Svigermor er iraner
Majken fra Lyngby fortæller
om det første besøg hos svigerforældrene i Iran
Da Majken Strømme
Rokni (30) for to år siden gav sit ja til sin iranske mand i Løgumkloster
Kirke, giftede hun sig ikke kun med en flygtning fra et muslimsk land. Hun fik
også en svigermor og svigerfar i Iran. Og da sønnen Noah blev født året efter,
fik han en farmor og farfar, der er muslimer og kun taler farsi.
Majkens mand var en af de
mange unge iranske mænd, der kom til Danmark i slutningen af 1980erne på grund
af krigen mellem Iran og Irak. Nogle år forinden havde forældrene sendt deres
to sønner til Tyrkiet for at få en uddannelse. I Iran var der ingen
uddannelsesmuligheder for unge mænd, der ikke havde gode kontakter til moskéen,
og forældrene ønskede ikke, at deres sønner skulle sendes i krig. Den ene søn
endte i Danmark, hvor han hurtigt lærte dansk og tog en uddannelse som
kemitekniker. Da han blev færdig i 1993, fik han job i et firma i København og
flyttede til Østerbro.
Som langt de fleste iranere kommer Majkens
mand fra en muslimsk familie. Moren er praktiserende muslim men samtidig meget
åben over for kristendommen. Sønnerne gik i en kristen armensk skole, og
familien havde også kristne venner.
I København mødte Majkens mand en dansker,
der inviterede ham med i kirke. Han kunne godt lide den måde, de kristne levede
på, og meldte sig til et introduktionskursus til kristendommen i en kirke på
Østerbro. Her mødte han Majken, der læste musik og psykologi ved universitetet
og senere blev ansat i Indre Mission som tværkulturel medarbejder.
I begyndelsen var Majken
usikker på, hvad de kommende svigerforældre ville sige til at få en dansk
svigerdatter, der var kristen.
- Men der var overhovedet ingen grund til
bekymring. Hans mor var bare så glad for, at han havde fundet en troende pige.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg bare var velkommen. Mine svigerforældre
har altid været utrolig imødekommende. De er virkelig nogle dejlige og meget
rare mennesker, fortæller Majken, der allerede havde hilst på sin kommende
svigermor, da hun nogle år tidligere havde besøgt sin søn i Danmark.
- Min mands forældre havde længe forsøgt
at finde en pige til ham i Iran. Men han havde sagt nej. Nu var hans mor
begyndt at bede Jesus om at finde en god kristen pige til ham i Danmark. Da jeg
hilste på hende i kirken, hvor hun var med til gudstjeneste en søndag, spurgte
hun bagefter min mand, om ikke hende den røde var noget for ham, griner Majken.
- Mine forældre vidste ikke noget om min
iranske ven, før jeg en dag tog ham med hjem og forkyndte, at
nu var det os! De tog det heldigvis pænt. Han havde jo
for længst lært dansk, så der var ikke nogen sprogbarriere. I dag snakker han
enormt godt med min far. De har meget til fælles.
Da Majken og hendes mand blev
forældre til Noah sidste efterår, besluttede de at tage til Iran en måned med
deres lille søn. Majken havde tidligere rejst i Mellemøsten, men hun havde
aldrig besøgt Iran.
- Min mand ville gerne vise sine kone og
sin søn frem. Og for mig var det vigtigt at opleve det land, hvor han er vokset
op, og møde folk, der har kendt ham, fra han var lille. Iran ligner meget andre
lande i Mellemøsten, men selvfølgelig var der ting, der overraskede mig. Da vi
kom ud til mine svigerforældres hus, kom min svigermor med røgelsespinde, mens
hun bad bønner fra Koranen. Det var meget fremmed for mig, selv om jeg altid
har vidst, at min svigermor er troende shiamuslim. Men det var jo ment som en
velsignelse og en beskyttelse, så jeg tog det i bedste mening, fortæller Majken,
der også lige skulle vænne sig til, at hendes svigermor bad inde i stuen til
bedetiderne, selv om der kom gæster.
Den største barriere for
kontakt med svigerforældrene var dog sproget og ikke religionen.
- Ingen af mine svigerforældre taler
engelsk. Jeg havde lært lidt farsi på aftenskole, men det var meget begrænset,
hvad jeg kunne sige og forstå. Det var mest indledende fraser. Ellers var jeg
afhængig af, at nogen
tolkede for mig. Min svigermor talte bare til mig, som om jeg forstod det hele.
”Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle dig,” sagde hun. Men på grund af
sprogbarrieren synes jeg endnu ikke, at jeg er nået ind til mine svigerforældre
og kender dem. Jeg er ikke i tvivl om, at de holder af mig, og de er også gode til
at vise det, men den dybere samtale mangler.
- Der var mange ting, jeg gerne ville
spørge om. En dag da vi sad og hyggede, spurgte jeg gennem tolk min svigerfar,
hvordan han havde mødt min svigermor. Det var deres forældre, der havde
arrangeret det hele. De mødtes på en isbar, hvor de kunne se hinanden an - og
det var så det! Men min svigerfar var i militæret og kunne ikke få fri til sit
eget bryllup. Så på bryllupsbillederne står min svigermor med sin brudebuket
helt alene!
Under besøget kunne Majken tydeligt mærke,
at hendes mand
kommer fra en storfamilie.
- Dernede er man bare aldrig alene. Man
har ansvar for hinanden, og alle opdrager på alles børn. Mine svigerforældre
har i flere år været uden indkomst, og i den tid har deres sønner sendt penge
hjem. Folk besøger hinanden meget mere, end man gør i Danmark. Vi kom omkring
iransk nytår, der er en tid med ekstra mange besøg, men alligevel nåede vi ikke
rundt til alle.
Majken ville som udgangspunkt ikke have
noget imod at bo i Iran. Det er dog næppe realistisk, for i dag er hendes mand
blevet for dansk til at ville flytte tilbage til hjemlandet.
- Jeg ved også godt, at det ville være
svært at bo dernedeJeg ville opleve det hårdt altid at skulle gå med tørklæde
og frakke til knæene, som man skal i Iran - også når det er rigtig varmt, siger
Majken.
Vel hjemvendt til hverdagen i
det gule toplanshus i Lyngby, hvor de danske sommeræbler hænger tungt på havens
gamle frugttræer, forsøger Majken og hendes mand at holde tæt kontakt med
familien i Iran.
- Jeg er begyndt at skrive breve til mine
svigerforældre, som min mand oversætter. Vi sender også videobånd derned.
Selvfølgelig ville jeg helst have mine svigerforældre i Danmark, men det
positive er, at når vi endelig er sammen, er vi intensivt sammen en hel måned.
Majken håber at kunne besøge Iran igen
inden alt for længe.
- Min svigerfar har ikke været så rask på
det sidste. Så er det svært at være så langt væk. Vi ønsker også, at Noah skal
have et nært forhold til familien i Iran, og så er det ikke nok med besøg hvert
femte år. Det må vi bare indrette vores økonomi efter, siger Majken, der efter
endt barselsorlov vender tilbage til jobbet i Indre Mission i løbet af
september.