Hvis den
kristne kirke skal være troværdig i et multietnisk samfund, må den afspejle
lokalbefolkningens sammensætning. Det gælder i særlig grad i byområder, hvor
der bor mange flygtninge og indvandrere. Deres tilstedeværelse giver kirken
mulighed for at vise, at det kristne evangelium er for alle mennesker uanset
kulturel og religiøs baggrund.
Det
siger det britisk/indiske præstepar John og Sheila Root. De var for nylig i Danmark
i forbindelse med en række temadage om flerkulturelle menigheder arrangeret af
Tværkulturelt Center. Her fortalte de om deres erfaringer fra London, hvor John
Root har været præst ved den anglikanske Sct. James kirke i indvandrerbydelen
Wembley siden 1980.
For tyve år siden
var deres kirke en ganske almindelig hvid engelsk forstadskirke. Menigheden
bestod af ca. 50 hvide briter og et par ældre vestindere. I dag er der masser
af børn i alle aldre og af mange forskellige etniske oprindelser. Der kommer
gennemsnitligt 150 voksne til gudstjenesterne. Heraf er en tredjedel afrikanere
og vestindere, en tredjedel asiater og en tredjedel hvide briter.
Noget lignende
kan ske - og er sket - mange andre steder, fortæller John Root, der er
overbevist om, at udviklingen i hans sogn ikke er enestående. Her udgør
vestindere, somaliere, ugandesere, indere, tamiler og østeuropæiske flygtninge
omkring halvfjerds procent af befolkningen. I mange storbyer findes der sogne,
der er endnu mere etnisk blandede.
- Hvis kirken ligger i et multietnisk
område, er det naturligt, at menigheden også er multietnisk. Alt andet er
naturstridigt, siger John Root.
- Et kristent
fællesskab, der udelukkende består af en bestemt etnisk gruppe, har svært ved
at tiltrække folk fra andre kulturer. En multietnisk menighed derimod virker
tiltrækkende på folk fra mange forskellige baggrunde. Her behøver de ikke at
opgive deres egen kultur for at føle, at de hører til.
- At skabe en
flerkulturel menighed handler om bøn, fleksibilitet, forandringsvillighed og
mod til at eksperimentere. Noget lykkes. Andet lykkes ikke. Sådan vil det altid
være. Men ofte er det så lidt, der skal til, for at folk føler sig velkomne i
kirken. At man husker deres navne og prøver at udtale dem korrekt. At man
besøger dem i deres hjem. At de får en invitation til at komme med hjem til
middag. At de hurtigt får opgaver og ansvar.
I Sct. James´sogn rygtedes det hurtigt, at den nye præst
kunne lide at være sammen med flygtninge og indvandrere. Nogle begyndte at
komme til gudstjenesten om søndagen. Senere oprettede præsteparret en
tværkulturel legestue, frikvartersklub for de store børn fra kommuneskolen og
sprogundervisning for tamilske flygtninge.
- Det er meget
vigtigt, at folk, der har en anden tro, oplever kirken som en positiv
medspiller i lokalsamfundet. Da vores kirkebygning gennemgik en omfattende
restaurering for ti år siden, blev der også plads til sprogundervisning for
nyankomne somaliske flygtninge. De var muslimer, og for mange var det første
gang, de satte deres ben i en kirke. Sprogundervisning er en god indgang til
kontakt med mennesker, der har en anden religion. Muslimer og hinduer skal
opleve, at kirken er på deres side og gerne vil hjælpe dem, siger Sheila Root.
- I dag har vi
enkelte tidligere mulismer og hinduer i menigheden, og vi har en stor
kontaktflade gennem vores børne- og ungdomsarbejde, hvor vi blandt andet
tilbyder klubaktiviteter til andengenerationsindvandrere i skoleferierne. Som
kristne må vi aldrig opgive forventningen om, at også muslimer og hinduer kan
møde Kristus, understreger Sheila Root, der selv er opvokset som hindu i en
indisk indvandrerfamilie i Malaysia og først blev døbt som voksen.
Når en menighed oplever forandringer, skaber det let utryghed. Derfor
har præsteparret helt fra starten gjort meget ud af at forklare, at kirken er
for alle folkeslag i sognet.
- I praksis
betyder det, at det i perioder kan være nødvendigt at tage særlige hensyn til
enkelte grupper, hvis alle skal føle sig velkommen. Men det er vigtigt, at der
også er frihed til at være uenige og blive vrede på hinanden. Det afgørende er
ikke, at vi er enige om alt, men at vi kan forsones igen, siger John Root.
- At leve sammen
i hverdagen er ikke altid let. Kærlighed til mennesker, der er meget anderledes
end en selv, kommer ikke af sig selv. Racisme og fordomme er stadig en del af
virkeligheden - også inden for den kristne kirke. Fordomme er ikke noget, der
overvindes fra den ene dag til den anden. Ofte er der tale om en ubevidst
holdning, der siger til en indvandrer eller flygtning: ”Du er velkommen hos os,
men vi forventer ikke noget af dig.” Bagved ligger en indgroet nedladende
holdning til folk, der har en anden hudfarve eller kultur. Vi kan ikke forestille
os, at de kan
have noget at bidrage med, eller at de ligefrem kan have lederpotentiale. Men
det er utrolig vigtigt, at flygtninge og indvandrere ser, at folk fra deres
egen kulturkreds har lederansvar i kirken. Det er ikke altid let at delegere
ansvar til mennesker, der kommer fra en anden kultur. De gør jo sjældent
tingene sådan, som man selv ville have gjort. Men måske netop derfor kan de
være Guds gave til menigheden, funderer John Root.
(Nyt
på tværs nr. 4 - 2000)