Venskabscafé i Nykøbing Falster
Integrationsfællesskab for flygtninge og migranter i Lindeskovkirken
Tværkulturelt Center uddeler hvert år aktivitetsprisen STJERNESTUNDER til et kirkeligt initiativ, hvor frivillige gør en særlig indsats for, at flygtninge og migranter kan få en god start i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 2006.
Venskabscaféen i Lindeskovkirken i Nykøbing Falster er et kirkeligt integrationsfællesskab, der modtog prisen for at have skabt et fristed for byens flygtninge og migranter, hvor de kan møde danskere, få nye venner og hjælp til at øve det danske sprog i trygge rammer. Tre timer hver anden torsdag tilbyder kirken et åbent samtaleforum med fællesspisning, aktiviteter for børn og voksne, sang og fortællinger fra Bibelen. Venskabscaféen støttes af menighedsrådet i Nykøbing Falster Sogn.
”Venskabscaféen er et fællesskab på et kristent grundlag. Vi tror på, at fortællinger fra Bibelen kan give flygtninge større forståelse for deres egen situation,” siger Lisbeth Rask Nielsen, der i sin tid tog initiativ til caféen.
Med prisen ønsker Tværkulturelt Center at anerkende et lokalt tiltag, der gennem syv år har gjort en mærkbar forskel for nyankomne flygtninge og migranter. Ikke blot er Venskabscaféen et tilbud til alle uanset opholdsgrundlag. Ved prisoverrækkelsen blev det understreget, at caféen også er et sted, hvor den enkelte føler sig set og hørt, og hvor de frivillige gerne hjælper med stort og småt i en ofte krævende hverdag i et nyt land.
Prisen, der består af håndflettede kurve fra Senegal med stjernechokolade, håndmalede lys fra Sydafrika samt 200 PR-kort, blev overrakt af Tværkulturelt Centers formand Clement Dachet og næstformand Henry Holm Hansen i Fredens Kirke i København på Tværkulturelt Centers konference i november med temaet Giv håbet stemme.
Lisbeth Rask Nielsen modtog prisen sammen med Mohsen Mousavian og Maryam Mirzaei, der oprindelig kommer fra Iran og udtrykte deres taknemmelighed for den støtte, de har fået gennem caféen.
