18-årige Merna har været på flugt i ti
år
I oktober kunne Merna Samir Alhozy
fejre 18-års fødselsdag på et sjællandsk asylcenter. Da var
det næsten ti år siden, at hun i 1996 forlod hjemlandet Irak
sammen med sin mor og to yngre søskende på flugt fra dem, der
havde dræbt hendes far. I 2001 kom familien til Danmark og
søgte asyl. Men som andre irakiske familier fik de afslag. I dag
er Merna og hendes familie overflyttet til Sandholmlejren i
Nordsjælland, der fungerer som udsendelsescenter for afviste
asylsøgere. Merna sidder på sin seng på familiens værelse i
en af de lave træbygninger og fortæller om sit liv og den
barndom, hun aldrig har haft.
Jeg kan ikke huske, hvordan det er at
være barn. Eller at leve et normalt liv. Det er, som om jeg har
været en slags voksen altid. Måske blev jeg voksen, da vi
forlod Irak for ti år siden. I dag kan ingen snyde mig. Jeg kan
mærke med det samme, om folk kun er venlige, fordi de vil
udnytte mig. Jeg har lært at passe på mig selv.
Når jeg ser andre
unge på gaden, tænker jeg somme tider på, hvordan de lever.
Hvad mon de tænker på? Engang troede jeg, at jeg også ville
få lov at være ung. Gå i byen med veninder og have det sjovt.
Være en normal teenager. Men jeg bliver aldrig som andre unge.
De siger, vi skal
rejse tilbage til Irak. Men hvordan skal vi klare os i Irak? Vi
har ingenting. I Irak har vi ingen, der kan beskytte os. Så er
det bedre at være her, selv om de har taget alt fra os.
Jeg husker ikke ret meget fra Irak.
Jeg husker gaden, hvor vi boede, og min skole. Jeg husker min
familie, men ikke deres ansigter. Min fars stemme - men ikke hans
ansigt. Om lørdagen var min bror og jeg med ham ude at købe
ost. Men det er svært at huske de gode ting. Da jeg var 7 år,
blev han dræbt og forsvandt ud af mit liv. Fra da af havde jeg
kun min mor og mine to små søskende.
Vi flygtede til
Jordan, da jeg var 8 år. Der boede vi illegalt, inden vi kom
videre til Thailand. Min mor betalte en mand, der hjalp os. Men
da vi kom til Thailand, stjal han alle vores penge og ting.
Thailand: Vi havde hverken mad eller
tøj. Vi fik lov at bo på et katolsk hjælpecenter for
immigranter. De gav os et lille værelse og mad tre gange om
dagen ligesom her i Sandholm. Vi havde ikke opholdstilladelse og
var meget bange for politiet. En dag da jeg var alene på vores
værelse kom de og tog de andre beboerne. De bankede også på
vores dør. Jeg bare holdt mig for ørerne. Jeg ville ikke høre.
Til sidst var der en mand, der sagde: ”Der er ikke nogen
derinde. De er flyttet.” Det er en af de gange, hvor jeg har
været mest bange.
Om søndagen gik vi
i kirke. Vi er kristne og tilhører den kaldæiske kirke. Jeg
hjalp præsten med at bære lys under gudstjenesten og var henne
i kirken hver dag. De var meget gode mod os og bad for os. Vi var
alle sammen meget glade for kirken.
Jeg var 13 år, da jeg kom til
Danmark. Jeg kom alene. Vi havde boet illegalt i Thailand i tre
år og havde mange gange forsøgt at komme videre til et andet
land, men politiet havde taget os i lufthavnen hver gang. Til
sidst sagde min mor: ”Du rejser alene.” Det var OK. Jeg
var vant til lufthavne. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis de
fanger mig, fanger de mig. Min mor betalte penge til en mand, der
lovede at tage mig til Danmark. Hun og mine søskende ville
følge efter så hurtigt som muligt.
Vi fløj til
Tyrkiet og rejste videre op gennem Europa med toge og busser. Jeg
ved ikke, hvor jeg har været. Stationerne og vejene lignede alle
hinanden. Vi lod, som om vi var turister. En dag på en banegård
sagde manden, at jeg skulle sætte mig på en bænk og vente, til
han kom tilbage. Jeg ventede og ventede, men han kom aldrig
tilbage. En time. To timer. Jeg var meget bange. Jeg anede ikke,
hvor jeg var. Jeg spurgte en dame, om hun vidste, hvilket land
det var. ”Du er i København,” sagde hun. ”Det er
i Danmark.” Jeg forklarede, at jeg ikke kunne finde ham, der
tog mig her, og at jeg var alene og bange. Hun sagde, at jeg
skulle gå ned på politigården. Der ventede jeg i otte timer.
Jeg var meget træt og sulten. En betjent gav mig en kanelsnegl
og en ostemad. Det smagte mærkeligt. Ud på aftenen satte de mig
i en politibil og kørte mig ud til børnecentret Lynæs med
hylende sirener. Jeg var både lettet og bange. Lettet over at
være kommet til Danmark. Bange for hvad der ville ske, og om min
familie kunne finde mig. Men to uger senere ringede de fra
Sandholmlejren, at min mor var kommet. Dengang vidste vi ikke, at
vi stadig ville bo i Sandholmlejren fem år senere. At vores liv
ville gå i stå i Danmark.
Siden den dag har jeg boet på fem
forskellige asylcentre. Lynæs - Sandholm - Avnstrup - Sigerslev
- Middelfart - Avnstrup - Sandholm. Syv gange har de flyttet os.
Sidste gang fik vi kun nogle få timer til at pakke alle vores
ting. Det sted, vi boede længst, var i Sigerslev på Stevns. Det
var den bedste tid. Jeg gik i skole. Jeg havde også en veninde.
Hun var fra Serbien og fik asyl sidste år. Vi var sammen hver
dag og kunne tale om alt. Hun forstod mig. Men en dag kom de og
sagde, at min familie skulle flytte til et andet center. Det var
bare så hårdt. Jeg savner hende stadig meget.
Jeg har ikke lyst
til at få nye venner. Jeg skal jo alligevel bare flytte igen, og
så ser jeg dem ikke mere. Selv om jeg har boet i Danmark i fem
år, har jeg ingen danske venner. Det er lidt mærkeligt at være
i et land så længe uden at kende nogen. Jeg vil gerne have
danske venner, så jeg kan lære om deres kultur. Men hvordan
får man danske venner på et asylcenter?
De sidste to år
har jeg ikke gået i skole. To år er lang tid. I dag ved jeg
ikke længere noget. Jeg kan ikke koncentrere mig og glemmer
alting. Sådan har det ikke altid været. I Thailand fik jeg gode
karakterer i skolen. Nu må folk tro, at jeg er dum. Røde Kors
siger, at de vil sende mig til psykolog. Men jeg har allerede
talt med ti forskellige psykologer her i Danmark. De stiller de
samme spørgsmål og får mig til at huske alle de væmmelige
ting, jeg prøver at glemme. De tænker ikke på, at det gør
ondt at huske, når man ikke har gode minder. Jeg har ikke brug
for flere psykologer. Det hjælper ikke.
Det sidste år er
min søster blevet så underlig. Det er som om hendes hjerte er
mørkt. Hun er hele tiden nervøs og siger, at hun hader livet.
Hun er 13 år. - Du er jo kun et barn, siger min mor. Men min
søster siger, at indeni er hun ikke længere et barn.
Flashback: Center Avnstrup.
Hundredvis af bange og frustrerede mennesker. Lange gange med
skrigende børn. Politibiler. Demonstrationer. Slagsmål. Knuste
ruder. Glasstykker og blod overalt. Betjente med knipler, der
stormer gennem gangene. Engang tog de min bror og satte ham i
fængsel. Han var kun 14 år og havde ikke gjort noget forkert.
Han var der bare, da nogle begyndte at slås. Min mor vågnede
midt i det hele. Da de også lagde hende i håndjern og tog hende
med, besvimede hun. Hun bare faldt sammen. De kørte hende på
hospitalet i en ambulance. Jeg tror altid, at jeg vil være bange
for politiet. Det sidder bare dybt i mig.
Jeg har så mange tanker, men ingen
at dele dem med. Det sidste år er jeg begyndt at skrive til mig
selv. Bare skrive og skrive for at få tankerne ud. Det er i
stedet for at skrige eller slå nogen.
Eller jeg synger.
Jeg har altid elsket at synge og danse. Jeg synger fra hjertet.
Når jeg synger, glemmer jeg smerten indeni. Jeg synger på
engelsk, arabisk, kaldæisk, spansk og dansk. Når jeg hører en
sang, jeg kan lide, kan jeg hurtigt synge den.
Jeg er ikke vred
på Gud. Han har hjulpet os så mange gange. Han er også hos os
nu. Det ved jeg bare. Jeg beder meget til Gud hver dag. Jeg beder
om, at Gud vil hjælpe os. Vi kan ikke blive ved på den her
måde. Min mor græder hele tiden. Hun kan næsten ikke mere.
Ingen af os kan mere. Det hele er bare så svært.
De siger, at jeg er
stærk. Men det er jeg ikke. Jeg har altid haft let ved at
græde. Når jeg bliver rigtig bange, føles det som et
hjerteanfald. Men måske har de alligevel lidt ret. For jeg
nægter at give op. Jeg bliver ved med at tro, at en dag vil Gud
sende hjælp. For min families skyld må jeg ikke give op. Måske
er der alligevel noget stærkt inde i mig.
Danskerne tror, at
vi bare er kommet for at få materielle ting. Men det er slet
ikke det. Man kan leve uden penge. Vi har levet i mange år uden
penge. Hvis jeg havde kunnet vælge, var jeg aldrig kommet til
Danmark. Det er ikke medfølelse, jeg spørger efter. Det kan jeg
ikke bruge til noget. Men hvis bare nogen ville prøve at
forstå. Forstå, at vi gerne vil leve som andre mennesker. Gå i
skole. Have et arbejde. Vågne op til en normal dag. Et normalt
liv. Det er alt.