Mellem to kulturer

Kristen egypter hjælper arabiske unge i københavnsk folkekirke

Nabil Astafanos er en af de få arabere, der har kontor i en dansk folkekirke. Adressen er Vigerslev Kirke i Valby, hvor den 36-årige egypter har været ansat som indvandrersekretær siden 1999. Præst er han ikke officielt endnu, men arbejdsopgaverne har meget til fælles med det præstejob, han drømmer om: Gudstjenester på arabisk, arabisk ungdomsklub i kirken, undervisning i kristendom, sjælesorg, rådgivning og vejledning til danskere, flygtninge og indvandrere - på dansk, engelsk og arabisk.

Man mærker, at Nabil har dybe rødder i sin kristne tro. Han sidder afslappet på sit hvidmalede kontor med de skrå vægge oppe på anden sal og taler åbent om den Gud, som han altid har kendt, og om den arabiske kultur, han selv er opvokset med og kender indefra.

- Det stærke sammenhold i arabiske familier kan være noget meget positivt. Men det negative er, at hvis man har problemer eller gør noget skidt, bliver det et problem for tredive mennesker. De unges identitet er meget stærkt knyttet til familien. Derfor har mange aldrig lært at tage beslutninger selv. De tænker to hundrede gange og har brug for at spørge en masse mennesker.

- Det er et stort problem, at mange arabiske familier ikke accepterer, at de unge bor alene, før de bliver gift. Det skyldes ofte, at forældrene ikke kender det danske samfund. De ser kun problemerne og er meget hurtige til at generalisere. Men hvem siger, at hele det danske samfund for eksempel går ind for, at unge flytter sammen med deres kærester? Som kristen har jeg lov til at leve, som jeg selv vil.

- Jeg bruger ofte mit eget liv som eksempel. Jeg har haft den samme slags problemer med min egen far for 15 år siden. Vi forstod heller ikke altid hinanden. Når jeg taler med de unge, prøver jeg at forklare dem, hvorfor forældrene reagerer så voldsomt. Og omvendt prøver jeg at forklare forældrene, at det faktisk er OK, at unge bor alene i Danmark. Som araber ved jeg, at det er vigtigt at undgå direkte konfrontationer - ellers er det sidste gang, jeg har set folk! I Danmark er kontakt mellem mennesker udveksling af idéer. Men i Mellemøsten er kontakt følelser. Derfor nytter det ikke noget at være for direkte.

Nabil kan give mange eksempler på, at hvis faren i en arabisk familie har arbejde og fungerer godt, får familiens unge større frihed. Når faren bliver bekræftet på arbejdspladsen i sin identitet som mand og familieforsørger, behøver han ikke at hente al sin identitet inden for familien som den, der kontrollerer alt.

Plads til forskelle

Formelt er stillingen som indvandrersekretær ved Vigerslev Kirke et samarbejde mellem kirken og en kirkelig organisation, hvor kirken stiller kontorfaciliteter til rådighed, og Dansk Europamission betaler lønnen.

Da Nabil kom til Danmark for fem år siden for at blive gift med sin danske kone Kirsten, var der mange ting, han havde svært ved at acceptere. Det gjaldt ikke mindst i forhold til folkekirken, hvor han syntes, at alt for meget var tilladt. Alligevel betragter han i dag folkekirken som en god platform for integration i det danske samfund.

- Der er stadig mange ting, jeg som kristen er helt uenig i. Men i folkekirken er der plads til forskellige mennesker og forskellige synspunkter. Jeg har også lært at sætte pris på, at danskerne som regel siger, hvad de mener. Det er en stor forskel fra arabiske lande. I dag synes jeg, det er bedre, at folk siger, at de ikke tror på Gud, end at de siger noget, de ikke mener. Derfor siger jeg til andre arabere, der er lige så frustrerede, som jeg selv var i begyndelsen, at vi ikke skal dømme danskerne. Vi er jo ikke selv bedre. Der er masser af dobbeltmoral i arabiske lande. Og hvis vi altid snakker negativt om det danske samfund, isolerer vi os.

Lytter til medierne

Ifølge Nabil har mange arabiske unge svært ved at blive integreret i dansk kirkeliv. De føler ikke, at kirken tydeligt nok modsiger mediernes mange negative budskaber om udlændinge.

- De unge taler flydende dansk og forstår mediernes sprog. De føler ikke, at danskerne kan lide dem. Selv om de måske har god kontakt med enkelte danskere, har mediernes samlede budskab langt større vægt. Og medierne er ikke altid fair. Masser af arabere i Danmark lever korrekt og gør ikke noget galt. Det snakkes der ikke om. Men hvis én araber begår voldtægt, snakker alle medierne om det.

- Jeg prøver at hjælpe familierne med at se fremad i stedet for hele tiden at tænke på fortiden. Der er mange gode ting i Danmark. Alting var ikke bedre i de lande, vi kommer fra. Personligt er jeg overbevist om, at jeg har større chancer for at leve i fred i Danmark end for eksempel i USA. Den første, der blev dræbt af en amerikaner efter den 11. september i USA, var en kristen egyptisk kopter. Det kunne have været mig.

Kender Gud

Som indvandrersekretær får Nabil også kontakt med unge arabere, der er muslimer. De har mange af de samme problemer som de kristne unge.

- Selv om de ikke kommer i kirken, vil jeg gerne hjælpe dem. Nogle kommer for eksempel fra familier, der altid har boet i flygtningelejre og aldrig har haft et normalt liv. Men jeg bruger aldrig deres sårbarhed til at forsøge at få dem til at konvertere til kristendommen.

- Mange oplever, at danskerne ikke tager dem alvorligt, når de siger, at de tager afstand fra terror. Danskerne glemmer, at mange muslimer jo netop er her, fordi de er flygtet fra muslimske lande. De føler ikke, at de bliver accepteret - hverken af samfundet eller af de kristne. Derfor er det vigtigt for mig at vise, at jeg er troværdig som kristen. Hvis jeg ikke selv har fred med Gud, hvordan kan jeg så hjælpe andre? Jeg ved, hvor jeg skal gå hen med mine egne problemer. Nogle har sagt, at de kan mærke, at når jeg snakker om Gud, snakker jeg om en, jeg kender. Og sådan er det.

Grænser

- Nogle muslimer mener, at de har den bedste religion. Dem skal der være plads til i et demokratisk land, for demokrati betyder, at vi har plads til hinanden. Alle har ret til at have deres tro og til at ville give andre det bedste, de har. Men der er grænser. Hvis grænserne overskrides, må der siges stop, for et demokrati kan ikke fungere uden grænser. Vi har for eksempel ikke ret til at betragte hinanden som fjender.

Der trækkes i Nabil fra mange sider. Men som far til to små drenge har han lært at sætte grænser.

- I begyndelsen troede jeg, at jeg kunne alt. Det kan jeg ikke. Jeg har lært at sige nej til nogle ting. Man skal passe sin familie ordentligt. Det er også at tjene Gud.

BMF