Det handler om mennesker
Nyt på tværs - juni 2016
"Det er kun en dråbe i havet. Men havet er ikke det samme bagefter." Mange vil huske pave Frans' tankevækkende ord, da han efter et besøg i en flygtningelejr på den græske ø Lesbos tidligere på året tog 12 syriske flygtninge med tilbage til Vatikanet. Set i forhold til verdens 60 millioner flygtninge var pavens handling ubetydelig. Men for de berørte familier blev alt forandret.
Om få måneder er det 60 år siden, at Danmark modtog den første større gruppe flygtninge efter Anden Verdenskrig. Da den sovjetiske invasion i 1956 sendte over 200.000 ungarere på flugt, kom 1.000 flygtninge til Danmark med særtog og blev modtaget i Padborg med velkomsttaler, wienerbrød og varme smil. Danskerne vidste, hvad de var flygtet fra, og tog imod flygtningene med solidaritet og medmenneskelighed.
I dag oplever Europa den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig. Af de knap 160.000 flygtninge og migranter, der i årets første fem måneder satte livet på spil i overfyldte både på havet for at nå frem til fred og sikkerhed i Europa, er halvdelen syrere. De er flygtet fra terror og en blodig borgerkrig, der fortsætter på sjette år og kalder på solidaritet og langsigtede løsninger.
Ind i den aktuelle virkelighed har pavens gestus en stærk signalværdi. Budskabet er utvetydigt: Der er plads til flere flygtninge i de europæiske lande og kirker. Der er altid andre muligheder end at bygge flere hegn og højere mure om landegrænser og menneskesind. Hvor der er vilje, er der vej. Her har kirkens folk et særligt ansvar for at gå foran og synliggøre den enkelte menneskeskæbne, så flere europæere forstår, hvad flygtninge flygter fra og drømmer om.
Hertil kommer, at mange af de nyankomne ønsker at vide mere om den kristne tro og søger vores kirker. I Danmark koster det meget lidt for en dansker at være kristen. For flygtninge fra lande som Iran og Myanmar (Burma) kan prisen være anderledes høj for. Kristne flygtninges tro og frimodighed er med til at udfordre blufærdig dansk kulturkristendom. Hvad er det, der gør den kristne tro så attraktiv, at nogle mennesker er villige til at betale en meget høj pris og risikere personlig sikkerhed for at blive døbt? Kunne der være noget, vi har brug for at genopdage i vores egen tro?
Midt i en ophedet debat om flygtninge og migration må vi aldrig glemme, at det handler om mennesker. Mennesker, der har brug for nogle, der vil lytte og give opmærksomhed og fællesskab. Mennesker, der behøver frirum fra sorg og savn og tunge tanker. Vi kan alle være med til at gøre en forskel og vise de flygtninge, der krydser vores vej, at vi ikke er ligeglade.
Uden medmenneskelighed mister vi os selv. Når vi ser en flygtning i øjnene, får vi mulighed for at se os selv i den anden. Ansigtet gør medmennesket konkret. Og måske opdager vi, at vi behøver den anden for at forstå, hvem vi selv er, og hvad der er væsentligt og uvæsentligt i vores fælles livsrejse.
Birthe Munck-Fairwood