Hendes
navn går tilbage til dronning Sheherezade i den gamle persiske eventyrsamling Tusind og Én Nat, der i 1001 nætter
fortæller eventyr for den morderiske kong Shahriyar, indtil han lader hende
leve.
Ligesom dronningen i eventyret er Shohre
Shahrzad en overlever. Den 37-årige iranske kunstmaler og musiker fik asyl i
Danmark i 2002 efter at have kritiseret kvinders manglende rettigheder i Iran
og udstillet stærkt samfundskritiske billeder af steninger af iranske kvinder.
I dag bor hun i Allerød og har allerede haft flere udstillinger i Danmark.
Derudover har hun de sidste syv år spillet daff
- en særlig iransk tromme, der også bruges som soloinstrument.
Som kunstmaler
og musiker har Shohre Shahrzad bevidst brugt sine billeder og sit instrument
til at lette indgangen i det danske samfund og har i dag kontakt med vidt
forskellige miljøer fra kirkelige mødesteder til kunstnergrupper og fristaden
Christiania.
- Jeg har været heldig. Gennem min musik
og min kunst har jeg haft let ved at få kontakt med danskere. Når jeg optræder
og udstiller, kommer folk hen til mig og tager kontakt, fordi de synes, at jeg
er interessant, siger hun og ler.
Shohre Shahrzad voksede op som den yngste
af syv søskende i et frisindet muslimsk akademikerhjem i millionbyen Shiraz i
det sydlige Iran. Faren arbejdede på et regeringskontor, og moren passede det
store hus. Shohre var et naturbarn, der tilbragte det meste af sin tid
udendørs. I dag er der stadig spor af barndommens univers i hendes
malerier.
- Jeg har altid været tæt på naturen og
dyrene. Vores hus lå i et bjergområde med udsigt til høje bjergtinder til den
ene side og vores egen store have med palmer og blomstrende appelsintræer til
den anden. Som barn elskede jeg at cykle rundt i bjergene og opleve den vilde
og utæmmede natur.
Hun var teenager under den islamiske
revolution, der i 1979 bragte shahen til fald og gjorde landet til en islamisk
republik. Her oplevede hun, at familiens hus blev raseriet på grund af farens
modstand mod det nye præstestyre. I flere år fik han ingen løn, og familien
måtte flytte til et mindre hus. I de år blev grunden lagt til en stærk social
bevidsthed og indignation over uretfærdighed, som har fulgt hende lige siden.
- Jeg husker tiden efter ayatollah
Khomeinis magtovertagelse som en grå tid uden farver, musik, fester og glæde. I
fjernsynet var alt sort. Jeg læste en masse bøger og lærte at sy mit eget tøj,
for det var umuligt at købe pænt tøj i butikkerne. Det var forbudt at lytte til
musik, og der var piskestraf for at gå på gaden med et musikinstrument.
Topkarakterer
Shohres familie
formåede dog til en vis grad at omgå de mange forbud mod musik, kunst og
litteratur. Faren fortsatte med at skrive digte og spille sitar, en ældre
søster malede og en anden var designer og kunsthåndværker. Flere spillede
folkeinstrumenter. Selv begyndte Shohre først at male som 19-årig.
- Jeg boede hos en kusine, der var
kunstmaler, og sad model i hendes privatklasser. En dag tog jeg selv et stykke
papir og begyndte at tegne - og fik at vide, at det, jeg lavede, var godt. Så
jeg fortsatte, fortæller Shohre, der efter to år bestod optagelsesprøven til
Kunstakademiet i Teheran med topkarakterer. Imidlertid havde familien for
længst bestemt, at hun skulle læse medicin, men heldigvis accepterede faren
hendes valg under forudsætning af, at hun studerede et andet fag end tegning og
maling. Hun valgte grafisk design og fortsatte med at male i fritiden.
Til
Danmark
Under krigen mod
Irak i firserne var en ældre bror flygtet til Danmark, hvor han havde fået
asyl. I 2002 rejste Shohre til Danmark for at besøge broren. Da havde hun haft
en række udstillinger i Iran, underviste i tegning og perspektivlære på
universitetet og et kunstgalleri og var også begyndt at give
daffundervisning.
- I Danmark gav jeg mig med det samme til
at male. Efter en måned holdt jeg min første udstilling. I mine billede viste
jeg, hvordan kvinder i Iran bliver stenet, undertrykkes og ydmyges. Jeg vidste,
at det var farligt, men jeg ønskede at vise danskerne virkeligheden.
I Iran havde Shohre allerede deltaget i
demonstrationer for kvinders rettigheder og havde ved flere lejligheder været i
myndighedernes søgelys. Efter udstillingen i Danmark fik hun flere problemer
med ambassaden og blev hurtigt klar over, at hun ikke kunne vende tilbage til
Iran. I november 2002 søgte hun asyl, og efter et år fik hun opholdstilladelse.
I dag er hun taknemmelig for, at hun fik asyl efter forholdsvis kort tid uden
at være psykisk nedbrudt af ventetiden.
- Jeg var meget heldig. Jeg kender andre,
der har ventet meget længere og ikke fået asyl. Mens jeg boede på asylcentret,
gik jeg i gang med en masse ting. Jeg sagde til mig selv, at
nu havde jeg tid. Jeg var meget aktiv. Sammenlignet
med Iran er det helt fantastisk at bo i Danmark. Her kan jeg være mig selv. Jeg
kan ånde frit.
- Selvfølgelig savner jeg min familie og
mine venner. Mine venner er måske de eneste, der rigtig kender mig. Selv om jeg
har flere gode venner i Danmark, er der stadig meget, de ikke ved om mig. Vi
har alle noget inde i os, som er meget personligt, og som vi kun kan vise over
tid.
Søgende
Som asylansøger
gik Shohre til frivillig danskundervisning i en kirke i København.
- Her mødte jeg en masse dejlige
mennesker, som jeg stadig har kontakt med. I Iran havde jeg en kristen veninde,
der var balletdanser før revolutionen. Hun inviterede mig somme tider med i
kirke. Da jeg kom til Danmark, var jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvordan
kristendommen er i et frit land. Mine venner i kirken gav mig et Ny Testamente
på moderne farsi, som jeg læste. Jeg var også med til kristne møder.
I dag oplever hun fortsat sig selv som et
søgende menneske.
- Jeg er meget interesseret i de
forskellige religioner. Min familie i Iran er muslimer, men de har et meget
afslappet forhold til islam. Inden revolutionen var der ingen, der gik med hijab. I dag betragter jeg ikke mig selv
som muslim. Jeg vil sige, at jeg er et menneske, der tror på Gud.
Også i sin kunst er Shohre udforskende og
eksperimenterende og arbejder til stadighed med nye former, farver og
materialer.
- Jeg søger at forstå min Gud og mig selv,
og hvor jeg er på vej hen. Når jeg maler, udtrykker jeg, hvem jeg er. Det her
er min oplevelse og mine følelser. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har at leve.
Jeg vil gerne bruge tiden på at lære mere om mig selv og det univers, jeg er en
del af. I mine malerier forsøger jeg at give mennesker noget nyt - en oplevelse
af noget, de ikke har set før. Det er det samme, når jeg spiller daff. Jeg har
altid elsket det instrument. Selv om det indtil for nylig mest var mænd, der
spillede daff, oplever jeg, at jeg gennem musikken kan udtrykke væsentlige
sider af mig selv. Det giver mig stor tilfredsstillelse, når nogen bagefter
siger: ”Når du spiller, føler jeg noget i mit hjerte.”
Drømmen
At livet ikke er
nogen selvfølge, er hun meget bevidst om. Inden for det seneste år har hun
været alvorligt syg og gennemgået en operation med efterfølgende kemoterapi. I
den samme periode er hun begyndt at skrive sin egen musik, og for et par
måneder siden optrådte hun for første gang med dans og bevægelse.
- Min musik og dans giver mig en enorm
tilfredsstillelse. Mentalt betyder det utrolig meget. Jeg har stadig ikke al
den energi, jeg havde tidligere. Jeg har det meget bedre, men jeg bliver
hurtigt træt.
Shohre drømmer om en dag at få sit eget
atelier i København. Men indtil hun er færdig med sit treårige
integrationsforløb, har Udlændingestyrelsen bestemt, at hun skal bo i Allerød.
Hun opholder sig dog mest i København. Det er her, hun giver koncerter,
udstiller og finder de miljøer, der giver hende inspiration. Men en starthjælp
levner ikke penge til transport, så hun har et lille værelse hos en veninde,
hvor hun kan male og sove mellem pensler og halvfærdige malerier.
- Jeg arbejder meget. Fordi jeg kommer fra
en anden kultur, kan jeg give noget nyt til danskerne. Jeg har fået meget her.
Nu vil jeg gerne give noget tilbage til det danske samfund.
Et
udvalg af Shohres billeder kan ses på hjemmesiden
www.kargah.com/shohre_shahrzad