Imad Nissan Karyo er umulig at sætte i bås. At han er kristen står ikke til diskussion. Danskerne kalder ham katolik. Selv kalder han sig kaldæer. Når Første Mosebog fortæller om Abraham, der emigrerede fra byen Ur i Kaldæa, handler teksten om Imads forfædre. Han voksede op i den nordirakiske by Mosel nær ruinerne af oldtidsbyen Ninive.

Han har skabt det moderne Iraks højeste statue, der står uden for et af den irakiske præsident Saddam Husseins mange paladser i fødebyen Mosul i det nordlige Irak.

Han har tilsyneladende grænseløs energi. Idéerne vælter frem. Altid nye projekter.

Han udlåner missionshuse til asylansøgere, der gerne vil holde fødselsdagsfest (hvis de inviterer danskerne med til festen!), han lærer flygtninge at synge danske sange - og danskere at synge arabiske salmer, han vil vise familiefilm på storskærm i missionshuset for kristne flygtningefamilier, han holder minikurser i kristendom på arabisk for kristne asylansøgere og tager irakiske fædre med på besøg på danske  efterskoler for at få dem til at sende deres store børn afsted. 

Han er diakonal integrationsmedarbejder i den kirkelige organisation Indre Mission og den første kristne flygtning og ikke-lutheraner, der er fået ansættelse i en folkekirkelig organisation.

Han skubber udlændinge i gang, som aldrig har fået fodfæste i Danmark. Og han skubber danskere i gang med at kontakte deres nye naboer.

Han tager irakiske fædre med ud til danske efterskoler for at de selv skal kunne vurdere, om det er noget for deres børn.  Efterskoler er et ukendt begreb for de fleste udlændinge.

- Giv dem tid, siger han. De drømmer om en god fremtid for deres børn. Lad os hjælpe dem. 

Han gør tingene på sin egen måde. Han kan tale med alle i dansk kirkeliv - og nyder at bringe danskere sammen, som normalt ikke ville møde hinanden.  

Han går rundt med en arabisk mobiltelefon i lommen: 

- Det er en arabisk hotline. Alle er velkomne til at kontakte mig om hvad som helst.

Han tager ud til muslimske familier med gaver og slik til børnene ved Eid-festen ved Ramadanens afslutning og siger Mabrook -  et arabisk ord, der betyder til lykke med festen. 

     - Det handler om respekt. Når vi viser respekt for andres tro, respekterer de også vores tro. Når jeg for eksempel siger nej tak til en kop te, når jeg besøger en muslimsk familie, der faster i Ramadanen, viser jeg respekt for deres tradition. Så viser de også respekt for min tradition. Jeg går ikke på kompromis med min egen tro, fordi jeg viser respekt for andres. Dermed har jeg ikke sagt, at jeg er enige med dem - blot at jeg respekterer deres tro.

Dansk kristendom handler meget om ord. For mange kristne udlændinge handler kristendommen først og fremmest om, hvordan vi lever vores liv. At være kristen er noget synligt. Kritendommen har aldrig været en usynlig religion.

Kristne udlændinge kan være det lys udefra, som kan hjælpe kirken i Danmak med at få et klarere billede af sig selv. - Han understreger, at det ikke er hans egen idé. Det var en dansker, der for nylig sagde det til ham. Siden har han tænkt meget over, hvad det vil sige at være lys. 

- Jeg ved godt, at det er noget meget subjektivt, men jeg oplever ligesom ikke Kristi tilstedeværelse ved en gudstjeneste på dansk i en dansk kirke. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Noget skyldes sproget. Fællesskabet er også anderledes. I Irak har de kristne brug for hinanden. Vi har et socialt fællesskab uden for gudstjenesten. I Danmark smiler man pænt til hinanden på vej ud af kirken - og så går man hjem.

Hvis kristne udlændinge ikke oplever fællesskab i kirken, holder de op med at komme.

Mange kristne udlændinge foretrækker den katolske kirke frem for folkekirken. Det er ikke altid, fordi de er katolikker, men fordi der er mange andre udlændinge i den katolske kirke, som har de samme følelser. Der behøver menigheden hinanden - både åndeligt og socialt. Det gør man sjældent i folkekirken. 

Den multietniske gudstjeneste på Tværkulturelt Centers sidste konference i Århus var en vidunderlig oplevelse. Der var en rumænsk sanger, der sang rumænske liturgiske sange. Det var bare... Det er noget med at komme lidt fri af den traditionelle måde.

- En gang imellem har jeg brug for andre måder at holde gudstjeneste på end den danske. Måske kan danskere ikke forstå det. Men andre udlændinge forstår mig.

- Når jeg går i kirke i Danmark, må jeg tage mit danske kirkeansigt på. Jeg kan ikke bare komme som jeg er. For kirken har ikke udviklet sig parallelt med resten af samfundet de sidste 50 år. Vi bliver nødt til at finde en anden rytme som kirke. Musikken derude på den anden side af kirkedøren er helt anderledes end inde i kirken. Samfundet forandrer sig med lynets hast. Men kirken er som for 50 år siden. Som kirke må vi finde en anden rytme, så samfundet opdager at vi taler samme sprog.

- Folk i kirken kender jo godt livet udenfor. De er jo lige kommet deudefra, når de sætter sig på kirkebænken. Vi er nødt til at blive bedre til at bygge bro mellem de to verdener. Ellers har folk ikke lyst til at komme. Kirken og missionshusene er for anderledes i forhold til resten af samfundet. Derfor er de fleste danskere ikke interesserede i kristendommen. Og udlændinge lærer hurtigt, at hvis de skal blive integrerede i Danmark, skal de holde op med at praktisere deres religion.

- Som kristne mennesker har vi et budskab, som er anderledes end samfundets budskab, men vi er ikke en anden slags mennesker! 

Vi må åbne dørene. Folk udenfor skal kunne se, at vi er normale mennesker. At vi kan le og græde og skælde ud og elske og more os og have det sjovt... Det er vores ansvar at åbne dørene - ikke de andres. 

- I Danmark står alt til diskussion. Sådan tænker du. Det er interessant, siger danskerne - og så siger de farvel og går hjem!

- I Danmark er alt privat. Alting er op til dig selv. "Som du vil, " siger danskerne. Det gælder også i forhold til kirken. Når folk ikke kommer, er det i orden. De har  travlt. Det er jo op til dem.

Men som iraker går jeg også i kirke på grund af fællesskabet. Hvis vi ikke finder mere end den verbale kristendommen, holder kristne udlændinge op med at gå i kirke.

Hvis der var flere udlændinge i folkekirken, ville flere få lyst til at komme. 

- Når jeg taler med mennesker eller tager ud og holder foredrag, fjerner jeg sten. Jeg kan ikke gøre mirakler. Det kan kun Gud. Stenene kan være de fordomme, vi har om hinanden - danskeres fordomme om udlændinge, og udlændinges fordomme om danskere. Vi går alle rundt med billeder af hinanden. Men de fleste gange passer billederne ikke med virkeligheden. Det ved vi bare ikke.

Nogle danskere tror, at man straks kan begynde at tale om religion med en muslim. Men sådan er virkeligheden ikke. Først er der sten, der skal fjernes. Ellers kan nye planter ikke komme op. Og som kristen vil jeg gerne så nye planter hos mennesker, der har en anden religion. Jeg arbejder meget med, hvordan vi kan gøre kristendommen mere tiltrækkende. Tænk på Lazarus i Det nye Testamente. "Tag stenen væk," sagde Jesus, inden han kaldte Lazarus ud. Gud arbejder ikke alene. "Tag stenen væk, så skal jeg vise jer, hvem jeg er," siger Jesus. Miraklerne er ikke vores bord. Vores er den lette del.

- Udlændinge er vant til at være gæster. Lad dem også få lov at være værter. Det er svært altid at være gæst. Man slapper aldrig helt af.

- Jeg er iraker. Irakere fortæller historier.

- Jeg oplevede et stærkt kald til at leve mit liv for Gud, mens jeg var i Irak. Jeg stod på toppen af et stilads en sen nat i Irak. Jeg arbejdede på en statue. Da det begyndte at blive lyst, var det en fantastisk solopgang over floden og bjergene. Jeg oplevede, at Gud talte  direkte til mig og spurgte, om jeg elskede ham. Ville du også elske mig, selv om du ikke kunne se? Jo, det ville jeg da. Selv om du ikke kunne høre og tale? Jo, men det ville være sværere... Selv om du ikke kunne gå? Ville du stadig gå på mine veje? Jo, men... Der på toppen af stiladset blev jeg pludselig klar over mit ansvar: Jeg kunne jo både se og høre og tale og gå.

- Vores liv er som blomster. Vi kan vente med at give Gud vores liv, til der kun er en vissen stængel tilbage. Den tager han også imod. Men hvem vil give sin elskede en vissen stængel? Hvis vi siger, at vi elsker Gud, hvad er det så, vi giver ham?

- Jeg giver kristne asylansøgere minikurser i kristendom på arabisk. For nogle er kristendommen kun et navneskilt. Mange kommer fra lande, hvor man kan blive slået ihjel for sin kristne tro. Men de kender ikke kristendommen som en oplevet virkelighed. Når jeg tilbyder at fortælle, vil de gerne komme. Mine kurser handler også om, hvordan vi skal leve, hvis vi vil bygge bro til mennesker med en anden religion. De er vores gæster i kristendommen.

Bibelen kan føre os til Kristus. 

Kristendommen kan ikke adskillles fra kristnes opførsel, hvis vi ønsker at dele den kristne tro med andre. Kristendommen skal ikke blot høres. Kristendommen skal leves.

Når jeg holder møder, tager jeg somme tider muslimer med. Så fortæller jeg danskerne i kirken eller missionshuset, at der er muslimer til stede i aften, og at vi skal vise dem respekt. Nogle har aldrig mødt en muslim før.

I Irak er det umuligt for kristne at tale med muslimer om kristnes forståelse af Gud. Det er ganske enkelt for farligt. Når vi møder muslimer her i Danmark, er det en helt anden situation. Mange vil gerne høre om kristendommen.

- Somme tider oplever jeg Guds hånd på min skulder. Som kaldæer kommer jeg fra en meget gammel kristen kirke. Vi har været kristne i to tusind år. Selvfølgelig må jeg dele min kristne arv. Hvordan kan jeg gøre kristendommen tiltrækkende?

For mange udlændinge er Danmark et lille koldt land. Danskerne tager en masse tøj på og skjuler deres følelser langt inde bag tøjet.  

Udlændinge kan være som sandpapir for kirken. At være sandpapir er et stort ansvar. Man er med til at forme noget.

Da jeg sagde ja til at arbejde for Indre Mission, vidste jeg ikke særlig meget om dansk kirkeliv. I dag er jeg stolt af Indre Mission - og at de turde ansætte mig! Vi er meget forskellige. Men de giver mig en chance. Og jeg har lært meget - om mig selv og min tro.

Og jeg giver dem en chance!

Jeg kan godt lide at komme ud og møde folk. Tale med dem. Både udlændinge og danskere.

Blå bog: Født 1955 i byen Mosel i det nordlige Irak. Tilhører den kaldæiske kirke, der er den største kristne kirke i Irak. Diakon i kirken. Uddannet telekommunikationsingeniør og videreuddannet i Japan. Kunstner og billedhugger. Havde eget atelier i Bagdad med XX ansatte.

Flygtede fra Irak i 19XX på grund af politiske problemer. Kom til Danmark som asylansøger i 19xx efter 3 år i Jordan. Fik asyl i 19xx. Boligplaceret i Kirke Såby på Sjælland. Fik familiesammenføring med sin kone og dengang to børn i januar 199X. Har udført flere udsmykningsarbejder på danske asylcentre. Foråret 2001 ansat som diakonal integrationsmedarbejder i Indre Mission. Modtog Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus - Årets Knus 2002. Gift med Ghada Korgis (37). Familien har tre børn: Farah (14), Eva (12) og Daniel (2) og bor i Silkeborg. 

Imads arabiske mobiltelefon: 26 89 22 55