Afrikansk asylansøger er velkommen praktikant i sydsjællandsk sogn

(Nyt på tværs 3-2012)

Han luger, ordner blomster, pudser sølvlysestager og vasker alterbægre. Siden marts har Jonathan Sourie, der kom til Danmark sidste år som asylansøger fra Sierra Leone, været i praktik som gravermedhjælper i Bårse og Beldringe kirker på Sydsjælland. - Det er en solstrålehistorie. Vi får tifold igen, siger sognepræst Søren Schiøler Link, der varmt kan anbefale andre sogne at tage en asylansøger i praktik.

Da Jonathan Sourie sidste sommer blev indkvarteret på et asylcenter på Avnø, cyklede han til gudstjeneste i den nærmeste folkekirke. Her delte han salmebog med en pensioneret skoleleder, der kunne se, at den unge afrikaner kæmpede med det danske sprog.

     - Efter gudstjenesten hilste han på mig. Næste søndag spurgte han, om han måtte besøge mig. Han tog mig med hen i Bårse Kirke, hvor han kendte præsten. Jeg fortalte, at jeg var kristen og gerne ville hjælpe i kirken, fortæller 28-årige Jonathan Sourie, der senere fik tilladelse til at flytte ud fra asylcentret og bo hos den danske familie på deres landejendom.

     Ifølge kontrakten med Røde Kors er han i praktik som gravermedhjælper to dage om ugen ved Bårse og Beldringe kirker. Det meste af tiden tilbringes da også udendørs med diverse praktiske opgaver på de to kirkegårde og i den store præstegårdshave. Men Jonathan har også uddelt nadverbrød ved gudstjenesten og budt velkommen ved kirkedøren.

     Sognepræst Søren Schiøler Linck har kun godt at sige om samarbejdet med kirkens nye medarbejder.

     - Jonathan leverer simpelt hen et stykke arbejde uden lige. Han gør det overmåde godt. Og så er han en glad kristen, der kommer med et stort smil. Jeg ville ønske, at han fik lov at blive i Danmark. Hvis jeg havde et job, ville han være den første, der fik det, siger sognepræsten, der også er menighedsrådets kontaktperson.

     - I menighedsrådet havde vi en kort drøftelse, hvor vi blev enige om, at det her ville vi gerne. Som kirke har vi et socialt ansvar. Det er noget, der går hånd i hånd med det, vi står for som kirke, understreger Søren Schiøler Link.  

     Han fortæller, at medarbejderstaben har taget vel imod Jonathan og godt kan rumme hans historie.

     - Vi har et graverteam med en graver og to medhjælpere. Forinden var jeg ude på kirkegården for at briefe dem om, at nu får vi en ny mand. Medarbejderne skal vide, hvad det er for en situation, og hvad man skal tage hensyn til. At det handler om et menneske, der også kan have det svært.

     - Jonathan har allerede været med til flere personalesammenkomster. Første gang fik han lov at fortælle sin historie. Det var som at høre ens bedsteforældre fortælle om krigen. Vi kan slet ikke sætte os ind i, hvad han har oplevet. Vi sad bare der med vores gode mad og drikke og lyttede.

     - Til andre kirker vil jeg sige: Spring ud i det! Der er intet at tabe. Det, vi får, er rent og skært på plussiden. Samtidig lærer vi noget om det gode liv, vi selv har.

Går begge veje

Også graver Marianne Pietens, der fordeler arbejdsopgaverne på kirkegården, er fuld af lovord, selv om hun i begyndelsen var lidt spændt på, hvordan det mon ville gå.

     - Vi er vildt imponeret over Jonathan. Han er utrolig sød, rar og venlig og går bare på med krum hals. Han vil så gerne. Lige meget hvad jeg sætter ham til, gør han det hundrede procent - om det så er at ordne toiletter. Han tager bare fat. Og så kan man altid høre, hvor Jonathan er, for han går og synger! Hvis jeg kunne få ham i lære, ville jeg med kyshånd tage ham, siger hun og tilføjer, at når man er åben, får man noget begge veje.

     - Vi lærer også noget. Når vi har pause, spørger vi ham jo lidt. Og så fortæller han. Det er nogle barske historier, der gør indtryk og er med til at nedbryde fordomme om flygtninge.

Mellem to verdener

For Jonathan Sourie har mødet med hverdagen i en dansk folkekirke været lærerigt.    

     - Folk er utrolig søde og omsorgsfulde. Da jeg kom, kendte jeg ikke noget til arbejdet på en kirkegård. Siden har jeg lært en masse og opdaget, at det er noget, jeg kan. Arbejdet giver mig også mulighed for at være sammen med danskere og har givet mig et bredere perspektiv på livet, siger han.  

     - Jeg har altid været vant til at klare mig selv. Men i Danmark tillader systemet ikke, at jeg arbejder, når jeg er asylansøger. Derfor vil jeg gerne hjælpe, hvor jeg kan.

     Han fortæller, at han i kirken møder stor forståelse for det psykiske pres, han har levet under de seneste snart 19 måneder som asylansøger.

     - De gør alt for at støtte mig. I december fik jeg afslag på asyl. Nu venter jeg på, at min sag behandles i Flygtningenævnet. Hvis jeg får afslag igen, skal jeg rejse. Det vil blive meget svært at vende tilbage til mit land. Jeg rejste, fordi jeg havde problemer. Siden har jeg også forandret mig meget. Jeg er blevet meget dansk. I dag er jeg en person et sted mellem to vidt forskellige verdener.

     - Jeg har det bedst, når jeg har travlt. Om natten har jeg svært ved at sove. Til daglig føles det, som om jeg er en del af det danske samfund. Men når jeg er alene og husker, at jeg ikke har opholdstilladelse, kommer alle tankerne.