Musik bygger bro

Armensk klarinettist kom til Danmark som asylansøger for syv år siden

Inden Edouard Galstian kom til Danmark i 1994, havde han altid troet, at han skulle være professionel musiker. Men krigen mellem Armenien og nabolandet Azerbaijan, der startede i 1988, vendte op og ned på alt. To år før Edouard ville have afsluttet en uddannelse som klarinettist ved musikkonservatoriet i Armeniens hovedstad Jerevan, kom indkaldelsen til militæret. Som mange andre unge mænd, der ikke ville til fronten for at kæmpe i en meningsløs krig, afbrød han studierne og flygtede ud af landet.

For Edouard endte flugten i Danmark, hvor han tilbragte de næste to år på et asylcenter på Stevns – i begyndelsen uden at kunne tale hverken engelsk eller dansk. I dag har den 32-årige klarinettist opgivet drømmen om at blive professionel musiker, men musikken er langt fra lagt på hylden. I fritiden spiller han folkemusik fra Armenien og Balkan til stor glæde for sine landsmænd såvel som mange musikglade danskere, og klassiske kirkekoncerter bliver det også til en gang imellem.

- Musik betyder stadig rigtig meget for mig. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden musik. I de to år, jeg ventede på at få asyl, øvede jeg mig rigtig meget, og jeg var så heldig at få mulighed for at give en række kirkekoncerter på Stevns og spille i forskellige mindre orkestre og bands. Som asylansøger reddede musikken mig ofte. Når jeg var stresset af ventetiden, kunne jeg spille et par timer og få det bedre.

- I dag spiller jeg ikke så meget klassisk mere, fordi det kræver megen øvelse hver dag, og det har jeg ikke tid til. Men folkemusikken er en del af mig. Jeg er vokset op med den armenske folkemusik, der stadig er en levende tradition i Armenien.

Karriereskift

Da Edouard fik asyl for snart fem år siden, fandt han ret hurtigt ud af, at hans chancer for engang at få ansættelse i et orkester i Danmark var meget små. Der var simpelt hen for mange klarinettister og for få orkestre. Han var nødt til at tænke i nye baner, hvis han ville have et job. Og det ville han. Derfor slog han til, da han blev tilbudt et IT-kursus, og han er nu ved at afslutte en uddannelse som internet-systemudvikler.

- Jeg er et meget praktisk menneske. Jeg vil altid finde på noget. Jeg er næsten hundrede procent sikker på, at jeg finder et job i IT-branchen. For mig handler det om at opbygge en fremtid her. Selvfølgelig er det sværere for mig end for en dansker. Men sådan er det bare. Sproget er stadig en barriere. Man har lyst til at sige noget, men man kan ikke finde de rigtige ord at sætte sammen. Det kan godt være frustrerende ikke altid helt at kunne give udtryk for, hvem man er.

Hjemme i lejligheden i Hedehusene taler Edoaurd armensk og russisk med sin kone Inga, som han kendte fra Armenien og blev gift med på Stevns i 1998.

- Efter at jeg blev gift, har jeg fået det meget bedre. Jeg er meget gladere end før. Dengang var jeg alene. Nu har jeg min kone ved min side. Hun er min ven. Min familie betyder meget for mig, og for mig er skilsmisse ikke en mulighed. Jeg ved, at det kan være svært for to mennesker at leve sammen, fordi de tænker forskelligt. Men jeg vidste, at jeg ville få det nemmere med en armensk pige end med en dansker, fordi vi har samme baggrund.

Husker Gud hver dag

Siden Armenien gjorde kristendommen til statsreligion i år 301, har det store flertal af armeniere været kristne, og i år kan den armenske ortodokse kirke fejre 1700-års jubilæum.

- Min kristne tro betyder rigtig meget for mig. Selv om jeg er opvokset i kommunisttiden, har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg var kristen. Det er meget få armeniere, der ikke er troende. Når man går forbi en kirke, går man ind og tænder et lys. Man husker Gud hver dag flere gange og beder i tankerne. Som armenier er det noget, der lever med dig.

- I Danmark er det ikke så tit, jeg går ind i en kirke. Jeg føler ikke det samme i en dansk kirke som i en kirke i Armenien. Der følte jeg, at jeg var et helligt sted. Når jeg kom ind for at tænde et lys og bede, havde jeg let ved at koncentrere mig. Der lå en kirke tæt ved musikkonservatoriet, og jeg plejede at gå derind fire-fem gange om ugen. Det gør mange armeniere.

- Selv om vores familie ikke var så meget troende, gik vi i kirke i højtiderne. Det var en selvfølge. Min farmor var meget troende, men hun døde, da jeg var 8 år. Da jeg var 12 år, var der en ven, der gav mig Fadervor. Jeg kendte den ikke og skrev den ned. Mine forældre læste ikke Bibelen for os, men da man begyndte at kunne købe bibler på gaden fra 1985, købte mine forældre to af første bibler, selv om de kostede rigtig meget - en til mig og en til min søster.

Ikke længere fremmed

Efter syv år i Danmark føler Edouard sig ikke længere fremmed.

- Jeg kan mærke, at mange oplever mig som udlænding. Selv føler jeg mig som en del af det danske samfund. Men de seneste måneder har der været en masse i medierne om kriminelle asylansøgere fra Armenien. Så får jeg det rigtig, rigtig dårligt. Når alle taler om kriminelle armeniere, er det meget ubehageligt at være armenier. Medierne fortæller jo ikke, at mange armeniere er integreret her og klarer sig rigtig godt. Der er også flere kendte armeniere i dansk musikliv. Vi er 3 millioner armeniere, og det er altså kun en meget lille del, der er kriminelle.

- Der er fire-fem år af mit liv, som jeg prøver at glemme - fra dengang krigen mellem Armenien og Azerbajian tog til i begyndelsen af 1990erne og frem til 1996, da jeg fik opholdstilladelse i Danmark. Ventetiden på asylcentret var meget, meget lang. Jeg tilbragte 22 måneder og 15 dage sammen med op til tre andre på et værelse på 12 m2. Sådan et sted mister man langsomt sin identitet. Til sidst kunne jeg ikke forklare, hvad jeg var. Man bliver noget meget mærkeligt. Andre bestemmer over alle områder af ens liv. Man er ikke noget. Kan ikke gøre noget. Kan ikke tænke på fremtiden eller bygge noget op.

- Men det er fortid nu. I dag har jeg et godt liv her. Musikken har været med til at bygge bro for mig og givet mig danske venner og kontakt til kirken. Men jeg er ikke hundrede procent sikker på, at jeg altid bliver boende i Danmark. Hvis tingene engang kommer til at fungere i Armenien, vil jeg gerne tilbage til mit eget land.