Ældre irakisk ægtepar i Jelling har datter og børnebørn i Sandholmlejren

Ishak Soulafa og Yasmena Korkis beder til Gud om, at datteren Nahreen, svigersønnen og de to børnebørn på 3 og 9 år ikke må blive sendt tilbage til borgerkrigen i Irak. For mens de tre andre voksne børn alle har asyl i Danmark, er 29-årige Nahreen blandt de knap 600 irakere, der har fået afslag på asyl og befinder sig i politiets udsendelsesfase.

Der dufter af nylavet biryani - en mellemøstlig risret - i køkkenet i det lille rødstens rækkehus i Jelling, som i snart syv år har været det ældre irakiske ægtepars hjem. Ishak Soulafa (66) og Yasmena Korkis (56) venter besøg af deres ældste datter, hendes mand og deres tre børn. Men midt i gensynsglæden går tankerne til Sandholmlejren i Nordsjælland, hvor den næstældste datter Nahreen, svigersønnen og to børnebørn på fjerde år venter på, at det en dag bliver muligt for Danmark at sende dem tilbage til Irak - om nødvendigt med tvang.

     - Vi er meget nervøse. Vi forstår ikke de danske regler. I dag har vi ingen nær familie tilbage i Irak. Hvis de sender Nahreen tilbage, er der ingen i Irak til at hjælpe hende. Vi er alle sammen her i Danmark, siger Ishak Soulafa, der tilhører det kristne assyriske mindretal.  

Asyl efter fem måneder

Den tidligere købmand og vinhandler fra Bagdad tror stadig på en fremtid i Danmark for datteren og hendes familie.  

     - Jeg prøver at opmuntre min datter. Der kommer en dag, siger jeg til hende. Der kommer en dag, hvor du kan slappe af. Lige nu er det bedre, at du er her end i Irak, selv om du bor på et asylcenter. Det er bedre at være i et frit land. Jeg tror hundrede procent, at du får asyl. - Hvis bare jeg kunne gøre noget for at hjælpe hende. Hvad som helst. Men der er intet, vi kan gøre. Vi kan kun håbe og bede. Og tro på, at Gud vil gøre det bedste for vores datter.

     Selv ventede han kun fem måneder, da han for ni år siden kom til Danmark som asylansøger.

     - Det var meget anderledes dengang i Saddam-tiden. De danske myndigheder forstod, at det var meget let at få problemer i Irak. Som ung var jeg fire år i fængsel, indtil jeg en dag blev løsladt med besked om, at det var en fejl. I slutningen af halvfemserne begyndte jeg igen at få problemer. Min 14-årige søn blev flere gange truet på gaden. Jeg var bange for, at de ville tvinge ham ind i militæret. Det var meget almindeligt dengang.

     - Vi havde ikke lyst til at rejse. Vi havde hus og butik og manglede ikke noget. Men vi havde kun én søn. Så vi solgte hus og butik i hemmelighed og meget billigt og rejste til Jordan. Derfra kom jeg videre til Danmark.  

     - Vi har gennemlevet to krige - Irankrigen og Golfkrigen. Vi levede med natlige bombardementer i lange perioder. Men selv om det var meget svært, var det bedre dengang end i dag. Dengang var vi kun i krig med ét land. Nu ved du ikke, hvem du er i krig med i Irak. Alle dræber alle.

Som et fængsel

I dag har ægteparret svært ved at slappe af og glæde sig over, at de selv og resten af familien er i sikkerhed i Danmark.  

     - Da vi først kom til Danmark, var det som at komme fra helvede til paradis. Nu kunne vi sove i sikkerhed. Den sidste tid i Irak kunne vi ikke sove om natten. Vi var meget bange. Da jeg fik opholdstilladelse, tænkte jeg: Nu er min familie i sikkerhed. Men først måtte vi efterlade vores næstyngste datter i Jordan. De danske regler sagde, at fordi hun var 18 år, kunne hun ikke komme til Danmark sammen med sin mor og vores søn. Hun var alene i Jordan i to år, inden hun senere fik asyl i Danmark.

     - Siden fik Nahreen afslag. Hun var den sidste i vores familie, der forlod Irak. Da vi var rejst, fik hun mange problemer – både på grund af hendes mand og på grund af mig. Der skete mange ting. Hun var i Bagdad, da min kones bror blev dræbt kort før den amerikanske invasion i 2003. Efter invasionen blev det meget farligt for de kristne. Nahreen har set mange ting. Vi har ikke set ligesom hende.

     - Det største problem er, at vi ikke ved, hvad der vil ske. I et dansk fængsel ved man, hvornår man kommer ud. Men vores datter ved ikke, hvor lang tid det tager. Min kone græder hver dag. Vi hører mange gange, at nu vil Danmark sende alle afviste irakere hjem. Så går vi i seng om aftenen og tænker og tænker.  

Besøg

Begge forældre har besøgt datteren og hendes familie i Sandholmlejren. Men det er en lang og dyr rejse, og beboerne i lejren må kun have korte besøg.

     - Til påske og jul kommer vores datter og besøger os. Vi siger, at hun også skal komme i sommerferien. Vi betaler billetten. Men hun har ikke lyst til at komme så tit. Vi kan mærke, at det er meget svært for hende, når hun skal tilbage til Sandholmlejren med børnene. Hun bliver meget stresset, når vi alle sammen har været sammen i flere dage, og hun skal rejse.

     - Hver dag beder min kone meget for vores datter. Om søndagen går vi i dansk kirke og beder. Vi forstår ikke ret meget, men det er vigtigt for os at komme i kirken. I Irak gik vi i kirke hver søndag, når der ikke var udgangsforbud eller luftalarm, forklarer Ishak Soulafa.

     I højtiderne tager ægteparret til gudstjeneste i den assyriske menighed i Århus. Her oplever de, at de ikke er alene. I menigheden er der andre irakiske familier, der har børn, forældre eller søskende, der har fået afslag på asyl og ventet i årevis. Ishak Soulafa tilføjer, at de også er taknemmelige for den støtte, de får fra danske venner i Indre Mission i Jelling, hvor de har været med til tosprogede familieaftener.

Håb

Ishak Soulafa rejser sig og tænder for fjernsynet, så familien kan se de seneste nyheder fra Irak på en af de mange arabiske kanaler. Han fortæller om drabet på en gammel præst i sidste uge og om en irakisk kirkeleders nødråb: ”Hvem vil hjælpe os, så verden hører vores stemme?”  

     - Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare. Når jeg ser på min datter og mine børnebørn, tænker jeg: Hvad er deres fremtid? Som kristne har de ingen fremtid i Irak. Jeg føler meget stærkt i mit hjerte.

     Solen falder ind i den lille stue, hvor fotografier af børn og børnebørn står tæt på reolen. Himlen er dybblå, og de nyudsprungne bøgetræer uden for vinduet vidner om, at også i år blev det forår. I sofaen sidder et forældrepar, der nægter at opgive håbet.

     - Vi er sikre på, at vores datter får asyl. Hun skal have asyl. Vi har meget håb.

BMF