Iranere søger
fred
Stor interesse for
kristendommen blandt iranere i Danmark
Velkommen til AGAPE Sommerkonference, står der på farsi og
engelsk på et diskret skilt ved indgangen, når man træder ind ad døren til
Efterskolen Kildevæld ved Kolding. Inde i festsalen lader et meterhøjt hvidt
kors på podiet ingen i tvivl om, at dette er en kristen konference. Undervejs
fra banegården har den iranske chauffør, der har til opgave at afhente
besøgende, fortalt, at undervisning i kristendom, gudstjenester, sang og
vidnesbyrd er centrale omdrejningspunkter i det fem dage lange program. Han
fortalte også, at over halvdelen af de godt 110 deltagere ikke er døbt i en
kristen kirke. De er muslimer.
En kameramand fra en lokal
TV-station er i gang med at optage formiddagens undervisning i et klasselokale
på første sal. Men det er ikke danske efterskoleelever, der sidder i en
halvcirkel bag de smalle borde og lytter opmærksomt. Denne uge danner de
moderne rødstensbygninger rammen om den første kristne sommerkonference i
Danmark for herboende iranere med undervisning i kristendom, iransk kok. sportsaktiviteter og et inkluderende socialt fællesskab.
Noget af undervisningen bliver oversat fra
farsi til dansk. Den midaldrende dansker med kameraet lytter interesseret, mens
underviseren, en amerikansk præst, besvarer spørgsmål om den kristne
treenighed, Jesus død på korset og Jesus som Guds Søn.
-
Her forklarer de tingene lidt anderledes, end vi er vant til. De undgår
konfrontationer med muslimerne, så der skabes en kristen og en muslimsk gruppe.
Men de giver ikke køb på deres kristne tro. Overhovedet ikke, siger han og
lægger ikke skjul på, at han er imponeret over den meget
velorganiserede konference.
Orden i tingene
Bag det usædvanlige initiativ
står et team af 20 iranere fra den iranske menighed i Odense. Tovholder er
menighedens præst Massoud Fouroozandeh (33), der læser teologi ved Århus
Universitet. Han taler sig hurtigt varm:
- Når man inviterer flygtninge, er det
vigtigt at vise, at der er orden i tingene. Sikkerheden skal være i top. Derfor
skal alle bære navneskilt, og et team af vagter iført særlige jakker går rundt
og checker, at alt er i orden. Folk skal kunne føle sig trygge.
Massoud fortæller, at lejren har et budget
på 120.000 kr., hvoraf 30.000 går til leje af efterskolen og 18.000 til de tre
busser, der har transporteret deltagerne fra opsamlingsbyerne Århus, Odense og
København. De mange penge har Massoud selv indsamlet gennem målrettet
fundraising.
- En kristen lejr skal ikke være luksus,
men det skal være kvalitet. Guds rige er kvalitet, siger Massoud med et smil og
forklarer, at for mange af deltagerne er det første gang, de møder kristne og
stifter bekendtskab med kristendommen. Kun omkring en tredjedel er døbt.
Søgende
På verdensplan findes der ca.
100 millioner farsitalende. Langt de fleste bor i Iran og Afghanistan. I dag er
farsisprogede migrantmenigheder blandt de hurtigst voksende i Europa og USA.
- Mange iranere og afghanere er søgende
folk. De er meget åbne og siger, at de søger fred. Mange har hørt, at
kristendommen er kærlighedens religion. I deres eget land havde de ikke
mulighed for at undersøge kristendommen. Nu vil de have klar besked, siger
Massoud og fortæller, at deltagerne på konferencen kan vælge mellem
undervisning i emner som Hvad er
kristendom? Hvad vil det sige at være en moden kristen? og Den kristne familie.
Sidste år var Massoud med til at arrangere
en tilsvarende lejr for iranere i Holland. Her lærte han, at det er vigtigt at
samarbejde med lokale menigheder, når man har kontakt med flygtninge, der måske
ønsker at blive døbt.
- Der er ingen, der bliver døbt her på
konferencen. Fuld forståelse for, hvilket løfte man giver Gud og sine
medmennesker i dåben, får man ikke på fem dage. Men mange vil gerne vide mere.
Follow-up er afgørende, og vi håber, at mange præster og menigheder ud over
landet vil hjælpe.
For
Massoud er det vigtigt, at konferencen er med til at bryde den isolation, som
kendetegner mange indvandrermenigheder. Derfor har han forsøgt at finde
samarbejdspartnere fra folkekirken, frikirkerne og de kirkelige organisationer.
En dag holdes der åbent hus på konferencen, hvor alt bliver oversat fra farsi
til dansk af en professionel tolk. Foreløbig har godt 50 danske gæster meldt
deres ankomst. Massoud håber, at det kan være med til at sælge visionen om
fremtidige konferencer til flere danskere.
Katayoun
Det er første gang, at
Katayoun lytter til kristne undervisere på sit eget sprog uden at være bange
for repressalier fra myndighederne. Den 34-årige iranske kvinde, der bor på et
asylcenter på Bornholm sammen med sine tre børn på 13, 10 og 8 år, er opvokset
i et muslimsk hjem i Irans hovedstad Teheran og fortæller, at hun allerede som
barn følte sig tiltalt af kristendommen. Som 10-årig overværede hun en kristen
begravelse, hvor de efterladte tog afsked med den døde, der lå i en åben kiste.
Det gjorde et stærkt indtryk på hende.
- Det var så fyldt med respekt. Sådan
ville jeg også dø, tænkte jeg. Men der gik mange år, før jeg fik mulighed for
at undersøge kristendommen nærmere. I Iran er det strengt forbudt for
muslimer at deltage i en gudstjeneste i en kirke eller få undervisning af en
præst. Men jeg kendte nogle kristne, og da jeg fik et meget stort problem,
spurgte de i kirken, om de skulle bede en bøn for mig. Jeg sagde ja tak.
Katayoun ønsker ikke at fortælle om de
omstændigheder, der førte til, at hun måtte forlade sit land og sidste sommer
endte i Danmark som asylansøger. Men hun fortæller ivrigt, at hun snart efter
ankomsten til Sandholmlejren i Nordsjælland så et opslag om en gratis kirkebus
til en gudstjeneste i en københavnsk folkekirke. Selv om hun var muslim, tog
hun med, og i kirken fik hun en bibel på farsi og Tværkulturelt Centers
adresse. Da hun senere blev flyttet til et asylcenter på Bornholm, sendte hun
en e-mail til Centret og bad om hjælp til at finde ud af mere om kristendommen.
Herigennem fik hun kontakt med den iranske menighed i Odense.
Den lille sorthårede kvinde i lyseblå
sommerbluse og hvide jeans fortæller hurtigt og intenst på farsi, mens tolken
forsøger at følge med:
- Jeg havde længe søgt et sted, hvor der
var noget om kristendom på mit eget sprog. At jeg fik mulighed for at komme på
en kristen lejr på farsi her i Danmark er Guds timing, siger hun og fortsætter:
- Presset i mit liv har været så ekstremt,
at jeg bare havde lyst til at smide det hele væk og starte forfra. Jeg er meget
bekymret for min familie og ved ikke, hvad der skal blive af os alle sammen.
Men når jeg sidder til gudstjenesterne her, er det som om præsten taler direkte
om mig. Der bliver ramt lige præcis de steder, hvor det er gået galt for mig.
Nu vil jeg gerne tage skridtet fuldt ud og blive døbt. Jeg ved, at det vil
blive godt. Jeg har længe søgt en direkte forbindelse til Gud. Den har jeg
fundet i Jesus.
For Katayouns tre børn er det også første
gang, at de hører om kristendommen.
- Det er helt nyt og spændende for dem. De
har aldrig hørt om Jesus før. De har det rigtig, rigtig godt her og er meget
glade for børneundervisningen og deres lærere, fortæller Katayoun.
Abbas
En af de mange frivillige på
konferencen er Ebi Abbas, en 31-årig iraner, der bor på et asylcenter på Fyn
sammen med sin kone og lille datter. Parret kom til Danmark for tre år siden og
venter fortsat på opholdstilladelse. For to år siden blev Abbas døbt.
- Det må være Guds vilje, at jeg stadig
er her, siger han med et genert smil. På lejren har han ansvar for lydanlægget
i mødesalen og er også leder for ungdomsgruppen.
- Det kan godt være lidt svært at
overbevise de unge om Gud og Jesus. Men de lytter, for de kan mærke, at jeg har
oplevet meget med Gud. Jeg nyder rigtig meget at præsentere de unge for Jesus
på samme måde, som jeg selv blev præsenteret for ham, da jeg kom til Danmark.
Abbas fortæller, at hans egen interesse
for kristendommen i starten skyldtes, at han regnede med, at det ville være
lettere at få opholdstilladelse i Danmark, hvis han blev kristen.
- Derfor begyndte jeg at komme i den
iranske menighed i Odense. Men efter ti måneder havde jeg smagt nok af Jesus
til at beslutte mig for at blive døbt – og nu var det ikke for at få
opholdstilladelse. I den periode oplevede jeg flere gange, at Jesus svarede
konkret på min bøn.
- Jeg har altid gerne villet være et godt
menneske. Men jeg har haft mange løgne i mit liv. Da jeg begyndte at læse i
Bibelen, opdagede jeg, at jo mere jeg gjorde, hvad der stod i Bibelen, jo bedre
fik jeg det med mig selv. Jeg oplevede en ro, jeg ikke kendte. Det er ligesom
med et lille barn, der ikke ved, hvad det vil sige, at noget er varmt, før det
rører ved en kogeplade. Jesus mødte mig og overbeviste mig – og det var helt
anderledes, end jeg havde forestillet mig.
BMF