Tanker fra besøg på asylcenter
(Nyt på tværs nr. 3-2005)
I juli besøgte Tværkulturelt Centers formand Adnan Dahan Sandholmlejren for første gang, siden han selv, hans kone og familiens tre børn kom til Danmark som asylansøgere fra Irak i 1995. Her i de gamle tidligere kasernebygninger i et militært øvelsesområde i Nordsjælland tilbragte familien Dahan de første tre måneder i Danmark, inden de blev overflyttet til et andet center og efter 13 måneder fik asyl. I dag fungerer Sandholmlejren fortsat som modtage- og udsendelsescenter for asylansøgere.
- Hvad tænkte du, da du gik ind gennem porten?
Det mindede mig om de svære år, vi selv oplevede, da vi kom til Danmark. Vi har også prøvet at bo fem mennesker på et lille værelse i flere måneder ligesom nogle af de irakiske familier, vi besøgte. At sidde sammen med dem og lytte til deres historier var meget bevægende. Jeg huskede min egen kamp for at skabe en ny tilværelse for mig selv og min familie i Danmark. Samtidig tænkte jeg med taknemmelighed tilbage på den modtagelse, vi fik for ti år siden. Vi fik chancen for at blive positive medlemmer af det danske samfund. Mange har i dag et helt andet udgangspunkt for at begynde et nyt liv i Danmark. De er psykisk nedbrudte, inden de endelig får opholdstilladelse.
Hvis vi var kommet til Danmark ti år senere, ville vi næppe have fået asyl. Havde vi været henvist til at bo i Sandholmlejren i flere år, ville vores tre børn have betalt en høj pris. I dag har de alle en universitetsuddannelse og bidrager positivt til deres nye land. Hvis de ikke forholdsvis hurtigt havde fået mulighed for normal skolegang og uddannelse, ville de sandsynligvis have været et helt andet sted i dag.
- Hvad var anderledes dengang?
Integration starter med holdninger. Det er ikke ligegyldigt, hvordan et land tager imod flygtninge og asylansøgere og behandler dem i den første tid. Det er her, vi skal starte, hvis vi vil opnå bedre integration. Desværre oplever jeg, at holdningen til udlændinge er en anden i dag, end da vi kom. Min familie blev mødt med venlighed og omsorg. Når man føler sig accepteret som et menneske, skaber det gode følelser. Man bliver selv positiv og får overskud til at yde sit bedste. I dag føler mange, at de er uønskede og betragtes som potentielle kriminelle. Når man bliver mødt med fordomme og negative holdninger, kommer man let til at betragte samfundet fra sidelinjen. Det gør det sværere at få en følelse af medborgerskab.
- Kan kirken gøre en forskel?
Når Bibelen taler om, at vi skal elske vores næste, tror jeg, at det er ment meget konkret. Asylansøgere er en af samfundets allersvageste grupper. De har brug for at møde kristne, der betragter dem som normale mennesker. De irakiske asylansøgere, der har fået afslag på asyl, og som Danmark nu forsøger at sende tilbage til Irak, udgør en ekstra sårbar gruppe. Blandt dem er de kristne særlig udsatte, både fordi de tilhører et mindretal i Irak uden for den muslimske klanstruktur, og fordi de har den samme religion som de amerikanske og europæiske styrker. Derfor mener jeg, at kirken i Danmark har en særlig forpligtelse over for denne gruppe.
I dag er du selv dansk statsborger. Hvad følte du som dansker, da du besøgte de irakiske familier i Sandholmlejren?
Som dansk statsborger skammer jeg mig over, at mit land behandler mennesker på den måde. I Irak ville det ikke overraske mig, men jeg forventer noget andet i Danmark, hvor der tales meget om kristne værdier, demokrati og menneskerettigheder. Vi må aldrig glemme, at en flygtning er et menneske. Som flygtning forstår jeg til fulde, hvad de afviste irakere føler. De er fanget i et politisk spil. Fordi Danmark har været med til at vælte Saddam Hussein og skabe et ”bedre” Irak, kan de ikke uden videre få asyl i Danmark. Men netop fordi der stadig er danske soldater i Irak, mener jeg, at Danmark har et medansvar for de mennesker, der for øjeblikket vitterlig ikke kan vende - enlige mødre, ældre, syge og svagelige mennesker som dem, jeg mødte i Sandholmlejren. Sikkerhedssituationen i Irak er i dag klart dårligere end under Saddam Hussein. I sidste uge blev en ung mand, der boede i samme gade som min søster, skudt ned uden for sin dør uden forudgående varsel. Han var en af familiens nære venner - og blot et af utallige ofre for tilfældig vold og terror. Som jeg ser det, bør de irakiske asylansøgere i det mindste have en midlertidig opholdstilladelse, indtil Irak er blevet et stabilt og demokratisk land. Så vil de, der kan, med glæde rejse hjem.
- Gør kirken nok for at hjælpe asylansøgere?
Først vil jeg gerne udtrykke min glæde over, at så mange kirker forsøger at hjælpe. I København tilbyder en række folkekirker gudstjenester på engelsk for asylansøgere og sørger også for transport. Det er en stor hjælp - og var i sin tid medvirkende til, at jeg selv fik kontakt med kirken i Danmark.
Samtidig må jeg indrømme, at jeg er skuffet over, at ikke flere kirker gør mere. Som kristne er det vores pligt at vise omsorg for mennesker i nød. Hvis nogen ikke ved, hvordan de kommer i gang, hjælper Tværkulturelt Center gerne.
- Hvad er der konkret behov for, set med dine øjne?
Da vi tog hjem fra Sandholmlejren, kom en ældre iraker hen til mig og sagde, at nu vidste han, at kristne i Danmark ikke var ligeglade med ham og hans familie. Selv et kort besøg gør en forskel. Nogle er syge og har brug for mere hjælp, end Danmark kan give asylansøgere. Er der kristne læger, som kan hjælpe? Nogle har brug for økonomisk hjælp. Endelig bør vi sørge for, at alle, der ønsker det, kan komme i kirke. Vores muligheder er forskellige, men vi har alle pligt til at gøre, hvad vi kan, med de ressourcer, vi har.
BMF