Tilgivelsen kan ikke vælges fra

Interview med kristen norsk-afrikansk psykolog om racismens mange ansigter

- Hvordan ville du reagere, hvis en pæn ældre dame vendte sig om efter dig på gaden og råbte: "Skrub hjem, flygtning"? Spørgsmålet er ikke kun af faglig interesse for dr. psyk. David Lackland Sam, der er amanuensis i samfundspsykologi ved Bergen Universitet. Episoden er selvoplevet .

- Selvfølgelig skulle jeg have sagt noget, siger han - have spurgt hende, hvorfor hun mente, at en flygtning ikke skulle have lov til at være i Norge. Men jeg reagerede ikke hurtigt nok. Når man udsættes for åbenlys diskrimination, reagerer man ofte med at benægte, at det her sker for mig.

David Lackland Sam var i Danmark i april som hovedtaler på Tværkulturelt Centers forårskonference med temaet Kultur, Identitet og Religion. I dette interview fortæller han om racismens mange ansigter med udgangspunkt i sine dobbelte erfaringer som kristen psykolog og afrikansk indvandrer i Norge.

Menneske, psykolog - og kristen

- Som menneske bliver jeg vred, når jeg oplever diskriminerende adfærd. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg lader andre behandle mig på den måde. Men jeg har også lært at sige til mig selv, at hvis folk ikke vil sidde ved siden af mig i bussen, så er det dem, der kommer til at stå op!

- Som psykolog finder jeg racisme interessant. Hvorfor er der mennesker, der opfører sig på den måde? Det har selvfølgelig en lang historie. Den, der diskriminerer eller kommer med racistiske udtalelser, projicerer sin egen frygt over på en anden. Han eller hun har brug for at opbygge sit ego og hævde sig ved at nedgøre andre. Hvis man har en stærk identitet og ved, hvad man selv står for, behøver man ikke at nedgøre andre.

- Som kristen er min reaktion mere kompleks. Det forventes af mig, at jeg tilgiver og beder for den anden. Jeg ved, at hvis den anden vidste bedre, ville han eller hun ikke opføre sig på den måde. Meget skyldes uvidenhed. Men der er ingen tvivl om, at diskrimination er imod Guds vilje. I Kristus er vi alle ét.

- Derfor sårer det mest, når det er kristne, der diskriminerer. Når det gælder kristne racister kan jeg kun bede om, at Gud vil fylde deres hjerter med sin kærlighed, siger han.

Viljestyrke

David Lackland Sam kommer fra Ghana i Vestafrika, hvor han tog den første del af sin uddannelse. I dag bor han i Bergen og er foreløbig den eneste afrikaner i Norge, der har en doktorgrad i psykologi. At nå så langt har krævet både viljestyrke og udholdenhed.

- Jeg kom til Norge i 1984 for at tage en mastergrad. Det blev senere til en PhD, selv om min norske professor advarede mig og sagde, at en afrikaner aldrig ville kunne praktisere som psykolog i Norge. I dag har jeg dog psykologbevilling og kunne godt nedsætte mig som praktiserende, konstaterer David Lackland Sam.

Den 41-årige psykolog fik for et par år siden norsk statsborgerskab, og han lægger ikke skjul på, at hans faglige udlandsrejser er blevet enklere, siden han fik et norsk pas. Selv om han også har oplevet at få sit norske pas gransket i Kastrup Lufthavn, fordi den danske politimand ikke mente, at det var ægte.

Men der er også områder, hvor David Lackland Sam oplever sin tokulturelle baggrund som en fordel.

I forbindelse med et forskningsprojekt i tokulturelle unges tilpasning har han netop afsluttet en række interviewundersøgelser i flygtninge- og indvandrermiljøer i Norge.

- Det sker ikke sjældent, at folk fortæller mig noget, som de ikke ville sige til en nordmand. "Du er selv fremmed og vil kunne forstå," siger de. Det oplever jeg som et privilegium.

Offerets selvbillede

For David Lackland Sam er det vigtigt at understrege, at oplevelsen af racisme også handler om, hvordan man opfatter den ydre verden - og dermed om ens eget selvbillede.

- Hvis en nordmand råber efter mig i bussen, kan jeg vælge at betragte min hudfarve som forklaringsfaktor. Dermed lægger jeg årsagen over på mig selv og begynder let at føle mig mindreværdig. Hvis man har et negativt selvbillede, vil man oftere opfatte en episode som udtryk for racisme, end hvis man har et positivt selvbillede.

- Med min baggrund som psykolog leder jeg altid efter andre årsager - forklaringer uden for mig selv. Du kan sige, at det er en forsvarsmekanisme. Men jeg har lært, at den menneskelige natur er meget kompleks.

- Her er min kristne tro af afgørende betydning. Uden Kristus er jeg intet, men som kristen ved jeg, at Kristus bor i mig. Derfor ved jeg også, at jeg er god nok, siger David Lackland Sam.

Tilgivelse

På spørgsmålet, om han selv har let ved at tilgive andre, svarer han, at tilgivelse aldrig er let - men den kan ikke vælges fra.

- Som kristne er vi blevet pålagt at tilgive. Men at tilgive er ikke nødvendigvis det samme som at glemme. Det er vigtigt ikke at bære nag - ikke at være bitter. Bitterhed er en konstant påmindelse om, hvad den anden har gjort. Hvis man er i stand til ikke at være bitter, bliver man ikke så ofte mindet om det, der er sket. Men tilgivelse er en proces. Den første tid vil man sikkert stadig huske det, der er sket, men hvis man er i stand til at forholde sig normalt til den anden og fortsat tale sammen, er det min erfaring, at man lidt efter lidt begynder at glemme. Det hjælper også at fokusere på positive ting, som den anden har gjort.

- Personligt beder jeg Helligånden hjælpe mig med at tilgive. Når bitterheden er stærk, kan det være svært overhovedet at bede - bitterheden blokerer for bønnen. Men når man har en fast bønsrutine, løsner det gradvis op. Selv om bitterheden gør bønnen lidt træg i begyndelsen, bliver det efterhånden lettere.

- Somme tider kan det være nødvendigt med en konfrontation. Måske opdager man, at man ikke har opfattet en episode korrekt. Andre gange er der ingen tvivl - "Skrub af, nigger!" kan vist ikke misforstås! Så kan det være nødvendigt at holde den anden fast og spørge: Mente du det virkelig? Har du overvejet, hvordan jeg føler, når du siger sådan?

Børnene

David Lackland Sam er norsk gift og far til tre piger på 9, 6 og 2 år. Hvordan reagerer han, hvis et af hans børn udsættes for negativ forskelsbehandling på grund af sin hudfarve?

- Jeg bruger megen tid på at tale med hende. Jeg forsøger at opbygge hendes selvtillid ved at vise hende, at hun har mange positive kvaliteter, og at hun ikke behøver at være bitter. Jeg snakker også med hende om, at der kan være mange grunde.

At leve med andres forventninger

Han er klar over, at mange har store forventninger til den kristne afrikanske indvandrer, der har slået sig ned i Norge som psykolog. Han indrømmer, at det kan være et pres, men han har for længst forsonet sig med, at sådan er vilkårene.

- Personligt er jeg overbevist om, at jeg arbejder en god del mere, end jeg ville have gjort, hvis jeg havde tilhørt det norske majoritetssamfund. Men samtidig er jeg nødt til at være realistisk og acceptere, at jeg kun er et menneske. Jeg har mine begrænsninger, og dem må jeg acceptere. Ingen kan leve op til alles forventninger.

(Nyt på tværs nr. 2-1998)