1300 dage i Tareks liv

(Nyt på tværs nr. 2-2005)

Da vi svinger ud på vejen i aftenskumringen, står han tilbage på parkeringspladsen foran de oplyste vinduer og vinker - en lille mand i mørke bukser og ternet jakke. Så går han tilbage op ad trappen og ind i den røde bygning, hvor han har boet de sidste seks måneder sammen med godt 300 andre afviste irakere. Mon der kommer svar på den SMS, han har sendt til sin kone, der befinder sig illegalt i Jordan? Hvordan mon det går datteren på 16 og sønnen på 15, som han ikke har set i tre år? Hvis der kommer svar, og der ikke er nogen akut krise, kan Tarek måske sove i nat. Sådan har den 46-årige irakiske bygningsingeniør levet i snart 1300 dage, siden han kom til Danmark som asylansøger en februardag i 2002. - Tarek fortæller sin historie:

Et arabisk ordsprog siger, at hvis du kender et folks sprog, bliver du en af dem. Men det passer ikke i Danmark. Efter tre år taler jeg flydende dansk. Men danskerne giver mig ikke lov til at blive en af dem.        

     Ofte føler jeg, at jeg kun tænker med min halve hjerne. Den anden halvdel er hos min familie. Min kone har det ikke godt. Men jeg har ingen penge, jeg kan sende. Hun arbejder lidt, og min søn på 15 år arbejder i en frisørsalon. Jeg har heller ikke penge til et telefonkort, så vi kan tale sammen. I stedet sender vi SMSer.    

     Hvis jeg ikke havde været en af de heldige, der får lov at arbejde frivilligt på Røde Kors´ Kulturhus i København, havde jeg ikke klaret det. Jeg arbejder fire dage om ugen fra klokken 9 til 16. Om torsdagen kan jeg ikke tage af sted. Den dag skal jeg melde mig hos politiet.

   Nu er det snart fire år siden, at vi flygtede ud af Irak - min kone og jeg og vores to børn. Vi rejste illegalt på falske pas, som vi havde købt. De sidste to måneder inden flugten boede jeg i en tantes hus i en anden del af Bagdad. Jeg havde været i fængsel på grund af problemer på min arbejdsplads. Nu ledte min tidligere arbejdsgiver efter mig og truede min familie på livet. Det var meget farligt for os.

     Jeg kom til Danmark for at finde retfærdighed og beskyttelse. Vi var flygtet for vores liv. Men danskerne siger, at mit problem er af privatretslig karakter og ikke passer til den danske udlændingelov. Derfor kan jeg ikke få asyl. Men de har ikke fortalt mig, hvor jeg som kristen kan tage hen og finde beskyttelse. I Irak er der ingen, der vil beskytte mig og min familie.

     Da Saddam Hussein blev væltet, fik jeg flere problemer. Under Iran-krigen var jeg indkaldt til militæret. Men Saddam Husseins Baathparti havde også kontorer i militærbarakkerne. Der sagde de, at jeg skulle arbejde, selv om jeg ikke var medlem af partiet. Jeg fik arbejdet, fordi jeg var kristen, for de vidste, at kristne var stabil arbejdskraft. I dag har den nye regering hentet alle data fra dengang. De vil gøre op med alle, der arbejdede for Baathpartiet. Mange af papirerne har mit navn på. Danskerne siger, at jeg ikke har noget at frygte. Men jeg frygter.

     Da politiet spurgte, om jeg ville samarbejde om udsendelse, spurgte jeg: Hvor skal jeg hen? Min familie er i Jordan. De ville sende mig til Irak. Hvordan kan jeg samarbejde om at blive adskilt fra min familie?

     Fordi jeg ikke vil samarbejde, er det minus lommepenge, minus kostpenge og minus tøjpenge. Hvis der havde været mere, havde det også været minus. Vi kan spise i cafeteriet. Hver anden uge får vi udleveret en lille kasse med tandbørste, tandpasta og barberskum. Det er livet minus frihed.

     Engang tænkte jeg positivt om livet. Nu tør jeg ikke tænke på fremtiden. Jeg føler, at alle døre er lukkede. Jeg har mistet det hele. Jeg har mistet mit liv.

     Før de sendte mig herud, boede jeg i to år på asylcentret i Jelling. Om søndagen gik jeg i kirke. Det har jeg altid gjort. Min familie tilhører Østens Gamle Kirke - en af verdens ældste kirker. Jeg kom også i menighedshuset, hvor jeg havde mange danske venner. I dag har jeg kun min kristne tro. Jeg ved, at Jesus er med mig og bevarer mig. Jeg har altid været kristen, men ved fronten under Iran-krigen var der en dag kun en meter mellem mig og en kammerat, der blev dræbt af et missil. Siden har jeg vidst på en ny måde, at Gud er med mig.  

     Under Saddam Hussein var der ingen kirker, der blev bombet. De kristne levede et normalt liv. Vi var vant til at blive diskrimineret på grund af vores kristne navne, men ingen turde gøre os noget. I dag er det meget dårligt for de kristne. Vi kan ikke leve som før. De seneste måneder har mange kristne forladt Irak - og gør det stadig. I dag udgør vi kun 750.000 ud af en befolkning på 25 millioner. Som kristne kan vi ikke se nogen fremtid i vores eget land lige nu. Når vi har problemer, er der ingen af vores landsmænd, der har interesse i at beskytte os. De kristne hjælper amerikanerne, siger de. Så kan amerikanerne beskytte jer.  

Fortalt til BMF

Af hensyn til familien er Tareks navn ændret.