Kristen irakisk familie skal tilbage til Irak

(Nyt på tværs 1-2011)

Et kirkerum. En døbefont. En lille dreng i lang hvid dåbskjole. Stolte forældre og smilende onkler og tanter. Det ligner billeder fra en helt almindelig barnedåb. Men til forskel fra andre dåbsbørn i Vor Frue Kirke i Århus kan Aydan ikke se frem til en tryg barndom i Danmark på sikker afstand af verdens brændpunkter. Danmark har afslået at behandle forældrenes asylansøgning, da de tidligere har fået afslag i Norge. Og står det til de norske myndigheder, skal familien tilbage til Irak.  

På et værelse på et Røde Kors asylcenter viser Aydans far billeder fra sønnens dåbsdag. Aydan er født på Hillerød Sygehus og var kun en måned gammel, da han i november blev døbt i Vor Frue Kirke i Århus. Med til dåbsgudstjenesten var adskillige familiemedlemmer, der for længst har fået asyl i Danmark og i dag bor i Horsens.

     - Det var meget vigtigt for os, at vores søn blev døbt. Nu er han kristen. Gud vil passe på ham. Vi har altid været kristne i vores familie, så lige meget hvad der sker med os, skulle vores søn døbes, forklarer faren.

     Det er snart tre år siden, at Martin (34) og hans kone Nora (25) forlod Irak efter gentagne mordtrusler. Martin er uddannet inden for regnskab og management og arbejdede frem til flugten på et hotel i Bagdads internationale stærkt befæstede grønne zone, der fra 2003 var hjemsted for koalitionsstyrkerne og i dag er under det irakiske militærs kontrol. Efter Saddam Husseins fald blev hotellet overtaget af amerikansk militær.

     - Frem til 2003 var det et godt arbejde. Vi levede et normalt liv. Folk havde ikke våben. Myndighederne kontrollerede folk. Vi boede en halv times kørsel fra min arbejdsplads. Kirkerne i vores bydel var fulde. Vi kom i kirken hver dag og havde ingen problemer. Men efter 2003 blev det meget farligt. Der er nogle ting, jeg ikke har lyst til at huske. Jeg behøver ikke at huske. Hvis jeg husker, ser jeg det hele igen i mine drømme om natten, siger Martin.  

Dødstrusler

Han fortæller, at over 20 af hotellets ansatte er blevet dræbt siden 2003, heriblandt direktøren og to af Martins nærmeste medarbejdere - en kristen og en muslim. Som regel var forløbet det samme.

     - Det startede med et telefonopkald, hvor en person sagde, at de ville komme og dræbe dig, hvis du ikke opgav dit arbejde. Nogle af mine kolleger tog det ikke alvorligt. Det var en stor fejl. De blev dræbt eller forsvandt. Den ene efter den anden.    

     - For mig var det dobbelt farligt. Ikke alene arbejdede jeg i den grønne zone. Jeg var også kristen. I mit land er der nogle, der ikke kan lide kristne. I 2006 blev min kones kirke bombet. Kristne i menigheden fik anonyme trusler om, at de ville blive dræbt, hvis de ikke rejste eller konverterede til islam. Alle var meget bange.

     Selv modtog Martin de første trusler i begyndelsen af 2008.

     - Tre gange på en måned fik vi anonyme opkald. Først ringede de til min kone, så til min mor og til sidst på min mobiltelefon. Nogen skrev på vores dør, at vi ikke måtte bo i Irak, fordi vi var kristne. Vi ved ikke hvem. Der var ingen steder, vi kunne anmelde det. I vores land ved man ikke, hvem man kan stole på. Ingen turde beskytte os.

     - En tidlig aften kom de til vores hus. Vi boede sammen med mine forældre og min bror. Det var mørkt. Vi hørte skud udenfor. Heldigvis var vores hoveddør en dobbeltdør. Mens de brød den yderste dør ned, nåede vi at flygte ud af bagdøren. I tre dage skjulte vi os hos venner. Vi vendte aldrig tilbage til vores hus. Nu bor der en anden familie, har vi hørt. I mange måneder kunne min kone ikke sove om natten. Hun blev ved med at se det hele for sig som en film, der bare kørte.

Flygtede til Norge

Sammen med Martins forældre og bror flygtede de til Tyrkiet.

     - Fra Tyrkiet rejste vi videre til Norge. Vi rejste gemt i en stor bil. I fem dage havde vi ingen mad. I Norge ventede vi på asylcentre i to år. Men vi fik afslag. Nordmændene siger, at kristne irakere kan rejse til Nordirak og få beskyttelse der. Men selv om situationen er bedre i Nordirak, er der ikke sikkert. Og vi har hverken familie, venner eller arbejde i Nordirak.    

     Martins forældre har for nylig fået asyl i USA på grund af de trusler, han modtog. Det giver Martin et spinkelt håb om, at han, Nora og Ayden måske vil kunne komme til USA, hvis de bliver sendt tilbage. Også Noras familie har asyl i USA. Der er ingen nære familiemedlemmer tilbage i Irak.

     - Jeg har set alt for mange døde mennesker i Irak. Min søn skal ikke se det samme, som jeg har set. Hvis vi bliver sendt tilbage, vil vi forsøge at rejse igen. Et andet sted. Måske kan vi vende tilbage til vores land om 10 år, hvis situationen bliver god. Men jeg vil selv bestemme hvornår.

Venner i kirken

Gennem kirken har Martin og Nora fået kontakt med danskere og herboende irakere, der har støttet familien.  

   - Vi tager med en kirkebus ind til en kirke i byen. Kirken inviterer os. I Irak gik vi i kirke hver uge, indtil det blev for farligt. I kirken mødte vi for første gang nogen, der spurgte, hvordan vi havde det, og som gerne ville hjælpe os. Selv om de ikke kunne ændre vores situation, var det en opmuntring at mærke deres støtte og omsorg. Vi mødte også andre kristne irakere, som forstod vores situation og har hjulpet os meget. Hver uge tæller vi dagene til den næste gudstjeneste. I kirken føler vi os trygge. Der kan vi bede til Gud. Vi ved, at han vil hjælpe os.

     Som nybagte forældre drømmer Martin og Nora om at give deres søn en tryg barndom.

     - I Irak vil vi altid være bange. De mennesker, der vil slå mig ihjel, er ligeglade med min søn. Vi ønsker at se ham gå i skole uden at være bange for, om han nu kommer hjem igen hver dag, forklarer Martin.

     - Selv om det er utopi, drømmer vi stadig om at få lov at bo i det land, hvor vores søn er født. Jeg er villig til at tage et hvilket som helst arbejde. Gøre rent. Hvad som helst. Bare jeg kan give min søn et trygt liv. Vi beder hver dag til Gud om, at han vil give os styrke og beskytte os om natten mod onde drømme.

BMF