Umiddelbart kan man ikke se det på hende - krigens
fingeraftryk. 19-årige Marlin Oraha fra Hasle ved Århus er en charmerende og
moderigtigt klædt pige, der taler dansk i rivende tempo med kun en antydning af
accent. Marlin er kristen assyrer og kom til Danmark som FN-kvoteflygtning fra
en flygtningelejr i Tyrkiet for otte år siden sammen med sin familie. I dag er
hun i gang med en uddannelse som modedesigner og udstråler livsmod og viljefasthed.
Hun er på vej mod det mål, hun har haft, siden hun som lille pige designede tøj
og kjoler til sine dukker i Bagdad. Men vejen til designerskolen i en dansk
provinsby har været lang. To krige har sat deres fingeraftryk på hendes sjæl. -
Marlin fortæller:
Krig er det
værste, jeg nogen sinde har oplevet. Krigen mellem Irak og Iran
startede i 1980 - året før, jeg blev født - og varede frem til 1988. I al den
tid blev Irak bombet måske et par gange om måneden. Når der var luftangreb,
slukkede vi alt lyset og sad i mørke. Dét der var så forfærdeligt var, at de
bare kastede de åndssvage raketter uden at vide, hvor de ramte.
Min onkel
forsvandt i krigen. Min far var også ved fronten nogle måneder, selv om han
egentlig var for
gammel. Alle mine fætre blev sendt i krigen. Heldigvis var min
storebror ikke gammel nok.
Men selv om der
var krig i Irak hele min barndom,
har jeg også mange gode minder.
Økonomisk havde vi det godt. Min far var smed, og selv om vores hus ikke var
det største, havde det to etager og var stort nok til os. Jeg var glad for
vores hus, der lå næsten i centrum af Bagdad. Jeg kunne også godt lide min
skole og vores kirke, hvor jeg sang i børnekor.
Vi var i
Bagdad den 17. januar 1991, da byen blev bombet under Golfkrigen.
Vi blev vækket af bragene klokken to om natten. Det var som om hele byen
eksploderede. Vores hus blev ikke ramt, men flere af mine venner blev dræbt. Om
morgenen flygtede vi ud af byen og op til min onkel i Nordirak. Mange mennesker
flygtede. Alt var kaos. Det var den sidste gang, jeg så vores hus. Da vi
forsøgte at vende tilbage to måneder senere, var vejene ind til byen lukket.
Men vi kunne ikke
blive i Nordirak. Dér blev der også bombet. Så vi valgte at gå over bjergene
til Tyrkiet. Vi var 26 personer - min far og mor, min storebror, storesøster og
lillebror, min faster, fætre, kusiner og grankusiner. Min mor siger altid, at
vi skal takke Gud for, at der ikke skete os noget. Andre mennesker oplevede
forfærdelige ting. Ofte blev der bombet der, hvor vi netop havde været.
Fra
flygtningelejren i Tyrkiet kunne vi se bjergene i Irak. Det
var en teltlejr under FN, hvor vi var 3.000 irakiske flygtninge. Om sommeren
var det bare varmt. Om vinteren var det isnende koldt. Når det sneede, faldt
mange af teltene sammen under vægten af sneen.
Vi boede i lejren
i halvandet år. Jeg var meget syg og bange. Faktisk var jeg ved at dø. Jeg
spiste ikke noget. På et tidspunkt vejede jeg kun 20 kilo, selv om jeg var 11
år. Jeg var blevet til et sugerør. Min far blev også syg. Han blev delvis lam,
fordi han var så meget bekymret. Mine forældre talte om at vende tilbage til
Irak. De vidste ikke, hvad der ville ske med os i Tyrkiet. Men jeg ville ikke
tilbage. Jeg havde fået nok af krig.
Det var helt
tilfældigt, at vi kom til Danmark. Vi ville bare
væk. Det var fuldstændig ligemeget hvorhen. Da en dansk delegation fra
Udlændingestyrelsen kom på besøg i vores lejr for at udvælge flygtninge til
genbosættelse i Danmark, kom de hen og snakkede med os. Senere fik vi at vide,
at vi skulle til Danmark - alle 26. Jeg var helt vildt glad. Nu vidste jeg, at
jeg ville komme til et land, hvor der ikke var krig. - Fred. Fred. Fred.
Selv om vi havde
mistet alt, var vi ikke bitre på Gud. Snarere tværtimod. Jeg kan huske, at vi bad
meget til Gud i vores telt. Vi lavede også en kirke i lejren, og da jeg fik det
bedre, kom jeg med i et kirkekor. Krig er menneskers skyld. Det er ikke Gud,
der laver krig.
Jeg gik ikke i
skole i flygtningelejren, så da jeg kom til Danmark, havde jeg
tabt halvandet år. Jeg kom i modtageklasse og senere i en almindelig klasse.
Sidste år afsluttede jeg 10. klasse.
Selv om jeg
havde glædet mig meget til at komme til Danmark, gik jeg helt i sort i starten.
Der er så mange ting, man ikke forstår, fordi man ikke er født her. Jeg havde
tænkt, at det ville blive helt utrolig godt at bo i et kristent land. Men det
var faktisk et chok. Når jeg spurgte folk, om de var kristne, sagde de næsten
altid, at det var de ikke. Det var helt vildt mærkeligt. Det var jo et kristent
land - men folk troede ikke på det! I Irak var både muslimer og kristne stolte
af deres tro. Her i Danmark går mine kusiner går i kirke og tror på Gud, men de
fleste af mine danske venner går ikke ind for sådan noget.
Min
familie betyder utrolig meget for mig. Jeg er stolt af min familie og har lært
en masse af dem. Mine kusiner er mine bedste veninder.
I dag bor vi
alle i Hasle og Viby. Jeg bor sammen med mine forældre og søskende. Min faster
og min søster og hendes mand bor også i vores opgang. Jeg vil ikke bo alene på
et værelse ude i byen. Jeg kan godt være selvstændig, selv om jeg bor hjemme.
Jeg har altid boet sammen med mange mennesker. Hjemme har
vi meget tit gæster - næsten hver dag. Det er meget hyggeligt.
Når jeg engang skal giftes, vil jeg
selvfølgelig snakke med mine forældre, men det bliver mig, der bestemmer. Det
må gerne være en assyrer. En assyrer vil forstå mig mere, fordi vi har samme
baggrund. En assyrer er også kristen. Det er lidt svært at finde en kristen dansker.
Og han skal være kristen.
Hvis
jeg ikke havde oplevet krig, ville jeg måske have været en anden person i dag.
Krigen har præget mig. Det har været meget dårligt. Jeg har stadig en angst for
bomber. Jeg kan ikke lide fyrværkeri nytårsaften.
Selv om jeg har
mange danske venner, føler jeg mig ikke rigtig som dansker. Jeg har stadig den
assyriske pige inden i mig. En pige, der altid tænker på sin fortid, sit sprog
og sin tro.
Vi har været
assyrere i over 6000 år. Vi har en meget gammel historie. Det er jeg stolt af.
I Irak måtte vi ikke sige, at vi var assyrere. Vi skulle sige, at vi var
arabere. Men jeg vil altid være assyrer.
Gud har hjulpet os med så mange ting. Og
han hjælper os stadig. Jeg vil altid huske Gud og bede til ham. Det er bare
noget, der sidder herinde. Der er ikke noget at være flov over ved at være
kristen. Det vil jeg godt sige til alle mennesker.
Ifølge
traditionen blev den assyriske kirke grundlagt af apostlen Thomas i det 5.
århundrede på vej gennem Mesopotamien. Under navnet den persiske eller
nestorianske kirke bredte kirken sig allerede i oldtiden mod øst helt til
Indien og Kina. Assyrernes gudstjenestesprog aramæisk er det sprog, Jesus
talte.
Mar
Mari´s Assyriske Menighed i Århus blev grundlagt i 19XX og har de sidste XX år
haft egen præst. Menigheden har ca. 230 medlemmer - fortrinsvis irakiske
flygtninge. Der holdes gudstjeneste på assyrisk hver anden søndag i forskellige
folkekirker.
(Nyt på tværs 4-2000)