Kirken må lukke sig op

Julegudstjeneste for flygtninge i Sundkirken på Amager

Der blev ikke holdt traditionel familiejul hos sognepræsten ved Sundkirken på Amager juledag. Da den danske menighed var gået hjem til julefrokosten, inviterede præsten til international gudstjeneste efterfulgt af ris og karry i menighedssalen. Gudstjenesten samlede 70-80 mennesker, hvoraf størstedelen var flygtninge og asylansøgere fra fire Røde Kors centre på Sjælland og Amager, som blev hentet i bus og privatbiler.

Da biskoppen sidste efterår kontaktede sognepræst Lorna Andersen i forbindelse med en justering af arbejdsområder, foreslog hun gudstjenester på engelsk som et nyt tiltag ud fra Sundkirken. Som amerikaner mente hun, at det var en opgave, hun havde gode forudsætninger for.

- Jeg havde det engelske sprog, og så ved jeg, hvordan det er at være fremmed, siger sognepræsten, der efter snart 40 år i Danmark stadig ikke betragter sig som dansker.

- Jeg vil altid være dansk-amerikaner. Jeg tror, at vi førstegenerationsindvandrere altid vil have et ben begge steder.

Kontakt til asylcentre

Sundkirken blev bygget som Kirkefondskirke i 1956 og ligger i et lille sogn med 4.500 indbyggere. Her er mange små lejligheder, mange ældre og ingen skoler. Lorna Andersen havde lyst til at gå i gang med noget, som ikke blev gjort i forvejen. I første omgang var det den herboende udenlandske befolkning på Amager, som hun havde i tankerne.

- Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få kontakt med dem. Så var der nogle, der foreslog, at jeg tog kontakt med asylcentre, hvor der ofte er kristne flygtninge, som gerne vil til gudstjeneste. Det er lettere at kontakte folk, mens de er i nød.

- Juledag var et oplagt tidspunkt at holde den første gudstjeneste – men samtidig et vanskeligt tidspunkt at få hjælp! Men min mand og mine børn og børnebørn havde alle sammen lovet at komme. De er vant til engelsk og ville gerne hjælpe.

30 muslimske børn

I månederne op til jul var præsten på besøg flere gange på asylcentrene i Aunstrup, Vipperød, Kongelunden og på Gemmas Allé på Amager for at sætte plakater op og knytte kontakter til personalet og de kristne beboere. Men selv om hun blev godt modtaget alle steder, viste det sig hurtigt, at de aftaler, som blev indgået, sjældent blev overholdt.

- Vi var MEGET spændte på, hvordan det ville gå. Ville der komme nogen? Vi sendte en bus ud til tre af de asylcentre, hvor vi havde kontakter. Der kom også nogle fra alle centrene - men ham, der havde sagt, at han ville skaffe folk fra det største center, kom ikke. Derimod sendte et bosnisk center 30 muslimske børn mellem 2 og 18 år – uden voksne!

Samme bibel

Lorna Andersen fortæller, at det blev en meget anderledes gudstjeneste. Mange havde aldrig deltaget i en gudstjeneste før i en dansk kirke.

- Da vi nåede til nadveren, sagde jeg, at alle, som var døbt, var velkomne. Så kom alle de her børn op! Jeg syntes ikke, at jeg kunne give dem vin og brød. Det ville deres forældre helt sikkert ikke synes om. Så jeg velsignede dem i stedet. Bagefter bad jeg dem om at synge en sang fra deres land. Det ville de gerne. Hvad sangen handlede om, har jeg ingen anelse om!

- En afrikansk pinseevangelist ville også gerne synge for os. Han havde en flot stemme og sang meget fint. En mand fra Mellemøsten var meget betænkelig ved vores kirke, fordi der ikke er nogen billeder. Som ortodoks kristen var han vant til mange billeder i kirken, så i begyndelsen var han vist bange for, at vi var en eller anden sekt! Først da jeg gav ham en arabisk bibel, som vi havde fået fra Tværkulturelt Center, sagde han: "Nå ja, det er da den samme bibel!"

Ris og karry

Efter gudstjenesten var der fællesspisning med ris og karry til alle.

- En fra sognet, der ikke normalt kommer i kirken, stod for madlavningen sammen med sin svigersøn. De sagde bagefter, at det var den bedste jul, de nogensinde havde haft!

- Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med de mange børn. På et tidspunkt spurgte jeg min søn, om han ville tage dem med op til vores tre klokker i klokketårnet. Det ville han godt. Men det skulle jeg aldrig have foreslået. Børnene blev bange! Jeg havde ikke tænkt på, at de jo har haft nogle erfaringer med mørke og snævre steder, som vores børn ikke har haft, siger Lorna Andersen.

Hun er ikke i tvivl om, at det var en god juledag.

- Det betød uendelig meget for nogle mennesker. Det var betydningsfuldt. Det var noget, man ikke glemmer.

Kirkens berettigelse

Lorna Andersen understreger, at kirken er sendt til de svage, de forfulgte og de fremmede.

- Det er helt centralt i Jesu forkyndelse. Det er det, der giver os vores berettigelse som menighed. Nu kommer flygtningene her, og de er helt afhængige af, hvordan vi tager imod dem. Ligegyldigt hvad deres motiver er for at flygte, kræver det utrolig meget at rejse til et andet land. Folk, der har boet i Danmark altid, har ikke gjort sig klart, hvad det vil sige.

- Vi har mange halvtomme kirker med flygtningecentre lige ved siden af. Alle menigheder må gøre sig klart, at de enten er med til at afvise eller tage imod flygtningene. Det er ikke dårligt for en menighed at være nødt til at lukke sig op. Kirken er jo ikke en klubanstalt, hvor vi bare skal hygge os.

I Sundkirken fortsætter de med engelske gudstjenester en gang om måneden – også selv om der ikke er råd til en bus hver gang.

- Næste gang sender vi privatbiler afsted for at hente folk. Selvfølgelig er det ikke en helt ligetil opgave at lukke sig op som kirke. Men jeg vil se, om jeg ikke kan få min menighed til at gøre lidt.

(Nyt på tværs nr. 1-2000)