Taknemmelighed forpligter

Nyt på tværs juni - 2019

"Kæmp for alt, hvad du har kært." De gamle ord fra en velkendt salme er værd at genkalde sig i en migrationstid, hvor fronterne trækkes skarpt op i en populariseret værdikamp mellem "os" og alle dem, der er kommet (eller håber på at komme) hertil på flugt fra verdens tilsyneladende endeløse krige, nød og elendighed.

     For også i dag må vi vælge, hvilke sager vi finder det værd at slås for. I erindringsbogen med den ikoniske titel "Så vælg da livet" løfter tidligere overrabbiner Bent Melchior som så ofte før stemmen til forsvar for verdens flygtninge. Som tidligere flygtning i Sverige født samme år og måned som Anne Frank lever han med bevidstheden om, at han meget vel kunne have lidt samme skæbne som den tysk-jødiske

dagbogsforfatter og millioner af andre jøder under Anden Verdenskrig. Det har affødt en dyb taknemmelighed for livet, som han deler med vældig mange flygtninge. En taknemmelighed, der forpligter. For når livet er en gave, skal det bruges med omtanke. Hvad er vigtigt?

     Mange flygtninge fortæller, hvordan de valgte flugten for at kunne give deres børn en fremtid. Ofte lykkedes det, og i dag kan de glæde sig over en opvoksende generation, der trives og bidrager aktivt til det danske samfund med gode uddannelser, levende kristentro og mod på livet. For andre brast drømmen, da de fik afslag på asyl. Men selv i ingenmandsland har mennesker et valg. I dette nummer af Nyt på tværs fortæller beboere på Danmarks udrejsecentre om bevidst at vælge at være gode naboer i en yderst presset livssituation, og hvordan den kristne tro og kristen korsang kan give styrke til at vise omsorg for andre i et land, hvor man selv er uønsket.      

     På årets kirkefestival Himmelske Dage i Herning mindede en modig italiensk læge og ordensbroder om, at uanset politisk ståsted har vi mennesker et ansvar for hinanden i en tid, hvor flygtninge stadig dør navnløse ved Europas grænser. Når vi i debatten fratager mennesker deres navne, fratager vi dem samtidig deres identitet, familiehistorie og menneskelighed. Vi ser ikke længere den anden som et medmenneske, hvis rettigheder og værdighed angår os.

     Der er god grund til at lytte til den katolske ordensbroder, når han opfordrer kristne til at give flygtninge deres navne tilbage og gøre kirken til et sted, hvor mennesker kan genfinde deres identitet ved at opleve, at de betyder noget for andre. Vi behøver deres livs- og troshistorier for ikke at miste vores egen menneskelighed.

     Om kort tid kan den tidligere overrabbiner fejre 90-års fødselsdag. Tværkulturelt Center har gennem en årrække været så privilegeret, at denne menneskerettighedernes forkæmper har overrakt Centrets årlige integrationspris til en kristen flygtning, der på en særlig måde har bidraget positivt til sit nye land. Det har han gjort med vanlig menneskekundskab, humor og varme - og med udgangspunkt i sin personlige erfaring og indlevelse i flygtninges vilkår. Flygtninge oplevede at blive set og hørt af en af deres mest respekterede fortalere i Danmark. Lad os fremover følge fødselarens opfordring til at tale mindre om, hvad flygtninge koster, og mere om, hvad de bidrager med. - Til lykke, Bent Melchior!

Birthe Munck-Fairwood