Ravi
Chandran har let til latter. Den 35-årige præst for Pinsekirkens internationale
menighed i København udstråler hjertevarme, vide horisonter og et skarpt
intellekt, som han sidder der afslappet i sofaen i parcelhuset ved Damhussøen i
Rødovre og fortæller.
Det er
en usædvanlig historie om en ung hindu og andengenerationsindvandrer i
millionbyen Singapore, der i begyndelsen af firserne oplevede en radikal
omvendelse til kristendommen, blev udsendt som missionær til Indien og Afrika,
giftede sig med en kineser og tidligere buddhist, der arbejdede i Zimbabwe, og
endte i Danmark som præst for en multietnisk menighed. Undervejs blev det til
to PhD-afhandlinger i henholdsvis teologi og pastoralpsykologi.
Ravi Chandran og
hans kone Lillian Leow Mui Choo kom til Danmark for syv år siden. Han skulle
være præst for en lille dansk pinsemenighed i Rødovre, som en velhavende
menighed i Singapore med flere tusind medlemmer havde grundlagt som et af deres
missionsprojekter i Europa. I dag er parret ansat og lønnet af Pinsekirkens
internationale menighed, International Pentecostal Church, der har adresse på
Drejervej i København.
Etnisk er Ravi Chandran halvt inder. Som barn af indvandrerforældre
i Singapore voksede han op i en familie, hvor religion havde en stor plads i
hverdagen.
- Min familie
havde været praktiserende hinduer i mange generationer. Jeg havde altid godt kunnet
lide det kristne kors, og det var helt i orden i min familie. Hinduer
accepterer Jesus som en af mange guder. En aften mens jeg var værnepligtig i
luftvåbenet oplevede jeg noget meget mærkeligt. Jeg så et kæmpemæssigt kors for
mig med blomster i utallige farver. Jeg begyndte at græde, selv om jeg som mand
og hindu var opdraget til ikke at vise følelser. På en eller anden måde
fornemmede jeg, at min situation var til at græde over, og at korset var
svaret. Det var meget stærkt.
Efter den oplevelse
begyndte Ravi Chandran at opsøge forskellige kristne kirker. Som hindu havde
han intet kendskab til det kirkelige landskab og fortæller om sin overraskelse,
da han første gang oplevede, at kristne kunne bede til Gud i et kirkerum, hvor
der ikke var nogen statuer.
- Der var jo ikke
nogen at bede til! Men en præst fik mig i gang med at læse i Bibelen. Jeg læste
Det Nye Testamente adskillige gange. Jeg var dybt fascineret. Jeg vidste, at
det her var sandt, og at det ville forandre mit liv.
Men forældrene
satte sig kraftigt imod, at sønnen blev kristen. Det kom endog til voldelige
episoder.
- Min familie var
rystet og kaldte mig en forræder mod dem og mod alt det, vi havde troet på i
generationer. Det tog adskillige måneder, før vi blev forsonet. Til sidst
sagde min mor, at hun var ligeglad med, hvad jeg troede på, men hun kunne se,
at jeg havde ændret livsstil. Bliv ved med det, sagde hun!
Lillian Leow Mui Choo er 38 år og har en bachelorgrad i
teologi. Hendes bedsteforældre indvandrede i sin tid til Singapore fra Kina.
Familien var buddhister, og som i mange indvandrerfamilier var hjemlandets
religion en vigtig del af familiens identitet. Lillian lærte tidligt, at det
var hendes pligt at tage sig af sine forældre og afdøde familiemedlemmer og
sørge for de foreskrevne ofringer. Hun fortæller:
- Fordi Singapore
var en britisk koloni, var vi opdraget til at betragte kristendommen som den
hvide mands religion. Vi havde et særligt ord for dem, der konverterede til
kristendommen. Vi kaldte dem bananer - de var gule udenpå men hvide indeni! Jeg
fik kontakt med en kristen kirke gennem en veninde. Langsomt blev jeg mere og
mere overbevist om, at kristendommen talte sandt. Men det varede længe, inden
jeg kunne forsone mig med tanken om, at jeg ikke kunne gøre noget for mine
forældre og forfædre, når først
de var døde.
- Min familie
fandt hurtigt ud af, at der var sket noget i mit liv. Jeg var ikke længere med,
når familien samledes
foran husalteret hver aften for at vise respekt for de afdøde. Jeg oplevede en
fred, som jeg ikke kan forklare. Men det var også en meget svær tid. Jeg var
den første, der opgav familiens religion, og jeg blev betragtet som en
forræder. I dag respekterer min familie mit valg. Men det tog lang tid.
Helst var Lillian og Ravi Chandran blevet hjemme i
Singapore, hvor Ravi var præst for en stor engelsksproget menighed. Men de har
ikke fortrudt, at de i 1993 sagde ja til at rejse til Danmark - et lille, koldt
land i Europa med et ukendt sprog. I den internationale pinsemenighed i
København har Ravi Chandran god brug for sine erfaringer som præst i Asien og
Afrika. Menighedens ca. 150 medlemmer repræsenterer til sammen 30 forskellige
nationer. Her er europæere, afrikanere, asiater, latinamerikanere og danskere.
Ravi Chandran har et tæt samarbejde med såvel den danske pinsemenighed som en
filippinsk, en spansk og en portugisisk menighed, der holder gudstjenester i
samme bygning.
- Som præst
bliver jeg konstant udfordret til at relatere til mennesker i vidt forskellige
livssituationer og forsøge at skelne imellem, hvad der er kultur, og hvad der
er bibelsk kristendom. Jeg er klart blevet mindre dogmatisk med årene! I en
multietnisk menighed bliver ens horisont hele tiden bredere. Livet får flere
farver. Man får nærmest flueøjne - man bliver i stand til at se i mange
forskellige retninger på samme tid. Når jeg forbereder mine prædikener, må jeg
hele tiden spørge mig selv, om det, jeg vil sige, er kulturelt betinget. Det er
ikke nok bare at gøre, som man altid har gjort. Det er fantastisk berigende.
- Selvfølgelig er
der også frustrationer. Ikke alle kulturer forstår for eksempel tid på samme
måde. Vi oplever ikke sjældent, at nogle i menigheden først kommer, når
gudstjenesten er forbi! Men berigelsen overskygger langt frustrationerne.
Spisefællesskab er for eksempel noget helt centralt hos os. Man spiser en masse
mad i en international menighed!
Det
tværkulturelle præstepar er ikke i tvivl om, at det er en stor fordel, at de
selv har rødder i flere kulturer.
- Lillian er lys
i huden og jeg er mørk. Vores hjerter er fra Asien, men vi er uddannet i det
britiske uddannelsessystem og har arbejdet i Afrika i mange år. Den blanding
har givet os ganske særlige forudsætninger som brobyggere i Danmark.
Ravi
Chandran er overbevist om, at kirken er en vigtig aktør, når udlændinge skal
integreres i det danske samfund.
- Nøglen til integration er personlige
relationer. Fra sekulært hold hævdes det, at integration først og fremmest
handler om undervisning - i sprog, samfundforhold, kultur osv. Men integration
er en proces. Som udlænding har man brug for at møde enkeltmennesker. Det er
den kristne menigheds opgave at skabe en afslappet og accepterende atmosfære,
hvor danskere og udlændinge kan møde hinanden personligt. Så sker integrationen
helt af sig selv som et resultat af de personlige relationer.
(Nyt
på tværs nr. 3 - 2000)