Kurdisk
familie genforenet i Skive efter ti år
Den gæstfrie
kurder slår smilende ud med armene: Velkommen. Velkommen i mit hjem. Værsgo,
værsgo, siger han mange gange.
De stiller gerne op til et familiefoto -
Mahmoud Abdo Zahabi (48), hans kone Noura (43) og de fire sønner Mani (21),
Jomerd (17), Joan (15) og Allain (12). De står tæt sammen under Kurdistans flag
og portrætterne af de kurdiske ledere, der indtager hæderspladsen i dagligstuen
i det nybyggede gårdhavehus på Fyrrevænget i udkanten af Skive.
For Mahmoud og
hans kone Noura er familiefotos ikke nogen selvfølge. Fra Mahmoud måtte flygte
ud af Nordirak for ti år siden og frem til september sidste år har familien
været adskilt. I den mellemliggende tid var Mahmoud, der er armensk kurder og
kristen, i en periode fængslet og udsat for tortur. Senere lykkedes det ham at
flygte til Beirut, hvor han blev anerkendt som flygtning af FN. I 1995 blev han
sendt til Danmark som en af de 500 kvoteflygtninge, som Danmark har forpligtet
sig til at modtage hvert år fra flygtningelejre rundt omkring i verden.
DNA-tests
Selv om Mahmoud har boet i Danmark i fem år, har han først
for nylig fået tilladelse til familiesammenføring. Da han var flygtet ud af
Irak uden papirer, kunne han ikke fremvise nogen vielsesattest. Derfor ville de
danske myndigheder ikke tro på, at Mahmoud var gift og havde kone og seks børn.
Først efter adskillige klager over afslag på familiesammenføring og en række
DNA-tests, som klart beviste familieforholdet, lod myndighederne sig
overbevise. I februar sidste år kom to sønner til Danmark, og i september
fulgte Noura med de to yngste. To sønner har endnu ikke fået tilladelse til
familiesammenføring og befinder sig i Beirut.
Den 48-årige
kurder forstår ikke de danske myndigheder:
- Hvorfor skulle
jeg vente så længe? Jeg vil bare gerne have alle mine børn til Danmark, så vi
kan blive en familie igen. Hvorfor må to af mine sønner ikke komme? Jeg er
meget bekymret for dem. De har ingen familie i Beirut. Jeg er meget vred og
meget, meget træt, siger han.
Alene med seks
børn
Som mange andre flygtninge handler denne families historie om flugt og adskillelse,
umenneskelige lidelser og en ukuelig vilje til at overleve.
Noura er endnu
ikke begyndt på sprogskole og har ikke mange danske ord. I Irak og
Tyrkiet arbejdede hun som syerske. Hun taler kurdisk og arabisk men har aldrig
lært at læse og skrive. Gennem en bekendt, der er på besøg, fortæller hun sin
historie:
- Jeg har oplevet
mange, mange ting. Da min mand måtte flygte ud af Irak under krigen, var det
rigtig meget svært. Jeg var alene med seks børn. Det var så tungt som hele
verden. Vi havde ingen penge. Nogle venner hjalp os. Senere måtte vi også
flygte. Vi var jo kurdere. Der var krig. Der var bomber. Det var meget farligt.
Vi var mange kurdere, der flygtede til Tyrkiet i lastbiler. Vi havde Mahmouds
billede med, men vi vidste ikke, hvor han var, eller om han var død. Vi fik
først at vide, at han levede, da han var kommet til Danmark. Men vi kunne ikke
blive i Tyrkiet og vente på visum til Danmark. Vi måtte låne penge af en ven
for at komme videre til Beirut, hvor vi boede ulovligt i fem år. To af mine
sønner kom i fængsel, fordi vi ikke havde papirer. Det var meget svært. Livet
er hårdt. Hvis man ikke tror på Gud, betyder livet ingenting, siger den spinkle
kurdiske kvinde, der i ti år formåede at holde sammen på sin familie og
videregive grundlæggende livsværdier til sine seks drenge, hvoraf de fire i dag
er godt på vej ind i en dansk hverdag.
Visum til
Danmark
Hun kan ikke sætte ord på, hvordan det føltes at få visum
til Danmark efter fem års venten i Beirut uden penge og under kummerlige
forhold.
- Vi var meget,
meget glade. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt. Jeg kan ikke forklare, siger
hun med et smil. Men hun er fortsat meget bekymret for de to sønner, hun har
efterladt i Beirut. Ofte kan hun ikke sove om natten, fordi hun tænker på dem.
Efter de mange
års adskillelse skulle familien bruge tid på at lære hinanden at kende igen i
en ny hverdag i et nyt land. Da Mahmoud forlod Irak, var den yngste søn 2 år. I
dag er han 12. Men man skal ikke opholde sig længe i familiens hjem for at
fornemme, at der er god kontakt mellem ægtefællerne indbyrdes og mellem
forældre og børn.
Aldrig gået i
skole
Da de kom til Danmark, var alle i familien analfabeter.
Ingen af børnene har nogen sinde gået i skole. Den ældste søn Mani har arbejdet
med møbelsnedkeri, siden han var 10 år. I Beirut arbejdede han i perioder
seksten timer i døgnet i op til tre forskellige jobs for at forsørge sin mor og
sine søskende. Penge til skolegang kunne der ikke være tale om. I dag går han på sprogskole i
Skive.
- Det er første
gang i mit liv, at jeg går i skole. Jeg klarer mig godt på sprogskolen. Det er
sjovt! Jeg ved godt, at jeg aldrig vil kunne læse videre, men jeg vil gerne på
teknisk skole, så jeg kan blive maskinsnedker. Jeg har ikke så mange venner
endnu her i Danmark, for jeg passer lidt på. Der er nogle, der stjæler og ryger
hash. Dem vil jeg ikke have noget med at gøre. Men jeg kommer somme tider i
kirken og i Indre Missions Ungdom, selv om jeg har lidt svært ved at forstå
alt, hvad de siger.
Fysiske og
psykiske sår
I Irak havde Mahmoud eget møbelværksted. I Danmark vil han
gerne arbejde med møbelfremstilling men ved ikke, om han nogensinde får det så
godt, at han bliver i stand til at arbejde. Ved ankomsten til Danmark havde han
alvorlige fysiske og psykiske men efter fængselsophold, tortur og lang tids
uvished om familiens skæbne. De danske myndigheders gentagne afslag på
familiesammenføring gjorde det ikke bedre. I dag er den 48-årige familiefar
fortsat under behandling og har svært ved at koncentrere sig.
- Jeg har haft
mange dårlige oplevelser, som jeg ikke forstår. Da jeg skulle hente min kone i
Kastrup Lufthavn sidste år, blev hun tilbageholdt af politiet, selv om hun
havde gyldigt visum. Politiet troede ikke på, at hendes papirer var ægte. Og i
toget på vej til Skive var der en dansk dame, som troede, at vi havde stjålet
hendes penge. Hun tilkaldte politiet, og der kom to betjente. Vi skulle åbne
alle vores tasker. Vi var meget chokerede. Jeg var meget vred, fortæller
Mahmoud.
Danske venner
I Skive har familien lært en dansk familie at kende gennem
Indre Mission. De er pensionister, og det sidste halve år har manden været på
besøg mindst en gang om ugen.
- Det er en
utrolig dejlig familie, siger han. De siger altid, at vi skal komme og spise.
Vi har fået fantastisk meget gennem dem.
(Nyt på tværs
nr. 1-2000)