Velintegreret irakisk familie ser tilbage på otte år i Danmark
(Nyt på tværs nr. 3-2008)

Aftensolen sender de sidste orange stråler hen over de gyldne kornmarker, mens Samir Bagi kører ud ad de små snoede veje gennem Store Valby til landsbyen Ågerup ved Roskilde Fjord. Han holder meget af det smukke åbne landskab og det lille lokalsamfund, hvor han har boet med sin familie de sidste syv år. Den irakiske radiotekniker fra Basra kom til Danmark i august 2000 med sin 7-årige søn på flugt fra Saddam Husseins Irak. Efter ti måneder fik han asyl. I juni 2001 flyttede far og søn ind i et rækkehus i  Ågerup.

Samir Bagi dækker gæstfrit op med frugt, småkager og stærk sort te i det gule rækkehus på Ågerupvænget, hvor han stadig bor sammen med sin kone Bushra (35) og børnene Fouadi (15), Mariam (9) og Shamon (8). Han er en glad og taknemmelig mand. Taknemmelig for, at Danmark tog imod ham, da han med kort varsel måtte flygte fra Saddam Husseins Irak. Taknemmelig for, at hans kone og de to yngste børn efter godt to år kunne følge efter til Danmark, og at familien i dag er samlet i Ågerup ved Roskilde.

     - Jeg siger tak til Gud, fordi Danmark gav mig et nyt liv. I dag har min kone og jeg begge fast arbejde. Børnene går i skole og har masser af danske venner. De taler bedre dansk end assyrisk, som vi taler herhjemme. Skolen fortæller dejlige ting om børnene - at de er søde og hjælpsomme og klarer sig godt. Vi er meget glade her og har god kontakt med det danske samfund, fortæller han.

     Samir Bagi er ikke i tvivl om, at familiens fremtid er i Danmark. Siden 2004 har den 50-årige iraker haft permanent opholdstilladelse, og han fortæller smilende, at han netop har bestået den nye indfødsretsprøve og indleveret en ansøgning om dansk indfødsret. Måske bliver han dansk statsborger næste år, siger han fortrøstningsfuldt. Selv om hans kone og børnene netop været på besøg hos bedsteforældrene i Nordirak, er det slet ikke realistisk for familien at flytte tilbage.

     - Min kone savnede sin familie meget og kunne ikke vente længere. Men jeg var ikke rolig, før de var hjemme igen. Vi talte sammen i telefonen hver anden dag. Det er meget dårligt dernede, selv om min kones forældre bor i et forholdsvis roligt område, hvor der kun har været få bilbomber.       

Adskilt i to år

I ni år var Samir Bagi soldat i Irak - først i krigen mod Iran og senere under Golfkrigen, hvor han arbejdede som radartekniker. Oprindelig uddannet elektrotekniker reparerede han i fredstid radio- og TV-apparater og havde egen forretning. I dag er han ansat som reparatør i et firma i Jyllinge, hvor han er en afholdt medarbejder. Hans kone Bushra har læst økonomi og arbejder i centralkøkkenet på det lokale omsorgscenter. Til efteråret starter hun på en uddannelse som køkkenassistent.

     Samir tør ikke tænke på, hvordan familiens situation ville have været, hvis han som mange af sine flygtede landsmænd havde skullet bo på et asylcenter i årevis, inden familien kunne begynde et nyt liv i Danmark.

     - Det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg var adskilt fra min kone i to år og fire måneder, fordi der var problemer med familiesammenføring. Det føltes som uendelig lang tid - ikke mindst for ældste vores søn, der var sammen med mig her i Danmark. Han savnede sin mor meget og troede til sidst slet ikke, at hun ville komme. Det var en meget svær tid for os alle og ikke mindst for min kone, der var alene med to små børn. Vores yngste søn blev født, efter at jeg var flygtet. Min kone blev udsat for trusler og chikane og måtte flytte fra sted til sted. De første seks måneder havde vi ingen kontakt og vidste ikke, hvor hinanden var.

     - Havde jeg ikke fået asyl i Danmark, ved jeg ikke, hvad vi havde gjort. Det var meget farligt for mig i Irak. Vi havde aldrig tidligere haft problemer, men da min bedste ven blev dræbt, blev det meget dårligt for os. Jeg kom i fængsel i to måneder, og bagefter truede de med at tage min søn fra mig. Hele familien blev meget bange. Vi betalte penge, så jeg kunne komme til Jordan og videre til et land, hvor der var frihed - lige meget hvor. Faktisk vidste jeg ikke, at jeg var på vej til Danmark. Da jeg landede i Kastrup, spurgte jeg politiet, hvor jeg var. - Du er i Danmark, svarede betjenten!

Venner i kirken

For Samir blev kirken indgangen til det danske samfund. I Irak gik familien i kirke hver uge, så den første søndag i Ågerup spurgte han om vej til den nærmeste kirke.

      - Efter gudstjenesten præsenterede jeg mig for præsten. Hun sagde velkommen, og flere kom hen og snakkede med mig. Der var kun 12-15 mennesker i kirken. Nogle troede vist, at jeg var muslim. Det viste sig, at der var en dame i kirken, der havde arbejdet i Irak som sygeplejerske. Da jeg hørte det, græd jeg! Hun inviterede mig hjem på kaffe, og jeg fortalte hende hele min historie. Det var en utrolig lettelse. Nu var jeg ikke alene længere. Jeg havde danske venner, fortæller Samir og tilføjer, at den danske sygeplejerske siden blev en meget nær ven af familien.

     - Vi ses flere gange om ugen. Hun ved alt om os. Hun siger: Du er som min søn. Jeg hjælper hende, og hun hjælper mig. Når skolen inviterer børnenes bedsteforældre, inviterer mine børn Grethe!   

     Selv om familien som kaldæere tilhører den katolske kirke, er Samir efter syv år stadig blandt sognets flittigste kirkegængere.

     - Jeg er først og fremmest kristen. Vi tror på den samme Gud og den samme Jesus og på den hellige almindelige kirke. Jeg kommer i kirken, fordi jeg blev godt modtaget. Mine venner i kirken hjalp os meget, da vi ventede på, at min kone skulle komme. De er meget gode mennesker, siger Samir, der har været fire måneder i praktik ved kirken som gravermedhjælper og fortsat gerne giver en hånd med.  

     - Kirken er som vores hus. Den skal være pæn. Jeg hjælper stadig graveren nogle timer om lørdagen, når jeg har tid. Under gudstjenesten uddeler jeg brød til nadveren. Men jeg er ked af, at der kun er ældre mennesker i kirken. I Irak er der både børn, unge, familier og ældre. I Danmark mangler kirken noget for børnene og de unge.  

Tog mad til naboer

Når den irakiske familie i dag er velintegreret i lokalsamfundet, skyldes det også, at de begge er åbne og udadvendte og har gjort en aktiv indsats for at få danske venner og nedbryde fordomme.  

     - Da vi flyttede ind i huset her, lavede vi mad, som vi tog rundt til alle vores naboer i kvarteret. Vi fortalte, hvad vi hed, hvor vi kom fra, og at vi nu boede her. Folk blev meget overraskede og glade. Nogle troede, at maden kostede penge!  Nej, sagde vi, vi vil bare gerne vise, hvem vi er. Siden har vi haft rigtig god kontakt med mange af vores naboer. Vi hilser og snakker, og nogle har inviteret eller drukket kaffe hos os.

     Sammen med andre irakiske familier har Samir og Bushra ved flere lejligheder lavet mad i kirken såvel som til fester i boligforeningen. Det har været en stor succes.

     - Efter den sidste fest fortalte en ældre mand, at tidligere kunne han ikke lide udlændinge, fordi han kun havde hørt dårlige ting. Men nu havde han skiftet mening, griner Samir. Han bliver alvorlig og fortsætter:    

     - Det har ikke altid været let i Danmark. Da jeg først kom her, kendte jeg ingen. I Irak var vi en stor familie. Nu var hele familien pludselig væk. De første tre år havde vi en meget dårlig økonomi, men nu har vi begge arbejde og mange venner. Jeg har altid kunnet tale med alle, både kristne og muslimer. Selv om vi har problemer i Irak, er de fleste muslimer gode mennesker. I dag har vi det godt, og jeg siger tak til Gud for alt.

 BMF