Kristne flygtninge fra Irak får afslag på asyl i Danmark
(Nyt på tværs nr. 2-2005)
Mens vold, kidnapninger og antallet af selvmordsbomber tager til i Iraks hovedstad Bagdad og andre dele af landet, får irakiske asylansøgere i Danmark afslag og opfordres til at rejse hjem. Tør de ikke skrive under på, at de vil rejse frivilligt, fratages de kost-, tøj- og lommepenge og overflyttes til et såkaldt udsendelsescenter på Sjælland. Blandt irakerne i Sandholmlejren ved Blovstrød har nogle ventet i fem år. En del af de udviste er kristne, der ikke kun frygter den generelle lovløshed i Irak. De frygter også for deres liv på grund af deres kristne tro.
Hvordan beviser man, at man tilhører et særlig udsat mindretal, når man kommer fra et land, der siden november har været erklæret i undtagelsestilstand, og hvor daglige bombeangreb de seneste to uger har kostet mindst 400 civile livet? Når kristne irakiske asylansøgere henviser til bombeangreb mod kirker og kidnapninger, ildspåsættelser, trusler og chikane mod kristne, får de at vide, at de kristne ikke er mere udsatte end andre irakere. Men det svar stemmer ikke overens med den virkelighed, som familie og venner i Irak beretter om - eller det billede af de kristnes situation, som tegnes af udenlandske iagttagere.
Mellem håb og håbløshed
- Kan kirken i Danmark ikke hjælpe os, spørger en midaldrende kvinde med et spinkelt håb i stemmen.
De svæver mellem håb og håbløshed - de irakiske familier, der denne eftermiddag sidder tæt på sengene i Entesars stue i en nybygget træbarak bag Sandholmlejrens gamle gule kasernebygninger. Barakken har de seneste syv måneder været den 38-årige irakiske kvindes hjem. Hun serverer te med dampende varm mælk og byder figner, nødder og chokoladekiks rundt.
Officielt er Irak-krigen slut og landets første demokratisk valgte regering taget i ed. Men situationen i Irak er fortsat så ustabil, at kun få af de omkring 900 irakere i Danmark, der har fået endeligt afslag på asyl, tør skrive under på, at de vil rejse tilbage frivilligt - og de irakiske myndigheder siger foreløbig nej til at modtage tvangshjemsendte flygtninge.
- Danskerne siger, at vi skal rejse tilbage og være med til at genopbygge vores land. Men hvordan kan vi vende tilbage? I Irak bliver vi betragtet som Bush' venner - men vil Bush beskytte os? Fordi vi har den samme religion, betragter muslimske ekstremister det som legitimt at hævne sig på de kristne i Irak, siger en ældre mand, der flygtede til Danmark for fem år siden. I sidste uge blev han og hans kone overflyttet til Sandholmlejren fra et asylcenter i Nordjylland. Med flytningen forsøger myndighederne at få den hvidhårede iraker til at skrive under på, at han frivilligt vil rejse hjem. Men han nægter at underskrive.
- Jeg er 74 år. Vi har ingen familie tilbage i Irak. Vi har ingenting. Uden nogen til at beskytte os har vi ingen mulighed for at klare os i Irak, siger han og ryster på hovedet.
Støtter hinanden
En efter en fortæller irakerne deres historie. De forsøger at støtte hinanden og holde modet oppe. Men det er svært, efterhånden som håbet om en fremtid i Danmark svinder ind.
Entesar er enlig mor til tre børn. En 15-årig søn lider af epilepsi, og en 6-årig søn får psykologhjælp. Inden Entesar blev sendt tilbage til Sandholmlejren, boede hun tre år på fire forskellige asylcentre på Sjælland og i Jylland - senest i Ebeltoft. Hvor hendes mand er, og om han stadig er i live, ved hun ikke.
- Min mand havde en forretning, hvor han solgte alkohol. I Irak er det forbudt for muslimer at drikke alkohol, men ikke for kristne. En dag var der nogle, der satte ild til min families hus og dræbte min bror. Siden vi mistede vores hus, har mine forældre boet hos en anden familie. Min mor er meget syg. Min far er aldrig kommet over tabet af min bror og kan ingenting længere. Danskerne siger, at jeg skal rejse tilbage til Irak. Men jeg har ingen mand til at beskytte mig. Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? I Irak er det umuligt at få medicin til min søn. Her i Danmark har jeg en svoger, en fætter og en tante, der har fået asyl. I Irak har jeg kun mine gamle forældre. De kan ikke hjælpe mig, siger hun.
Et par gange om måneden tager Entesar i kirke med børnene, når folkekirker i Hovedstadsområdet sender en kirkebus til Sandholmlejren.
- Jeg går i kirke for at bede. Danskerne siger, at jeg skal være en stærk kvinde, fordi jeg er alene med børnene. Men jeg er meget træt. Gud er den eneste, der kan hjælpe mig og mine børn. Gud forstår mig.
Ingen beskyttelse
Mens Entesar fortæller, rapporterer den arabiske satelitkanal Al Arabia om det seneste bombeangreb i Bagdad, der dræbte 15 og sårede 150 - de fleste civile irakere. I går blev 27 dræbt. Den sorte røg fra bombesprængningen bølger hen over fjernsynsskærmen, mens irakerne ser til i tavshed. De kommer alle fra Bagdad. De fleste tilhører den kaldæiske kirke, der er det største kirkesamfund i Irak. En enkelt er ortodoks kristen, og en er medlem af en protestantisk kirke.
De fortæller samstemmende om de irakiske myndigheders manglende evne til at beskytte det kristne mindretal, om kirker som mål for koordinerede bombeangreb og om religiøse fanatikere, der truer kristne mænd til at lade skægget vokse og kristne kvinder til at gå med slør, og som maler kors på de kristnes huse og over højttalere opfordrer dem til at forlade Irak. Alle ved de om kidnapninger og drab på kristne, der aldrig er blevet opklaret.
Kidnappet
Helda er 39 år og mor til tre børn på 14, 10 og 7 år. Hun kom til Danmark alene med børnene i december 2003 efter Saddam Husseins fald. Hendes forældre, en søster og en bror fik asyl i Danmark for flere år siden og bor i dag i Århus, hvor de er medlemmer af den kaldæiske menighed.
- Vi er en kristen familie. I Irak arbejdede min mand som skrædder, og jeg passede vores hus og børnene. En dag blev min mand kidnappet af terrorister. Jeg vidste ikke, om jeg nogen sinde ville se ham igen. Vi betalte mange penge. Min mand slap fri og kom senere til Danmark, fortæller hun.
Også 28-årige Nahreen har forældre i Danmark. De fik asyl i 1998 og bor i dag i Jelling. Nahreen kom til Danmark for halvandet år siden sammen med sin mand og familiens ældste barn. Den yngste datter er født i Danmark.
- Vi havde problemer med en nabo. Da naboen blev dræbt, sagde de, at min mand havde dræbt ham, og truede med at dræbe os. Vi havde ingen familie til at beskytte os. Ingen turde hjælpe os - heller ikke kirken. Er der heller ingen i Danmark, der vil hjælpe os, spørger Nahreen og lægger armen om den etårige datter.
Genbrugscenter
Siden Shama og hendes mand kom til Danmark for fem år siden, er de blevet flyttet fra asylcenter til asylcenter syv gange.
- Sandholm, Avnstrup, Hjallelse, Galten, Ebeltoft, Avnstrup, Sandholm. Jeg er meget træt, siger Shama, en 55-årig kvinde med kortklippet rødbrunt hår og et guldkors om halsen.
- Vi er ikke unge. I vores alder forlader man ikke sit land, hvis man ikke har problemer. Selv om danskerne siger, at vi skal bo her i Sandholmlejren på et lille værelse uden penge, er det meget, meget bedre end i Irak.
Som afvist asylansøger har Shama ikke længere ret til undervisning og aktivering. I stedet arbejder hun frivilligt i Sandholmlejrens genbrugscenter.
- Jeg kan ikke sidde på vores værelse hele dagen og tænke. Jeg må ud og gøre nytte. Jeg har været aktiv, siden jeg kom til Danmark. Der må fortsat være noget, jeg kan gøre, siger Shama.
Bange for fremtiden
Noor er tidligere engelsklærer og kom til Danmark i marts 2002 sammen med sin mand Khalid, der er ingeniør og først i halvfjerdserne. Parrets eneste søn bor i et østeuropæisk land.
- De sidste tre år har vi boet på et lille værelse på asylcentret i Hanstholm. Om søndagen gik vi hen i Hansted Kirke. Vi forstod ikke så meget, for det var jo på dansk, men præsten gav os Fadervor og Trosbekendelsen på engelsk. Han og hans kone var meget venlige mod os. Der var ikke så mange mennesker i kirken. Kun 8-10 personer, hvis der ikke var noget særligt. Det var lidt mærkeligt. I Bagdad var vores kirke altid fuld.
Fremtiden tør hun ikke tænke på.
- Vi er meget bange. Men vi håber stadig, at vi får lov at blive i Danmark. Min mand er gammel. Han har mange smerter og er meget nervøs. Han kan slet ikke klare at rejse tilbage.