Kristen arabisk islamekspert udfordrer vestlige værdier
Chawkat Moucarry har et andet udgangspunkt end de fleste
vestlige islameksperter. Som kristen araber opvokset i Mellemøsten stiller han
spørgsmålstegn ved mange af de holdninger, som kristne i Vesten opfatter som
selvfølgeligheder. Den 51-årige syrer er
lektor i islamiske studier ved All Nations Christian College i England, hvor
han også holder kurser om fordomme, diskrimination og racisme for kommende
præster og kirkelige medarbejdere.
Chawkat
Moucarry har sine meningers mod – og en afvæbnende humor med et varmt smil bag
brilleglassene. Han er født i en kristen familie i Aleppo i Syrien men har boet
det meste af sit voksenliv i Europa. Som teolog, der har skrevet phd-afhandling
om tilgivelse i islam og kristendommen fra Sorbonne Universitet i Paris, har
han en omfattende teologisk viden, som han i dag bruger til at give kristne i
Vesten større forståelse for, hvordan verden ser ud set med mellemøstlige øjne.
Chawkat Moucarry besøgte for nylig Danmark
som hovedtaler på Tværkulturelt Centers forårskonference i København, hvor han
udfordrede vestlig vanetænkning og opfordrede kristne til at lade sig inspirere
af Bibelen i spørgsmål om asyl, indvandring og holdning til Europas voksende
muslimske mindretal.
Hvad
betragter du som grundlæggende kristne værdier?
I Vesten
taler man meget om frihed, demokrati og menneskerettigheder. Men det er ikke
nødvendigvis kristne værdier. Som jeg læser Bibelen, er de centrale kristne værdier
kærlighed, retfærdighed og fred. Kærlighed er kristendommens kerneværdi. Den
kærlighed, der elsker sine fjender og arbejder for retfærdighed og fred i
verden. Uden retfærdighed bliver der ikke fred. Men retfærdighed og fred er
ikke netop de værdier, som resten af verden i dag forbinder med det kristne
Vesten.
Mange vestlige kristne tror, at deres
lande behandler resten af verden fair og generøst. Men for os, der er opvokset
i ikke-vestlige lande, ser virkeligheden ofte meget anderledes ud.
For arabere er retfærdighed og fred ikke
det samme som maksimal frihed og materiel velstand. I Mellemøsten betragtes
rigdom ikke nødvendigvis som det højeste gode. Mange muslimer observerer med
rette, at rigdom kan få mennesker til at glemme Gud. Fred kan være vigtigere
end frihed. Der er ingen tvivl om, at de bibelske idealer er langt mere
mellemøstlige end vestlige.
Menneskerettigheder kan misbruges som
forsvar for egoisme og selvoptagethed. Bibelen taler ikke nær så meget om
kristnes rettigheder som om kristnes pligter. Tænk blot på de ti bud. I stedet
for at fokusere ensidigt på menneskerettigheder burde kristne opfordre til
større omsorg for medmennesket. Muslimer minder os om, at rettigheder ikke kan
isoleres fra pligter over for Gud og medmennesket.
I Vesten har vi for eksempel frihed til at
kritisere islam og vælge en konfrontationskurs. Det kaldes ytringsfrihed. Men
det er ikke med til at skabe større forståelse og fred i verden.
Er
demokrati ikke altid bedre end diktatur?
Bibelen pålægger
ingen steder kristne at indsætte demokratiske regeringer. Snarere tales der om,
at vi skal indordne os under autoriteter - selv autoritære regimer. Jeg siger
ikke, at diktatur er godt, men vi har ikke mandat til at svare igen med militær
intervention. For mig at se er en retfærdig krig altid defensiv - ikke offensiv
som for eksempel Irak-krigen.
Hvad
forstår du ved en bibelsk holdning til indvandring?
I Bibelen
finder vi nogle grundlæggende principper. Jesus identificerede sig med de
svageste grupper i samfundet – heriblandt de fremmede. Positiv særbehandling af
mennesker i nød er et bibelsk princip. Gud er klart på de underprivilegeredes
side.
I Det gamle Testamente får israelitterne detaljerede instruktioner om, hvordan de skal behandle indvandrere. Omdrejningspunktet er, at Gud elsker den fremmede, og derfor skal israelitterne også elske de fremmede i deres land. Indvandrere skal have samme rettigheder som israelitterne og må ikke diskrimineres. Samtidig opfordres de til at deltage i israelitternes religiøse højtider og fester. Det er et godt sted at starte, når det kristne Vesten diskuterer, hvordan indvandrere skal behandles i dag. Lovgivningen skal være fair. Og de fremmede skal mødes med omsorg og interesse. Selv om kristne diskrimineres i nogle muslimske lande, har det kristne Vesten ikke lov til at diskriminere muslimske indvandrere og begrænse deres rettigheder. Gengældelse er ikke et kristent princip. Jesus lærer os, at vi skal gøre mod andre, hvad vi vil, at de skal gøre mod os – ikke hvad de rent faktisk gør.
Hvordan
modvirkes fordomme?
Først og
fremmest i mødet mellem mennesker. I mange vestlige lande er der alt for lidt
kontakt mellem kristne og muslimer. Kristne er ofte ikke klar over, at der
findes mange forskellige islamiske teologiske skoler og fortolkninger af
islamisk lov. Man er så vant til at høre islam og muslimer omtalt negativt og
fordomsfuldt, at faktuel information om islam ofte opfattes som et forsvar.
Mange tror, at alle muslimer er arabere – men rent faktisk bor 75 procent af
verdens muslimer uden for Mellemøsten. Andre udbredte misforståelser er, at
Allah er muslimernes Gud, og at muslimer tilbeder Muhammed. Men Allah er blot
det arabiske ord for gud, som også bruges af arabiske kristne. Og mens kristne
tilbeder Jesus Kristus, grundlæggeren af deres tro, tilbeder muslimer ikke
Mohammed. For dem er Muhammed kun et menneske - en profet og et eksempel til
efterfølgelse.
Når vi omgås muslimer, tvinges vi til at
revurdere vores egen kristne tro og praksis. I Vesten tænker mange for eksempel
ikke over, at de vestlige idealer om frihed og demokrati ikke garanterer social
retfærdighed i verden. I mødet med muslimer opdager vi, at åbenlyse globale
misforhold mellem udviklingslandene og de rige kristne lande i høj grad
påvirker muslimers holdning til Vesten og det kristne budskab.
Manglende personlig kontakt giver medierne
uforholdsmæssig stor indflydelse – og medierne interesserer sig i sagens natur
for det unormale og atypiske. Fly og tog, der når frem til deres destination,
er ikke nyhedsstof. På samme måde har det store flertal af muslimer, der har
det godt med deres naboer og blot ønsker at leve i fred, sjældent mediernes
interesse.
BMF