Irregulære migranter: Eritreansk families lange rejse

(Nyt på tværs 3-2012)

Solen bager fra en skyfri himmel, da Samson Mulugeta byder indenfor det grønne familiehus på Brovst Asylcenter i Vendsyssel, der i snart to måneder har været den eritreanske families hjem. Centret drives af Jammerbugt Kommune og ligger naturskønt få kilometer fra klitter og Vesterhav. Men trods sandjord og fyrretræer er de lave træhuse ikke en ferieby. For de 500 beboere er livet sat på standstill, mens de danske myndigheder afgør deres fremtid. Nogle har ventet i flere år. Andre, som Samson og hans kone Selamawit Tekie, er kommet for nylig. 

Gardinerne er trukket for vinduet i den lille stue. I rummet ved siden af sover parrets 17 måneder gamle datter Nohamen. Udenfor høres vindens sagte susen i fyrretræerne.

     Samson Mulugeta trækker stolen nærmere. Den 31-årige eritreaner kan ikke skjule trætheden. Mange års flugt, usikkerhed og konstant stress har sat deres spor i krop og sjæl.

   - Jeg har ikke haft et godt liv. Jeg har ikke lyst til at huske. Vi var illegale i 14 år. Det er som at dø en lille smule hver dag. I dag kender vi stadig ikke fremtiden, siger Samson, der længes efter at fylde de lange dage med noget meningsfuldt.

     - Jeg er vant til at arbejde med alt muligt. Når jeg arbejder, har jeg ikke tid til at tænke så meget. Det er bedst sådan, siger han.

Deporteret

Den eritreanske familie har været på flugt siden 1998, da Etiopien erklærede krig mod Eritrea. Begge er født og opvokset i Etiopien. Fra 1951 frem til selvstændigheden i 1993 var Eritrea en del af Etiopien, og mange eritreanske familier etablerede sig i hovedstaden Addis Abeba, hvor der var bedre jobmuligheder. Men da krigen brød ud, blev mange frataget deres job og fik deres ejendele konfiskeret. På få måneder blev over 50.000 eritreanere deporteret til Eritrea. Blandt dem var Selamawit Tekies familie.            

     - Før krigen havde vi et godt liv og levede som etiopiere. Min far var chauffør, og min mor passede os fire børn. Om søndagen gik vi i den ortodokse kirke. Som barn holdt jeg meget af at komme i kirken. Hjemme lærte mine forældre mig at bede til Gud, fortæller Selamawit.  

     - Da krigen brød ud, gik jeg i gymnasiet. Min far og jeg blev deporteret til Eritrea. Alt var kaos. Der skete mange ting. Efter tre måneder kom jeg over grænsen til Sudan. Siden har jeg ikke haft kontakt med min familie.

Mødtes i Sudan

I Sudan fik Selamawit arbejde som hushjælp. Her mødte hun Samson. Inden krigen havde hans far været en driftig eritreansk forretningsmand i Addis. Da krigen kom, var velhavende familier blandt de første, der blev deporteret. I Eritrea blev de hjemvendte tvangsudskrevet til hæren, men Samson ville ikke kæmpe mod det land, hvor han var født og opvokset. Som mange andre eritreanere flygtede han til Sudan.

     - Krigen vendte op og ned på alt. Jeg gik i gymnasiet og levede et normalt liv. Jeg var den ældste af tre søskende. I Sudan var jeg for første gang i mit liv helt alene. Jeg var 17 år og boede på gaden i Khartoum. Efterhånden lærte jeg, hvordan man overlever. I Sudan er det meget varmt. Folk lever og spiser udenfor og hjælper hinanden, når nogen er sulten. Jeg fik forskellige småjobs. Så mødte jeg Selamawit. Vi blev gode venner. Hun havde et lille job og hjalp mig meget. Hun er klog og stærk og har et smukt hjerte, siger han med et smil og et varmt glimt i de mørke øjne.

Til Tyrkiet

I Sudan fortsatte antallet af eritreanske flygtninge med at vokse. Hverdagen blev stadig mere usikker. Efter otte år lykkedes det Samson at komme videre til Tyrkiet.  

     - Mange tror, at flygtninge rejser direkte fra hjemlandet til det land, hvor de søger asyl. Men sådan er det ikke, når man hverken har penge eller papirer. Det er helt anderledes. Jeg kan ikke forklare, siger Selamawit, der selv kom til Tyrkiet via Libanon.

     Det blev til flere års illegalt ophold i Tyrkiet, hvor Samson blandt andet arbejdede i vaskeriet på et stort hotel, inden det lykkedes at komme videre til Grækenland.

     - Vi prøvede mange gange. Hver gang betalte vi mange penge. Vi sejlede i små overfyldte både. Mænd, kvinder og børn. Det var meget farligt. En gang sank båden. Det var høje bølger. Mange druknede. Vi så mange dårlige ting. Men vi var nødt til at prøve igen. Ligesom alle de andre.    

Kirker hjalp

I Grækenland blev Samson og Selamawit registreret af politiet. Men selv om de var kommet til et EU-land, fik de ikke mulighed for at søge asyl.

     - Politiet tog vores fingeraftryk og gav os et papir, hvor der stod, at vi skulle rejse inden en måned. Men vi havde ingen penge. Vi var i Grækenland illegalt i flere år. I den tid havde vi mange problemer. Somme tider tog politiet mig på gaden og satte mig i fængsel. Når jeg blev løsladt, fik jeg et nyt papir, fortæller Samson.

     - Vi fik ingen hjælp fra myndighederne. Heldigvis var der kirker og enkeltpersoner, der hjalp os og gav os brød og tøj. I Athen fandt vi en etiopisk-eritreansk kirke, hvor alle delte, hvad de havde.

     I februar 2011 kom datteren Nohamen til verden på den græske ø Koos. Selamawit fortæller:

     - En kirke hjalp os. Vi sov i en kælder. Der var meget fugtigt, men det var bedre end gaden. Jeg fik lov at føde på hospitalet, selv om vi ikke havde papirer. Vores datter er født to måneder for tidligt. Men efter fødslen kunne de ikke hjælpe mere.

I fængsel i Danmark

Fra Grækenland forsøgte Samson at komme videre til et europæisk land, hvor han kunne søge asyl. Første forsøg endte i Norge, men Norge sendte ham tilbage til Grækenland, der ifølge Dublin-forordningen var første asylland. Da datteren var syv måneder gammel, lykkedes det Selamawit at komme til Norge. Da Samson ville følge efter, blev han tilbageholdt ved den danske grænse. De næste to måneder tilbragte han i den lukkede fængselsafdeling i Sandholmlejren i Nordsjælland.

     - Jeg har set mange fængsler. I et fængsel ved man ikke, hvad der sker i morgen. Jeg vidste ikke, om jeg nogen sinde ville se min kone og min datter igen. I fængslet fik vi besøg af en dansk præst, der samlede os til bibelundervisning. Præsten sagde, at vi skulle stole på Gud, og bad for os i små grupper. Vi sang også kristne sange. Bagefter kom nogle unge danskere med te og kaffe og kage. Det var som at få livet igen. Jeg fik nyt håb, fortæller Samson, der i marts blev overført til den åbne afdeling i Sandholmlejren, hvor han fik lov at søge asyl. En måned senere kom Selamawit til Danmark fra Norge sammen med datteren, der ikke havde set sin far i seks måneder.

     - Vi havde meget brug for at være sammen som familie, så jeg rejste, selv om jeg ikke havde papirer. Jeg var meget bange for, at Danmark ville sende mig tilbage til Norge, fortæller Selamawit, der græd af glæde, da familien efter et par måneder fik at vide, at Danmark ville behandle deres ansøgning om asyl - og at de kunne blive sammen i ventetiden.

Gud var med os

I Sandholmlejren så Selamawit en plakat for en gudstjeneste på engelsk i Haraldskirken i Søborg, hvor kirken sendte en kirkebil.

     - Det var første gang, vi var i kirke i Danmark. Det var bare så godt. I kirken kunne vi tale med Gud. Vi glædede os meget til næste gang. Men så blev vi flyttet til Brovst. Vi håber, at vi snart kan komme i kirke igen heroppe, siger hun.  

     Under den lange flugt har den kristne tro været den eritreanske families faste holdepunkt.

       - Fra jeg var helt lille har jeg gået i kirke. Når alt var mørkt i mit liv, har jeg råbt til Gud. Gud er der for os hver dag. Han var med os hele vejen og førte os til Europa over havet. Jeg beder hver morgen og aften. Jeg takker Gud for hver dag, siger Samson. Selamawit supplerer:

     - Når man tror på Gud, er der altid håb. Vi har lært at acceptere vores liv og være stærke. Men vores datter skal ikke leve det liv, vi har levet. Vi beder hver dag om, at vi må få en fremtid sammen, og at Danmark vil acceptere os.