Jeg arbejder for et nyt Irak

I Danmark fik hun ikke et arbejdsliv. I dag er Samia Aziz Mohammed medlem af det irakiske parlament og aktiv forkæmper for dialog og menneskerettigheder.

Samia Aziz Mohammed er dansk statsborger og har ikke glemt sit danske sprog. Indtil for tre år siden boede hun i Næstved, hvor hun siden 1990 har haft flygtningestatus. I dag er den 59-årige kurdisk-irakiske økonom medlem af det irakiske parlament, har 20 bodyguards og bor i en lejlighed i den grønne zone i Bagdad som nabo til den danske ambassade. Da Saddam Hussein blev afsat i 2003, besluttede hun at tage til Irak for at være med til at genopbygge sit land.

For tre år siden udskiftede Samia Aziz Mohammed en tryg tilværelse som pensionist i Næstved med en livsfarlig hverdag som politiker midt i Iraks kaos. I august var den irakiske politiker på ferie i Danmark hos sin mand Saa’doon Karam, der stadig bor i Næstved. Både af sikkerheds- og helbredsmæssige grunde er den 68-årige ingeniør ikke fulgt med sin kone til Irak.

- Hver gang jeg er på besøg hos min mand, er jeg dybt taknemmelig for mit danske statsborgerskab. I Danmark er der vand og el og sikkerhed. I Irak har vi ingen af delene. Når jeg er i Danmark, sover jeg godt om natten. I Irak sover jeg sjældent mere end et par timer. Skal jeg uden for den grønne zone, er det med amerikanske tanks - vel vidende, at jeg risikerer at blive myrdet.

Uden visum

Samia Aziz Muhammed er faili-kurder og født i Bagdad i en shiamuslimsk familie. I 1980 flygtede hun og hendes mand til nabolandet Iran i forbindelse med Saddam Husseins tvangsdeportationer af 250.000 kurdere.

- Først forsvandt min tante og hendes familie. Så min onkel og så mine forældre. Vi vidste, at vi meget vel kunne blive de næste, fortæller Mrs. Samia, der i 1990 endte i Danmark som asylansøger.

- Den første nat tilbragte vi i Sandholmlejrens fængsel. Men vi var heldige. Efter 28 dage fik vi asyl. Til lykke, sagde Røde Kors medarbejderne!

I Danmark blev Mrs. Samia frarådet at gå i gang med en uddannelse. Hun var 42 år og ville alligevel aldrig få arbejde, mente sagsbehandleren. Det samme gjaldt hendes mand, der var fyldt 52. I stedet fik begge tilkendt førtidspension.

- Vi er meget taknemmelige for, at vi blev godt modtaget i Danmark. Vi ville gerne have haft jobs, men når vi ikke kunne få arbejde, er vi meget taknemmelige for, at vi fik pension, selv om vi ikke havde bidraget til det danske samfund. Det var nok, at vi havde ydet noget i vores eget land. Det glemmer jeg aldrig, siger hun.

Søgte efter fængslet bror

Pensionen betød, at ægteparret tilbragte det meste af tiden i huset i Næstved.

- Jeg havde god tid til at følge udviklingen i Irak. Jeg vidste, at jeg kun var gæst i Danmark. Når regimet faldt, ville jeg tilbage.

- Vi var på ferie i Syrien, da det endelig skete i april 2003. Da vi hørte, at de begyndte at åbne fængslerne, besluttede vi at rejse til Irak for at lede efter vores brødre. Jeg havde en bror, der havde været fængslet i 21 år. Min mands bror havde været i fængsel i 22 år. Vi gennemsøgte fængslerne for at finde dem. Jeg fandt ikke min bror, men jeg tog den beslutning, at jeg ville arbejde for alle de andre og være med til at gøre deres historier kendt.

Inden flugten havde Samia Aziz Muhammed en ledende stilling i Iraks nationale luftfartsselskab Iraqui Airways. Hun var ikke politisk aktiv, men i sine forsøg på at spore forsvundne familiemedlemmer havde hun kontakt med kurdiske og udenlandske NGOer og blev senere formand for en faili-kurdisk organisation. Det var medvirkende til, at hun i august 2004 blev valgt ind i Iraks nationalforsamling som repræsentant for Den Kurdiske Alliance. I marts 2005 blev hun valgt til det midlertidige parlament, og i december samme år fik hun plads i Iraks nye parlament med 275 medlemmer.

- Så længe jeg har kræfter og helbred, vil jeg arbejde for fred i Irak. Jeg er ikke bange. Jeg tror på, at Gud er med mig. Men jeg frygter for, at mine nærmeste skal blive kidnappet eller myrdet. Derfor tager jeg heller ikke min mand med til Irak. Det er for farligt for ham. Jeg elsker min mand. Vi har ingen børn. Han er min bedste ven. Heldigvis kommer jeg ofte til Danmark, eller vi mødes i et andet land.

Rejste frivilligt

Samia Azxiz Mohammed understreger, at der er stor forskel på, om en flygtning vender tilbage til sit land frivilligt eller bliver tvunget til at rejse.

- Psykologisk var jeg parat. Det betyder, at når jeg er i Irak, accepterer jeg forholdene. Jeg giver alt, hvad jeg har af mig selv. Mennesker, der tvinges tilbage mod deres vilje, er ikke parate og kan ikke yde på samme måde. De bliver let en byrde for deres land.

- Når Irak igen bliver sikkert, vil mange irakere vende tilbage frivilligt for at genopbygge deres land. Men der bliver næppe fred de første fem år. I dag er det umuligt at vende tilbage. At sende folk tilbage er det samme som at give dem en dødsdom.

Et nyt Irak

Menneskerettigheder, kvinders og det kurdiske mindretals rettigheder er blandt de områder, der har Mrs. Samias særlige bevågenhed.

- Livet har lært mig vigtigheden af dialog og respekt for andre mennesker. Det er måske det vigtigste, jeg har fået med mig fra årene i Danmark.

- Jeg arbejder for et nyt Irak og et nyt Kurdistan. Det bedste, danskere kan gøre for at støtte udviklingen i Irak, er at uddanne børnene og de unge. Det gælder også de irakiske asylansøgere, der ikke har opholdstilladelse. Lad ikke vores børn vokse op uden ordentlig skolegang og uddannelse. Om ti eller femten år har vi brug for dem i Irak.

Søger danske værter

I Danmark havde Samia Aziz Mohammed og hendes mand god kontakt med irakiske landsmænd - både muslimer og kristne. Men de havde ikke kontakt med danske kirker eller menigheder.

- Ingen inviterede os. Jeg er kurder og shiamuslim, men jeg har ingen problemer med at respektere andres religion. Vi er alle mennesker. I Irak er to af mine bedste veninder kristne.

Den irakiske politiker retter en bøn til kristne i Danmark:

- Vær med til at hjælpe Iraks børn og unge. De har intet af alt det, I tager for selvfølgeligheder. Jeg forsøger at skaffe sponsorer til børn, der har mistet deres fædre under den seneste krig. Jeg håber også at kunne tage en gruppe unge med forskellige religioner til Danmark et par uger for at give dem et pusterum fra volden og vise dem, hvordan livet er uden for Irak. Men jeg har brug for danske unge, der vil være værter for en ung iraker. Under krisen i forbindelse med de danske Muhammed-tegninger måtte jeg ofte forklare, at det ikke er alle danskere, der ønsker at fornærme muslimer. Jeg vil gerne have irakiske og danske unge til at mødes og lære at forstå hinanden på tværs af religion. Det er børnene og de unge, der er fremtiden.

BMF