Mens familien ventede på asyl, boede de i skiftende asylcentre og anneksboliger på Fyn - de sidste XX måneder på to værelser på Hjallelse Asylcenter.
- Som familie har vi oplevet mange svære ting. Det tog hårdt på min mor. Hun var indlagt flere gange, uden at lægerne kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Vi vænnede os til, at mor i lange perioder var syg og trængte meget til ro. I dag tager hun stadig en del medicin.
Raisa tror ikke, at hun havde klaret de fire år som asylansøger, hvis danske venner ikke havde hjulpet hende til at fortsætte sin skolegang uden for centermiljøet.
- Jeg er utrolig glad for, at jeg kom på VUC. Her følte jeg mig for første gang som et ligeværdigt menneske. Det var godt, at der var folk i alle aldre. Jeg var blevet tidligt voksen, så gymnasiet ville nok ikke have været rigtigt for mig. Dengang syntes jeg, mine jævnaldrende var lidt fjollede.
Raisa tænker somme tider på, at hun måske ikke ville have fået den uddannelse, hun drømte om, hvis hun var blevet i Armenien.
- I Armenien er det ikke nok at være utrolig dygtig, hvis man vil læse medicin. Bestikkelse betyder mere. Jeg har altid vidst, at min far ikke ville give penge, selv om vi havde pengene. For ham var det en principsag. Bestikkelse er uretfærdigt. Jeg ville heller ikke selv kunne leve med det.
Opholdstilladelse
Raisa husker tydeligt den dag for godt tre år siden, da hendes familie endelig fik opholdstilladelse. Det var kort før hendes 20-års fødselsdag.
- Det var en lørdag, hvor vi sov længe. Min søster kom løbende ned ad gangen og råbte: De siger, at vi har fået opholdstilladelse! Jeg husker, at tre ting gik gennem mit hoved: Nu kunne jeg få lov at gå på universitetet! Jeg kunne komme på studietur til udlandet med min klasse - og jeg skulle ikke fejre min 20-års fødselsdag på et asylcenter!
De mange måneder som asylansøger har lært Raisa at se tilværelsen i et større perspektiv.
- Sammenholdet mellem os som familie er blevet stærkere. Jeg har lært, at man skal kæmpe. I dag giver jeg ikke så let op. Det vil jeg nok også få brug for som læge. Der er mange ting, jeg ikke længere tager for givet. I Vesten forventer man at komme nemt til alt. Men somme tider siger jeg til mig selv: Stop nu lige. Lad være med at brokke dig.
- Som familie har det betydet meget for os, at vi kunne gå i kirke. Vi er ortodokse kristne, men vi beder jo til den samme Gud. Vores kristne venner har hjulpet os meget. I kirken var det, som om hele menigheden holdt med os.
- I dag er de fleste af mine venner danskere. Selv om jeg ofte skal forklare en hel masse ting, før de kan forstå, hvordan jeg føler, tør jeg godt være mig selv. Jeg kan godt hygge mig og have det sjovt med mine venner uden at drikke mig fuld. Jeg har lært at omgås dem på mine præmisser. I kirken har jeg set, at der også er kristne danske unge, der ikke drikker sig fulde eller flytter sammen med kæresten.
- For mine forældre har det været en stor kamel at sluge, at de ikke kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet i den position, de engang havde. Begge mine forældre har en universitetsuddannelse som matematikere. Men hvor godt kommer man til at tale dansk, når man er fyldt 50? Min far har været realistisk og arbejder i dag som kirketjener i domkirken. Som han siger: Man kan ikke få alt
her på jorden.
Venter stadig
Efter syv år i Danmark har Raisa svært ved at svare på, om hun er armenier eller dansker.
- Det føles som ufattelig længe siden, jeg var i Armenien. Men jeg vil nok stadig sige, at jeg er armenier - dansk armenier. Jeg håber meget, at vi får lov at blive i Danmark. Men det er ikke sikkert endnu. Vores opholdstilladelse udløber i oktober næste år. Det ligger der hele tiden som en usikkerhed, man har i baghovedet. Derfor er det også svært for min mor at blive rask.
- Selv er jeg rigtig glad for at være her. Mit liv kunne ikke blive bedre. På trods af alt har vi været heldige.