Da vi
svinger ud på vejen i aftenskumringen, står han tilbage på parkeringspladsen
foran de oplyste vinduer og vinker - en lille mand i mørke bukser og ternet
jakke. Så går han tilbage op ad trappen og ind i den røde bygning, hvor han har
boet de sidste seks måneder sammen med godt 300 andre afviste irakere. Mon der
kommer svar på den SMS, han har sendt til sin kone, der befinder sig illegalt i
Jordan? Hvordan mon det går datteren på 16 og sønnen på 15, som han ikke har
set i tre år? Hvis der kommer svar, og der ikke er nogen akut krise, kan Tarek
måske sove i nat. Sådan har den 46-årige irakiske bygningsingeniør levet i
snart 1300 dage, siden han kom til Danmark som asylansøger en februardag i
2002. - Tarek fortæller sin historie:
Et arabisk ordsprog siger, at hvis du kender et folks
sprog, bliver du en af dem. Men det passer ikke i Danmark. Efter tre år taler
jeg flydende dansk. Men danskerne giver mig ikke lov til at blive en af
dem.
Ofte føler jeg,
at jeg kun tænker med min halve hjerne. Den anden halvdel er hos min familie.
Min kone har det ikke godt. Men jeg har ingen penge, jeg kan sende. Hun
arbejder lidt, og min søn på 15 år arbejder i en frisørsalon. Jeg har heller
ikke penge til et telefonkort, så vi kan tale sammen. I stedet sender vi
SMSer.
Hvis jeg ikke
havde været en af de heldige, der får lov at arbejde frivilligt på Røde Kors´
Kulturhus i København, havde jeg ikke klaret det. Jeg arbejder fire dage om
ugen fra klokken 9 til 16. Om torsdagen kan jeg ikke tage af sted. Den dag skal
jeg melde mig hos politiet.
Nu er det snart
fire år siden, at vi flygtede ud af Irak - min kone og jeg og vores to børn. Vi
rejste illegalt på falske pas, som vi havde købt. De sidste to måneder inden
flugten boede jeg i en tantes hus i en anden del af Bagdad. Jeg havde været i
fængsel på grund af problemer på min arbejdsplads. Nu ledte min tidligere
arbejdsgiver efter mig og truede min familie på livet. Det var meget farligt
for os.
Jeg kom til
Danmark for at finde retfærdighed og beskyttelse. Vi var flygtet for vores liv.
Men danskerne siger, at mit problem er af privatretslig karakter og ikke passer
til den danske udlændingelov. Derfor kan jeg ikke få asyl. Men de har ikke
fortalt mig, hvor jeg som kristen kan tage hen og finde beskyttelse. I Irak er
der ingen, der vil beskytte mig og min familie.
Da Saddam
Hussein blev væltet, fik jeg flere problemer. Under Iran-krigen var jeg
indkaldt til militæret. Men Saddam Husseins Baathparti havde også kontorer i
militærbarakkerne. Der sagde de, at jeg skulle arbejde, selv om jeg ikke var
medlem af partiet. Jeg fik arbejdet, fordi jeg var kristen, for de vidste, at
kristne var stabil arbejdskraft. I dag har den nye regering hentet alle data
fra dengang. De vil gøre op med alle, der arbejdede for Baathpartiet. Mange af
papirerne har mit navn på. Danskerne siger, at jeg ikke har noget at frygte.
Men jeg frygter.
Da politiet
spurgte, om jeg ville samarbejde om udsendelse, spurgte jeg: Hvor skal jeg hen?
Min familie er i Jordan. De ville sende mig til Irak. Hvordan kan jeg
samarbejde om at blive adskilt fra min familie?
Fordi jeg ikke
vil samarbejde, er det minus lommepenge, minus kostpenge og minus
tøjpenge. Hvis der havde været mere,
havde det også været minus. Vi kan spise i cafeteriet. Hver anden uge får vi
udleveret en lille kasse med tandbørste, tandpasta og barberskum. Det er livet
minus frihed.
Engang tænkte
jeg positivt om livet. Nu tør jeg ikke tænke på fremtiden. Jeg føler, at alle
døre er lukkede. Jeg har mistet det hele. Jeg har mistet mit liv.
Før de sendte
mig herud, boede jeg i to år på asylcentret i Jelling. Om søndagen gik jeg i
kirke. Det har jeg altid gjort. Min familie tilhører Østens Gamle Kirke - en af
verdens ældste kirker. Jeg kom også i menighedshuset, hvor jeg havde mange
danske venner. I dag har jeg kun min kristne tro. Jeg ved, at Jesus er med mig
og bevarer mig. Jeg har altid været kristen, men ved fronten under Iran-krigen
var der en dag kun en meter mellem mig og en kammerat, der blev dræbt af et
missil. Siden har jeg vidst på en ny måde, at Gud er med mig.
Under Saddam
Hussein var der ingen kirker, der blev bombet. De kristne levede et normalt
liv. Vi var vant til at blive diskrimineret på grund af vores kristne navne,
men ingen turde gøre os noget. I dag er det meget dårligt for de kristne. Vi
kan ikke leve som før. De seneste måneder har mange kristne forladt Irak - og
gør det stadig. I dag udgør vi kun 750.000 ud af en befolkning på 25 millioner.
Som kristne kan vi ikke se nogen fremtid i vores eget land lige nu. Når vi har
problemer, er der ingen af vores landsmænd, der har interesse i at beskytte os.
De kristne hjælper amerikanerne, siger de. Så kan amerikanerne beskytte
jer.
Fortalt
til BMF
Af
hensyn til familien er Tareks navn ændret.