Slangens år: I dag fejrer kinesere nytår - også i Danmark
新年快乐 -Xin nián kuài lè! (Kinesisk: Godt nytår)

Video:Nytårshilsen fra Chinese Church in Copenhagen (2 min.)
I denne fine lille video fra 2022 fortæller Joye Lee og Peter og Louisa Lam fra Chinese Church in Copenhagen om det kinesiske nytår, og menigheden ønsker alle et GODT NYTÅR.
Onsdag den 29. januar fejrer omkring 1,5 milliarder kinesere kinesisk nytår, der i år markerer indgangen til Slangens år. Nytåret er den vigtigste højtid i Kina, og fejringen varer to uger. Nytåret kaldes også Spring Festival, da tidspunktet markerer slutningen på årets koldeste tid. Mange kinesere i udlandet rejser hjem til Kina til nytår for at fejre højtiden sammen med familie og venner. Man pynter huset op og spiser god mad. Også for Danmarks omkring 17.000 etniske kinesere er nytåret en vigtig højtid. Nytårsfejringen begynder allerede aftenen før, hvor der sendes gode ønsker om held og lykke i det nye år til familie og venner. Appelsiner er en populær frugt til nytår, fordi det kinesiske ord for appelsin lyder ligesom ordet for held og lykke.
Chinese Church in Copenhagen(CCiC) er Danmarks ældste kinesiske menighed. CCiC blev grundlagt i 2006 af Peter og Louisa Lam under navnet Copenhagen Christian Fellowship. Menigheden holder gudstjenester i LMs missionshus på Amager søndag formiddag og ugentlige bedemøder i Indre By. Desuden samles kinesiske studerende og andre til fredagsfællesskab i Christianskirken i Lyngby. Søndag den 2. februar fejrer menigheden i København nytåret med potluck lunch, hvor man også inviterer kinesere, der ikke er tilknyttet menigheden. "Chinese New Year is a good chance to invite new people over and share love of Jesus, " siger Ruth Lee fra CCiC.
Nytårshilsen fra kinesisk menighed i London: "At this Chinese New Year time, may God´s blessings be upon not only Chinese people, but all people."
新年快乐 - Xin nián kuài lè
GODT NYTÅR!
