Morris
Adley har altid oplevet sig som anderledes. Og gør det stadig i dag, hvor han
er fyldt 62 og snart kan fejre 10-års jubilæum som organist i Rudkøbing på
Langeland. Anderledes fordi han som international koncertorganist er kendt
langt ud over Danmarks grænser. Anderledes på grund af sit amerikanske
statsborgerskab og sin hudfarve. Anderledes på grund af sin personlige
livshistorie.
Han tager imod i
stuelejligheden i et gammelt byhus i Rudkøbing et stenkast fra kirken. Her har
han boet de sidste 10 år. Klaveret, de mange noder på reolen og en omfattende
pladesamling vidner om et liv med musik. Og at det ikke blot er Bach og
Buxtehude, røber en tuba i den tilstødende stue. Organisten i Rudkøbing har
også været medlem af Langelands Brass Band.
Det var en livslang fascination af orgler
og orglets klangmuligheder, der bragte Morris Adley til Danmark for over 30 år
siden. På et musikbibliotek i hjembyen Newport i den amerikanske delstat Rhode
Island havde han hørt en indspilning fra en orgelkoncert i Christiansborg Slotskirke
med nu afdøde lærer ved musikkonservatoriet i København Finn Viderø.
- Jeg var dybt fascineret. Jeg havde
aldrig hørt noget lignende. Den mand ville jeg møde! Og hvor utroligt det end
lyder, accepterede han mig som elev - en ung, nyuddannet, totalt ukendt
amerikansk organist. ”Du har talent!” sagde han. Jeg studerede under ham i et
år, bestod organisteksamen fra Musikkonservatoriet, tog hovedfag i musik fra
Københavns Universitet og blev ansat som organist ved Brorsons Kirke i
København i 1980, fortæller Morris Adley, der senere kom til Tåstrup Nykirke og
Virum Kirke, inden han i 1995 endte på Langeland.
Hvorfor Langeland?
- Det var her,
jeg blev tilbudt et job. Jeg havde været et år i USA for at finde ud af, hvad
jeg ville med resten af mit liv, og havde gjort op med mig selv, at det var i
Danmark, jeg ville blive gammel.
Det har han ikke fortrudt og fortæller
engageret om gudstjenesten i Rudkøbing Kirke:
- Det er absolut festligt at spille her.
Vi har en dejlig syngende menighed, som har vænnet sig til mine variationer
under salmerne. Det giver megen anerkendelse at være organist i en lille by som
Rudkøbing. Når jeg går ned ad gaden, er jeg organisten. Det har jeg aldrig
oplevet før. Det er faktisk dejligt, siger han med et smil.
- Da jeg først fik jobbet, tog
menighedsrådet imod mig med vinflasker på trappen og et kort, hvor der stod:
”Vores dør er altid åben.” De var bange for, at jeg skulle blive ensom.
Selvfølgelig kender jeg til ensomhed, men om man bliver ensom som udlænding
kommer meget an på, hvem man er. Man skal være parat til at møde folk halvvejs,
siger Morris Adley, der regner med at blive på Langeland, til han skal
pensioneres.
- Der kom et tidspunkt, hvor jeg var nødt
til at opgive mine ambitioner om større ting og acceptere virkeligheden - være
realistisk og se på min fødselsdato. Jobbet her er ikke så krævende. Det giver
mig mulighed for at rejse ud i verden på koncertturnéer. Det gør jeg hvert år.
Det betyder meget for mine musikalske ambitioner.
Hittebarn
Egentlig er han
et privat menneske, der ikke gerne fortæller om sig selv. Men da samtalen
bevæger sig ind på 40ernes og 50ernes USA med lynchninger og manglende
stemmeret til sorte, læner han sig frem og begynder at fortælle om barndommen,
der begyndte på livets skyggeside i et af New Yorks sorte kvarterer.
- Min mor efterlod mig på trappen til en
sort baptistkirke i håb om, at kristne mennesker ville tage sig af mig. Hun var
18 år og ugift og kunne ikke overskue fremtiden. Så jeg er hittebarn. Mit
efternavn fik jeg fra min første plejemor, en Mrs. Adley, der døde tidligt.
Herefter flimrer barndomsminderne: Efter
et ophold hos en ældre kvinde, der ikke kunne styre ham, endte han på gaden,
kom i fængsel og senere på børnehjem. Til sidst tog plejemorens søster ham til
sig sammen med fem andre forældreløse børn.
- Hun reddede mit liv. Hun var en stærk og
myndig dame, der drev et privat plejehjem for sorte i Rhode Island. For hende
var det en pligt at tage sig af børn, der havde haft en svær start i livet. Hun
havde en dyb kristen overbevisning, som hun levede ud i hverdagen. Hun var et
fantastisk eksempel for mig. Hun døde for seks år siden i en alder af 91. Jeg
skylder hende utrolig meget.
Spillede
tuba
Her fik han for
første gang mulighed for at få musikundervisning og udvikle sit musikalske
talent.
- I gymnasiet manglede de en, der kunne
spille tuba i skoleorkestret. Så jeg lærte at spille tuba. Men jeg havde altid
været fascineret af orgler. Tænk at det kunne lade sig gøre at spille med
fødderne! Jeg begyndte på egen hånd at spille klaver og orgel og rejste senere
til Montreal, hvor det var mit store held at blive elev hos den verdenskendte
cembalist Kenneth Gilbert. Han så mit talent og troede på mig.
Men jeg har altid
arbejdet hårdt. For andre kommer det lettere. Jeg kan stadig blive helt
misundelig, når jeg i en elev ser et virkeligt naturtalent.
I dag er det Morris Adley, der efter et
langt liv som organist giver videre af sin ekspertise. Når han ikke sidder på
orgelbænken i Rudkøbing Kirke, har han privatelever i klaver og orgel, leder
Rudkøbing Kirkekor og arrangerer kirkekoncerter. Sideløbende har han givet
utallige orgelkoncerter i ind- og udland.
- Jeg er taknemmelig for at bo i Danmark.
Det er et af de få lande i verden, hvor man kan leve af at være organist. Jeg
håber, at jeg gennem årene har givet noget tilbage til Danmark.
- Som organist prøver jeg at introducere
alsidighed og inddrage kvalitetsmusik fra andre verdensdele og traditioner. Jeg
er heller ikke bange for rytmisk musik. Det er en vigtig del af min egen
baggrund. Ved den sidste koncert i Rudkøbing opførte mit kor en jazz-udgave af
en gammel dansk salme. Flere sagde bagefter, at det havde de aldrig hørt før -
men de kunne godt lide det!
Baptistkirke
Hans egne
kirkelige rødder går tilbage til den sorte baptistkirke i USA og den
anglikanske kirke, som han i en periode var medlem af.
- Jeg er en meget stor fan af den
anglikanske liturgi og salmetradition, som jeg mødte som voksen. Som barn
voksede jeg op i en sort baptistkirke med kirkegang hver søndag - nyvasket og i
stiveste puds! Jeg er stadig tiltrukket af det stærke sociale netværk i
menigheden. Her er man altid velkommen, uanset hvem man er. Har man ingen
venner, får man det i kirken. I en dansk kirke er der ikke det samme sociale
netværk. Og selv om kirkedøren er åben, sker der ingenting mellem
gudstjenesterne. I en amerikansk baptistkirke sker der noget hver dag hele
ugen. Der er korprøver, ældremøder, børnemøder og så videre. Kirken er en del
af samfundet. I Danmark er kirken en institution. Den er der - men den er der
alligevel ikke, for meget få forstår rigtig at bruge den. Det hedder en
folkekirke, men der er ikke ret meget folkeligt ved den. Efter gudstjenesten går
man hver til sit i modsætning til USA og England, hvor der altid er kirkekaffe
bagefter, og man hygger sig og deler den inspiration, man har fået fra
gudstjenesten. I Danmark er kirken mere ritual end kirkelig bevidsthed. Men det
er åbenbart sådan, danskerne vil have det. Spørger du om min personlige mening,
føler jeg, at der mangler noget.
Amerikansk
statsborger
Som
afroamerikaner er Morris Adley meget bevidst om sine rødder. Selv om han har
boet i Danmark over halvdelen af sit liv, har han ingen planer om at opgive sit
amerikanske statsborgerskab.
- Uanset hvad man gør som udlænding i
Danmark, vil man aldrig blive betragtet som dansker. Jeg lever en tilværelse i
en hvid verden - og klarer mig fint. Men i disse tider med racisme mange steder
kan jeg ikke udelukke, at jeg en dag kan blive tvunget til at forlade
Danmark.
Han tænder endnu en cigaret, ser ud af
vinduet og siger:
- På engelsk siger vi, at livet er det,
der sker, mens man planlægger noget andet. Jeg har været heldig.
Imod alle odds.
Sammen med Gud er det musikken, der har reddet mit liv.