Interview med afrikansk asylansøger  

(Nyt på tværs 3-2011)

En ung afrikaner kommer gående hen over parkeringspladsen foran rigspolitiets tidligere kursusejendom på Avnø nord for Vordingborg. De velholdte bygninger er i dag lejet ud til Røde Kors og huser 130 asylansøgere - de fleste enlige mænd fra Afghanistan, Syrien og Irak. Jonathan Sourie er 27 år og kommer fra Sierra Leone, der indtil for nylig var skueplads for en af Afrikas blodige borgerkrige. Siden juni har den tidligere frikirkepræst boet på centret, der ligger i naturskønne omgivelser ved Avnø Fjord, mens han venter på, at de danske myndigheder behandler hans ansøgning om asyl.

I mange år var han ikke politisk aktiv. En ældre bror var præst, og Jonathan Sourie blev i en ung alder ulønnet hjælpepræst i en af de mange hastigt voksende menigheder i det borgerkrigshærgede land på Afrikas vestkyst. I en årrække var han fuldt optaget af at passe sin menighed og grundlægge nye menigheder. Men for et par år siden besluttede han, at tiden var inde til forandring. Den unge præst drømte om at få en uddannelse. På grund af den langvarige borgerkrig, der først sluttede i 2002, havde skolegangen været mangelfuld og ofte sporadisk. Faren, der var konverteret til islam, havde 16 børn, så selv i fredstid var der ikke råd skolepenge til alle. Nu var det tid at indhente det forsømte. Tilbage i hjembyen begyndte Jonathan at interessere sig for politik. Som medlem af et opposionsparti talte han imod korruption og valgsvindel. Det viste sig ikke at være ufarligt i et land, hvor demokratiseringsprocessen stadig går langsomt.        

     - Der var dødspatruljer. Når nogen sagde for meget, fandt man deres lig på gaden næste morgen, fortæller Jonathan. Da volden eskalerede, besluttede han at flygte. Men flugten blev først til virkelighed, da en kulturforening inviterede en lokal dansegruppe til Danmark i forbindelse med markeringen af 50-året for Sierra Leones selvstændighed fra Storbritannien i 1961.

     - Som medlem af gruppen fik jeg visum til Danmark, og med hjælp fra familie og venner lykkedes det at skaffe penge til billetten. Det var min mulighed for at udrejse legalt. Vi rejste sidst i maj. I Belgien blev vi stoppet, da vi var i transit. Det belgiske politi ville sende os tilbage, fordi vi ikke havde nok lommepenge. Jeg fortalte, at jeg søgte politisk asyl. Da vi havde visum til Danmark, tog Danmark imod os.

Hjælper i køkkenet

I Danmark blev Jonathan kørt til Sandholmlejren, hvor han opholdt sig den første uge. Derefter kom han videre til Center Avnø. Den første dag i Danmark spurgte han efter en kirke.

     - En medarbejder fortalte om en kirkebil, der kørte ind til en kirke i København, hvor der var gudstjeneste på engelsk. I kirken mødte jeg kristne, der spurgte til mig og var interesserede i mig. Hver uge ser jeg frem til den næste gudstjeneste. Jeg inviterer også mine venner med. Kirken hjælper med transport. De har også fortalt mig om en sprogskole i en anden kirke, hvor jeg kan lære dansk.  

     Efter to måneder fik Jonathan brev om, at hans sag realitetsbehandles i Danmark. Han er nu i den såkaldte fase 2, hvor asylansøgere får tilbudt aktivering og indledende danskundervisning. Han har dog for længst fået en aftale om at hjælpe i Centrets køkken og cafeteria.

     - Jeg går ned i køkkenet hver morgen klokken ni og arbejder til klokken 14. Derefter dyrker jeg sport, ser fjernsyn eller cykler jeg en tur. Herude er der meget stille. Det er godt at være alene med sine tanker.      

I morgen bliver det bedre

Selv om Jonathan ikke kender fremtiden, siger han taknemmelig for hver dag.

     - Først og fremmest behøver jeg ikke at være bange for, om jeg er død i morgen. Og så er alt her så meget bedre end det, jeg kommer fra. Jeg får mad hver dag og har et sted at sove. Sådan har det ikke altid været. Jeg ved, hvad det vil sige at være sulten. Nu vil jeg gerne give noget tilbage til Danmark, siger Jonathan og tilføjer, at selv om han skulle få afslag, vil han stadig være taknemmelig.

     - Jeg håber, at Danmark vil lytte til min historie og ikke sende mig tilbage. I mit land kender de mig og vil altid kunne finde mig. Men når man tror på Gud, er der altid håb. Jeg har set og oplevet meget under borgerkrigen i mit land. Oprørerne brugte børnesoldater og tvang dem til grusomme ting. Jeg blev også taget, men jeg slap væk hver gang. Jeg var heldig, at jeg aldrig nåede at få et gevær. Hver dag siger jeg til mig selv, at i morgen bliver det bedre. Jeg har altid vidst, at Gud elsker mig og har en plan med mit liv. Da jeg kom til Danmark, kendte jeg ingen. Nu har jeg venner her. Jeg vil gerne være en del af det danske samfund, lære dansk og tage en uddannelse, så jeg kan gøre gavn. Jeg er villig til at arbejde med hvad som helst, så længe jeg ikke skal gå på kompromis med min moral og min troværdighed.

     - Et asylcenter er som et universitet. Man lærer for livet. Her har vi alle sår på sjælen. Men når man får lov at fortælle, hvad man har i sit hjerte, løsner det op for noget. Det er en stor hjælp, når nogen lytter til ens historie.

BMF

FAKTA OM ASYLANSØGERE

I 2010 modtog Danmark 5.115 asylansøgere. 2.124 personer fik asyl.

I 2011 søgte 1.211 asyl i Danmark i årets første fire måneder.

Pr. 1. juli var 3.200 asylansøgere indkvarteret på 16 Røde Kors centre.

I juli var den gennemsnitlige ventetid for en asylansøger 566 dage.