”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Sådan lød budskabet på ni forskellige sprog i Københavns Domkirke onsdag d. 4. december 2024.

Omkring 100 mennesker var samlet til en stemningsfuld lysgudstjeneste, hvor bøn, sang og lystænding skabte et fælles håb i en tid præget af global uro. Biskop Peter Skov-Jakobsen og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen ledte gudstjenesten, der begyndte med en lysprocession, hvor asylansøgere, herboende flygtninge og præster fra forskellige menigheder gik side om side.
Den ukrainske violinist Natalia Pylypenko, der er flygtet fra krigen i Ukraine, fyldte domkirken med smukke toner, mens deltagerne fik mulighed for at gå til nadver og tænde et lys for verdens flygtninge.
Den ukrainske præst Vasyl Tykhovich fra Sankt Ansgars Kirke bad for fred i Ukraine og resten af verden:
”Vi beder især for dem, der er i livsfare, som forlader deres hjem for at flygte fra ødelæggende bomber og raketter. … Gør os gavmilde og gæstfrie over for dem, der kommer til os i nød.”
En aften præget af eftertænksomhed og solidaritet.
Næste års lysgudstjeneste i Københavns Domkirke for verdens flygtninge er onsdag den 3. december kl. 17.
