Det er ikke en religionskonflikt. I sagen om
de satiriske Muhammed-tegninger går fronterne ikke mellem
kristne og muslimer eller kristendom og islam, men mellem tro og
sekularisering – og mellem takt og respekt for andre
menneskers overbevisning på den ene side, og på den anden side
retten til absolut ytringsfrihed.
Hvis vi ønsker et
samfund, der bygger på kristen etik, giver frihed ikke ret til
at krænke andres kultur og religion. Når vi ikke laver
karikaturtegninger af grønlændere, jøder eller rødhårede
børn, er det fordi det store flertal af danskere opfatter det
som taktløst og uetisk. At de samme uskrevne regler
tilsyneladende ikke gælder for muslimer, er tankevækkende - og
måske en væsentlig grund til, at det gik så galt, som det
gjorde.
I den aktuelle sag
er der stadig mange ubesvarede spørgsmål på begge sider. Men
sagen var næppe eskaleret så eksplosivt, hvis der havde
eksisteret flere tillidsfulde samtalefora mellem kristne og
muslimer i Danmark. Hvis den danske udlændingedebat havde været
præget af andre toner med et klarere ønske om forståelse og
fredelig sameksistens. Hvis kirken og de kirkelige organisationer
havde sagt fra og talt deres muslimske medborgeres sag, da
tegningerne først blev offentliggjort. Hvis det officielle
Danmark tidligere havde søgt dialog med de forurettede parter.
Hvis danske muslimer ikke var rejst ud i verden med deres sag.
Hvis der ikke i forvejen havde været stærke spændinger mellem
Vesten og den muslimske verden - og interne spændinger i de
arabiske lande. Hvis ekstremistiske grupper ikke havde reageret
med vold, ambassadeafbrændinger og terrortrusler. Listen er
lang. Vi har alle noget at stå til ansvar for - og undskylde.
For at komme videre
har vi brug for flere broer, hvor mennesker, der kommer fra
forskellige sider, kan møde hinanden ansigt til ansigt. En bro
behøver ikke at være kunstfærdigt udsmykket. Hverdagsbroer kan
være selv meget små ting som et smil, en kop kaffe eller en
snak på gaden - såvel som organiseret dialog, kontaktgrupper og
fælles udtalelser. I Gellerup og på Nørrebro har mange
deltaget i offentlige markeringer med bøn for fred og forsoning,
hvor kristne og muslimer har læst fra henholdsvis Bibelen og
Koranen og overværet hinandens bøn. Arrangementer af denne type
kan være en god anledning til at vise respekt for hinanden som
troende mennesker.
Fred og forsoning
begynder med, at vi sætter ansigt på hinanden og søger sammen.
- Snak med en muslim i denne uge. Gå på besøg. Det koster lidt
ekstra tid og omtanke, men sandsynligheden for, at det bliver til
gensidig glæde og gavn, er rigeligt indsatsen værd. Salige er
de, der stifter fred, siger Kristus. I denne tid, hvor mange
stærke følelser stadig ulmer under overfladen, må vi med
Paulus bede Gud bevare vores hjerter og tanker i Kristus (Fil.
4,7). Vores hjerter: Så vi afstår fra at bære nag og søge
konflikten. Vores tanker: Så vi vælger at tænke gode tanker om
hinanden.
Birthe Munck-Fairwood
Netværkskoordinator
Fra Redaktøren har ordet - Nyt på
tværs nr. 1/2006
Se også artiklen Louise og Zuhal: Det afgørende er
tillid