Kristen irakisk kvinde beder kirken om hjælp

(Nyt på tværs nr. 1-2004)

Sidst i januar genoptog Flygtningenævnet behandlingen af irakiske asylsager, der havdeværet stillet i bero, siden Irak-krigen brød ud. I de første 20 sager fik alle afslag. En af dem var Fatin. Den 51-årige kristne kvinde fra Bagdad kom til Danmark i august 2001 sammen med sin mor, der i dag er 76 og svækket af sygdom. De sidste to et halvt år har et værelse på 15 kvadratmeter på et afsides asylcenter på Stevns været de to kvinders hjem. Nu kan de se frem til straffeforanstaltninger som madkasseordning i stedet for kostpenge, overførsel til Sandholmlejren, mulig fængsling og tvangsudsendelse. For Fatin nægter at skrive under på, at hun vil rejse tilbage til Irak frivilligt.

Egentlig er det Fatins fødselsdag. Hendes tredje i Danmark. Men den 51-årige irakiske kvinde synes ikke, hun har noget at fejre. For få uger siden fik hun endeligt afslag i Flygtningenævnet, og her til morgen kom brevet fra Integrationsministeriet med afslag på humanitær opholdstilladelse. Den hvide kuvert med de tre tætskrevne sider på dansk ligger stadig på sengen.

     - De siger, at de ikke tror på mig. At jeg lyver. I Flygtningenævnet var det, som om de allerede havde afgjort sagen, inden jeg kom. Da de sagde, at jeg sagtens kunne rejse tilbage til Irak, lød det, som om de talte om London eller Paris. Det er hårdt, når man har lidt meget, og ingen tror på én. Kan de kristne i Danmark ikke hjælpe os? Kristendommen kom fra den arabiske verden. I dag har vi brug hjælp fra de kristne i Vesten, siger Fatin, der tilhører den katolske kaldæiske kirke i Irak - en kirke, der kan føre sine rødder tilbage til det første århundrede efter Kristus.    

Fængslet

Fatin er født og opvokset i Bagdad, hvor hun boede sammen med sin mor og bror indtil for tre år siden. Hun er uddannet inden for virksomhedsledelse men har aldrig arbejdet. Faren havde en forretning og tjente godt, så han mente ikke, at datteren behøvede at arbejde. Familien boede i et stort hus, og Fatin hjalp til derhjemme. Efter farens død i 1990 forsørgede broren familien. Men da broren, der arbejdede for det daværende styre, pludselig forsvandt for tre år siden blev alt anderledes.  

     - Da min bror ikke længere var der, skete der meget dårlige ting med min mor og mig. De søgte efter min bror, men vi vidste ikke, hvor han var. Jeg blev fængslet. I fængslet skete der onde ting. Der skete det, som sker for mange kvinder i irakiske fængsler. Det skete mange gange.

Flugten

Fatin vil ikke fortælle detaljer om hendes og morens flugt fra det nordlige Irak gennem Tyrkiet op gennem Europa. Blot at rejsen tog syv dage, at de kørte i en lastbil, at de havde betalt mange penge, og at de ikke vidste, hvor de kom hen.

     - Jeg var meget, meget bange. Jeg kan ikke beskrive. Da vi kom til Sandholmlejren i Nordsjælland, husker jeg, at jeg mødte en anden iraker, der sagde: "Det her er ikke Irak. Det er Danmark. Du behøver ikke at være bange."

     - Efterhånden fandt jeg ud af, at jeg var kommet til et land, hvor ingen slog mig eller min mor. I stedet talte danskerne med mig. Jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at være bange for i morgen eller næste uge. Danskerne var venlige og rolige. Jeg begyndte at føle mig som et menneske igen. Sådan havde jeg ikke følt i Irak i meget lang tid.

     Efter ankomsten til Danmark blev Fatins mor syg og måtte gennem en hjerteoperation. For Fatin blev mødet med det danske hospitalsvæsen en positiv oplevelse.

     - Sygeplejerskerne behandlede min mor, som var hun deres egen mor. Sådan er det ikke på et irakisk hospital. Også lægerne talte med min mor og viste hende respekt. De gjorde alt for hende. Det vil jeg aldrig glemme.

Tænker om natten

Selv om Fatin har været i Danmark i over to år, har hun endnu ikke lært så meget dansk.

     - Jeg kan tale og forstå lidt dansk. I Irak lærte jeg mig selv engelsk ved at se fjernsyn og læse bøger, så jeg kan også lære dansk. Men jeg glemmer hele tiden de danske ord, fordi mine tanker er andre steder. Om natten ligger jeg vågen og tænker på fremtiden. Hvordan kan jeg beskytte min mor? Hvad skal jeg gøre, hvis de sender mig tilbage? I nat faldt jeg først i søvn klokken fem, fortæller hun med et træt smil.

     - Hvis jeg får lov til at blive i Danmark, vil jeg meget gerne lære dansk og arbejde. Måske i en børnehave. Jeg er meget glad for børn. Jeg vil bare gerne bo i fred og give min mor et godt liv. Her på centret er det meget dårligt for hende.  

Ingen familie

I dag har Fatin ikke længere nogen familie i Irak, og familiens hus er overtaget af andre.

     - Jeg elskede vores hus og have og havde mange venner. I dag har jeg ingenting i Irak. Ingen familie. Ingen penge. Intet arbejde. Jeg har kun minderne. Nu er sikkerhedssituationen meget dårlig. Når du går ud på gaden, ved du ikke, hvornår du bliver ramt af en bombe. Min mor og jeg er kristne. Det er meget svært for de kristne. Vi tilhører et lille mindretal. Hvis fanatiske mennesker får magten, bliver det måske endnu sværere. Hvem vil beskytte os mod overgreb fra politiet, soldater eller fanatiske mennesker? Alt kan ske for to kristne kvinder, uden at nogen griber ind. Hvorfor kan Danmark ikke sende de irakere tilbage, som gerne vil rejse - og lade os, der er bange, blive? Min mor og jeg gør jo ikke noget dårligt for Danmark.

     - De tilbød mig 18.000 kroner, hvis jeg ville udrejse frivilligt og efterlade min mor her. Men hun er min mor! Lige meget hvor mange penge de giver mig, rejser jeg ikke tilbage. I Irak vil vi dø på gaden. Så er det bedre at dø i Danmark. Her vil kommunen begrave os. I Irak har vi ingen til at begrave os.

Tryg i kirken

Fremtiden kan Fatin ikke overskue. Men der er sirlig orden på det lille værelse, hvor de mange billeder, grønne planter, nipsgenstande og kristne symboler vidner om, at Fatin stadig formår at skabe overskuelighed i det nære. Hun fortæller, at hun beder meget til Gud og tror, at Gud hører hendes bøn.  

     - Hver dag tænder jeg et lys og beder. Da jeg fik afslag, var jeg meget vred på Gud. Hvorfor troede de ikke på mig? Jeg havde bedt og bedt. Men nu er jeg ikke vred længere. Jeg kan kun blive ved med at bede.  

     - Når jeg er i København, går jeg ofte ind i en kirke og sidder lidt og beder. I kirken føler jeg mig tryg. Til jul og påske tager jeg min mor med ind til kirken i Store Heddinge. Jeg forstår ikke, hvad de siger i kirken, men jeg beder om, at Gud vil hjælpe os og give os et nyt liv. Jeg beder for min mor. Jeg har jo kun hende. Og jeg beder for min bror. Jeg har ikke hørt fra ham i tre år. Jeg beder om, at han stadig må være i live.  

BMF