Spansk psykiater opfordrer til, at flygtninge behandles som mennesker i sorg
Den schweiziske psykoterapeut Paul Tournier kalder det the sense of the person - evnen til indlevelse. Sikkert er det, at Pablo Martinez i udpræget grad formår at forene lægefaglig viden med dyb respekt og forståelse for mennesker, hvis livshistorier er vidt forskellige fra hans egen. Det beviste den 51-årige kristne psykiater fra Barcelona endnu en gang som hovedtaler på Tværkulturelt Centers konference København i marts med temaet Sorgens mange ansigter. - I dette interview peger Pablo Martinez på en ofte overset sammenhæng mellem anerkendelse af flygtninges sorg og deres evne til integration i et nyt land.
- Du har
skrevet en bog om sorg i forbindelse med dødsfald og skilsmisse. Hvad har disse
oplevelser til fælles med flugt og eksil?
Der er mange
paralleller mellem den sorg, de fleste mennesker kender - sorgen over at miste
et menneske, man holder af, gennem dødsfald eller skilsmisse, og flygtninges
reaktioner, når de tvinges til at forlade deres land. Ikke alene har mange
flygtninge allerede mistet nære familiemedlemmer under traumatiske
omstændigheder. Når de kommer her, har de også mistet deres land, sprog, hjem,
job, sociale relationer og status - alt det, der giver identitet og sammenhæng
i et menneskes liv. At sørge over disse tab er helt naturligt og en proces, der
under normale omstændigheder varer flere år.
- Hvad kendetegner et normalt sorgforløb?
Grundlæggende kan man
skelne mellem tre faser, der kan variere i længde og intensitet: I den første
fase bruges energien på at skære båndene over til fortiden og bearbejde
adskillelsen fra den person, sammenhæng eller livssituation, som den sørgende
har mistet. I næste fase begynder den sørgende at tilpasse sig den nye
livssituation og måske en ny identitet. For flygtninge handler det blandt andet
om at lære et nyt sprog og nye adfærdsmønstre. Det er en proces, der tager tid
og får mange til at føle sig som børn, der skal lære alt forfra - en meget
ydmygende oplevelse. I sidste fase begynder den sørgende at genvinde en følelse
af mening med livet og bliver igen i stand til at interessere sig for
fremtiden.
- Hvilken støtte har et sørgende menneske brug for?
Det er vigtigt at
huske, at evnen til indlevelse - empati - ikke er forbeholdt fagfolk som læger
og psykologer. Når vi taler om følelser
og følelsesmæssige reaktioner, har vi mennesker langt mere til fælles, end
mange tror. Sorg er en universel livskrise, der går på tværs af kulturer og
kontinenter og afspejler, at vi alle har de samme grundlæggende behov. Sorgen
giver os et fælles sprog og en fælles forståelse. Derfor er det også muligt at
leve sig ind i flygtninges følelser uden selv at have været i eksil. Når vi
sammen med flygtninge kan sætte ord på deres følelser af tab og savn,
kommunikerer vi fra hjerte til hjerte. Netop omgivelsernes forståelse og
sympati er afgørende for, hvor hurtigt flygtninge - og andre sørgende - bliver
i stand til at orientere sig mod fremtiden.
Alle, der sørger, har brug for støtte,
praktisk hjælp og nogen, der vil lytte og bare være fysisk til stede. Jeg tror,
at mange flygtninge hurtigere ville blive i stand til at opbygge en ny hverdag,
hvis de fik hjælp til at sørge. Men desværre oplever mange, at omgivelserne
møder dem med krav og fordomme i stedet for forståelse og medfølelse.
Jeg kommer selv fra en sund og
velfungerende kristen familie. Min far, der i dag er 82 og pensioneret præst,
har altid været et forbillede for mig. Derfor har jeg et overskud til at hjælpe
andre, som både er mit privilegium og min pligt.
- Bliver flygtninge nogen sinde færdige med at sørge?
For nogle mennesker
er sorgen en livslang proces, som de aldrig kommer igennem. I stedet må de lære
at leve med sorgen. Det er min erfaring, at den bedste hjælp, vi kan give
mennesker med dybe ar på sjælen, er det kristne håb. Selv om alt synes håbløst,
er det muligt at nå dertil, hvor livet igen bliver værd at leve. Her har det
kristne håb stor terapeutisk værdi, fordi det fortæller os, at Gud har en
fremtid til os. Som profeten Jeremias sagde til israelitterne, da de var i
eksil i det nuværende Irak: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger
Herren, planer ... om at give jer en fremtid og et håb.” (Jeremias 29,11).
Det håb kan vi alle være med til at
formidle. Men først må vi gå sammen med flygtningene gennem sorgen - lytte til
deres oplevelser og lade dem mærke, at vi kan identificere os med deres
følelser.
- I den aktuelle debat om integration omtales flygtninge sjældent som mennesker i sorg. Hvad skyldes det?
Ofte mangler vi evnen til
at sætte os i andres sted. Mange er ganske enkelt ikke klar over, hvad
flygtninge har været igennem. Men det
kan i sidste ende komme til at koste dyrt - ikke kun for den enkelte flygtning,
men også for samfundet. Hvis en sorgproces enten afkortes eller forlænges
unaturligt, som det for eksempel sker for asylansøgere, der venter i årevis på
asylcentre, fører det let til psykiske såvel som somatiske lidelser. Det har
stor betydning for de pågældendes evne til at bidrage til deres nye samfund,
fordi al psykisk energi fortsat bindes i sorgprocessen.
Når vi har travlt med at sætte etiketter
på hinanden, glemmer vi let, at en flygtning altid
først og fremmest er et menneske med de samme følelser som jeg selv. Har man
først set ind i et andet menneskes øjne, er der grænser for, hvordan man kan
behandle den anden. Det er vigtigt at huske i den aktuelle debat.