29-årig psykolog søger asyl i Danmark for tredje gang

(Nyt på tværs nr. 1-2004)

Det er sidst på eftermiddagen. Vi sidder i et tomt klasselokale på første sal på et Røde Kors asylcenter et sted i landet. På bordet ligger en russisk-dansk ordbog. Den bærer præg af flittig brug, for Olga insisterer på at tale dansk, selv om enkelte gloser først skal findes i ordbogen. Mens hun taler, sænker tusmørket sig om os. Til sidst kan vi kun se hinanden som to mørke silhuetter mod februarhimlen et sted derude.  

 

- Jeg kan ikke være i mit eget land. Danskerne siger, at jeg ikke kan være i Danmark. Hvor kan jeg være, spørger Olga. Stemmen dirrer. Ordene bliver hængende i luften. Men efter 32 måneder ind og ud af det danske asylsystem er den 29-årige rødblonde kvinde i sorte skindbukser og stribet rullekravesweater for længst holdt op med at forvente svar på sine spørgsmål.

     Olga er uddannet psykolog fra et østeuropæisk land. Hendes historie i det danske asylsystem begynder en forårsdag i maj 2001, da hun kom til Danmark første gang sammen med sin mand Alex og søgte asyl. Efter to måneder i Sandholmlejren i Nordsjælland blev parret udvist til Tyskland, hvor de havde haft et kort ophold på vej til Danmark. Herfra blev de sendt tilbage til hjemlandet. Nogle måneder senere stod de igen i Danmark. Denne gang blev deres ansøgning realitetsbehandlet, men efter 10 måneder fik de afslag og blev deporteret til hjemlandet. Tre måneder senere søgte Olga igen asyl i Danmark. Denne gang var hun alene. Ved hjemkomsten var hendes mand blevet arresteret af efterretningstjenesten. I dag - halvandet år senere - ved hun stadig ikke, hvor han er.    

 

Demokrati og magtmisbrug

Olga kommer fra en af de tidligere Sovjetrepublikker, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har indført demokrati. Men landet er også kendt for sine politiske kriser, og præsidenten er flere gange blevet beskyldt for magtmisbrug.  

     - Den danske Udlændingestyrelse fortæller mig, at der er demokrati i mit land. Men mit land har to liv: Når vi taler med udlandet, har vi demokrati. Men der er også en anden virkelighed, fortæller Olga.  

     - Da vi fik afslag, sagde myndighederne til os, at vi jo var rejst tilbage, da vi første gang blev udvist. "I er i live endnu. Så har I ikke problemer." Men hvad skulle vi ellers have gjort? Politiet sagde, at vi skulle tilbage, selv om vi var meget bange.  

 

Sikkerhedsfolk ventede

Efter det sidste afslag fra Flygtningenævnet søgte parret om humanitær opholdstilladelse. Olga var gravid, og Alex var indlagt på hospitalet og i gang med et længere behandlingsforløb. Men de fik ikke lov at vente på svar i Danmark. Svaret blev senere sendt til parrets adresse i hjemlandet.

     - Afslaget var skrevet på officielt papir og sendt i en officiel kuvert. Her stod alle oplysninger om os. Da vi fik brevet, var det åbnet af efterretningstjenesten. Det gav os mange ekstra problemer, fortæller Olga, der under hele sagsforløbet var blevet forsikret om, at de oplysninger, hun gav, ikke ville blive videregivet til myndighederne i hjemlandet.

     - De danske myndigheder sagde, at de ikke sendte information til vores hjemland. Men da vi landede i lufthavnen og gik ned ad landingstrappen, stod to efterretningsfolk neden for trappen og ventede på os. Vi blev taget til side og ført hen til en bil. Min far var i lufthavnen for at hente os, men han fik intet at vide. Ingen vidste, hvor vi var. Vi blev kørt hen til en bygning, hvor vi blev afhørt i mange timer. De fortalte os, at de vidste, at vi havde søgt asyl i Danmark, og hvornår vi ville komme tilbage. Efter 17 timer blev jeg løsladt. Min mand har jeg ikke set siden. De tog ham. Jeg ved ikke, hvor han er, eller hvad der er sket med ham. Jeg ved ikke, om han lever eller er død. Jeg tør ikke spørge.

 

Udrejste illegalt

Olga har ikke lyst til at fortælle om de næste måneder.

     - Det var en meget svær tid. Jeg boede hos mine forældre. Sikkerhedspolitiet kom ofte på besøg og ringede mange gange og truede os. Vores telefon blev aflyttet og alle breve åbnet.

     Selv om Olga var indstillet på at opbygge et nyt liv i hjemlandet, viste det sig i praksis umuligt.

     - Jeg havde mange problemer. Jeg var gravid. Jeg vidste ikke, hvor min mand var. Jeg kunne ikke få et job, og jeg kunne ikke flytte til en anden kommune, for så skulle jeg have en særlig folkeregisterattest, som jeg ikke kunne få. I vores land er politi og mafia vævet sammen. Efter en voldtægt mistede jeg barnet. Da jeg bad en advokat om hjælp, svarede han: "Jeg vil leve. Jeg kan ikke hjælpe dig."

     - En dag kom der brev om, at min sag skulle for retten. Så vidste jeg, at jeg måtte ud. Jeg udrejste illegalt og endte i Tyskland. En agent hjalp mig videre til Danmark, hvor jeg igen søgte asyl. Jeg spurgte også Udlændingestyrelsen, hvordan det kunne være, at sikkerhedspolitiet i mit land stod og ventede på os, hvis det danske politi havde lavet vores papirer rigtigt. Men juristerne sagde bare, at det vidste de ikke. Det er, som om myndighederne kun ser på papirer og ikke på mennesker. Somme tider har jeg lyst til at råbe, at det er mit liv, det handler om.

     - Nu har jeg fået en ny advokat. Han fortæller, at mine papirer om min situation i mit hjemland stadig ikke er oversat fra mit sprog til dansk. Udlændingestyrelsen har givet mig afslag uden at oversætte mine papirer.  

 

Beder til Gud

Olga kommer fra en middelstor universitetsby. Familien tilhører den ortodokse kirke, og Olga voksede op med kirkegang hver søndag. Efter studentereksamen begyndte hun at læse pædagogik og psykologi på universitetet. Her mødte hun Alex, der kom fra en politisk aktiv familie.  

     - Vi var unge og forelskede. Alex var 25 og jeg 24. Han var meget politisk aktiv og ville gerne hjælpe sit land. Den første tid efter at vi var blevet gift havde vi et helt normalt liv. Jeg var meget aktiv og havde mange planer. Jeg ville gerne have børn og familie. Jeg ville gerne læse videre. Men så fik Alex problemer, og få måneder senere måtte vi flygte.

     - Selv om jeg ikke længere har kontakt med min familie, ved jeg, at de går i kirke og beder Gud om at hjælpe mig. De beder om, at han vil sende mennesker til mig, som har Gud i hjertet.

     - Da vi kom til Sandholmlejren første gang, så vi en plakat for en gudstjeneste i København. Der stod, at kirken sendte en bus. Jeg var meget glad. Det var min chance for at tale med Gud. Det gav mig troen på, at livet ville blive godt igen. Jeg følte mig meget let i hjertet bagefter.

     - I dag siger jeg tak til Gud, fordi han sender mig gode mennesker, der forstår min situation. Jeg går til dansk i kirken to dage om ugen. Det hjælper mig til ikke at tænke på mine problemer. På centret har vi mad og materiel komfort, men vores hoveder har mange problemer. Vi har ikke noget privatliv. Det er svært, når man ikke har fælles sprog. Somme tider græder jeg. Somme tider trænger jeg til at råbe og skrige. Somme tider har jeg lyst til at gøre en ende på det hele og tage mit eget liv. Men så beder jeg Fadervor - igen og igen. Og beder Gud om at hjælpe mig.

 

Ikke tilbage

- Mit liv i mit hjemland er slut. I mit land er det almindeligt, at hvis et familiemedlem får problemer, straffer man ægtefællen, børnene og forældrene. Min søster er kun 16 år. Det kan jeg ikke udsætte min familie for. De kan ikke hjælpe mig. Jeg er alene med mine problemer.  

     - Jeg drømmer om, at jeg en dag ikke behøver at være nervøs hele tiden. Jeg drømmer om at starte et nyt liv. Hvis jeg får opholdstilladelse, vil jeg arbejde og klare mig selv. Jeg har allerede lært noget dansk. Hvis jeg får lov at blive, skal jeg ikke starte helt forfra.

     Olga tænder en cigaret, går hen til vinduet og ser ud i mørket. Hun vender sig og siger:

     - Selv om jeg er bange, er jeg glad for at få lov at fortælle min historie. I lang tid var min historie kun i mit hjerte. I dag har min historie fået ord - danske ord. Det føles godt.

BMF