Her er vi alle anderledes

Internationale gudstjenester er populære

Internationale gudstjenester er ikke længere et særsyn i folkekirken. Stadig flere steder samles danskere og nydanskere til gudstjenestefællesskab på tværs af sprog, kulturer og kirketraditioner. For mange er det deres eneste kontakt med kirken i Danmark. Nyt på tværs har talt med tre præster, der holder gudstjenester på andre sprog end dansk. Er internatoinale gudstjenester blot en midlertidig foranstaltning, indtil folk har lært dansk, eller har de et bredere sigte?

Gellerup

I Gellerup i Århus Vestre Provsti har omkring 80 procent af sognets indbyggere anden etnisk baggrund end dansk. Her har nydanskere i mange år været en naturlig del af søndagsmenigheden, men alligevel fornemmede Annette Bennedsgaard, sognepræst ved Gellerup Kirke siden 2001, at der var brug for et supplement til den ugentlige højmesse. Sidste år tog hun initiativ til månedlige internationale gudstjenester, der i dag samler 35-50 – ikke kun fra sognet, men fra hele Århus og somme tider andre byer. De fleste kommer fra Mellemøsten (Irak, Syrien og Libanon) og Afrika (Ghana, Nigeria og Rwanda). Omkring en tredjedel er danskere, fortæller Annette Bennedsgaard, der sammen med 15 frivillige er ansvarlig for gudstjenesterne.

- Målgruppen er kristne fra alle lande, der har lyst til at være sammen med andre kristne fra andre kulturer. Her tænker vi særligt på dem, der ved det kulturelle skift til Danmark har tabt en tidligere tradition for kirkelig praksis. Mange fortæller, at i hjemlandet var kirken et sted, hvor de kom flere gange om ugen. Det opleves som et stort tab, når de mister kontakten med kirken i Danmark, fordi de kirkelige koder ikke svarer til det, de er vant til.

I Gellerup har man valgt at lade de internationale gudstjenester foregå på tre sprog - dansk, engelsk og arabisk.

- Når der er tekstlæsninger og sange på andre sprog end dansk, bliver det pludselig en ressource at være anderledes. Her er det dem, der ikke er som de fleste, der har noget at bidrage med. Det er nogle gode briller at få på. De, der plejer at deltage i de danske gudstjenester, oplever, at det pludselig bliver en ressource at komme fra en anden tradition. Det giver fællesskab og værdighed.

Et par gange har en herboende kristen araber prædiket på arabisk med oversættelse. Det blev meget positivt modtaget, fortæller Annette Bennedsgaard.

- Mange var begejstrede. For nogle var det første gang, de hørte en prædiken på arabisk i Danmark. ”I skal blive ved med at gå i kirke, selv om det er svært, for Gud kan godt tale til os på dansk,” sagde en egyptisk indvandrersekretær fra København. Det gav respons fra mange, der har det svært med den danske kirke.

Inden hver gudstjeneste ringer Annette Bennedsgaard rundt til tidligere deltagere og inviterer dem til at komme - og måske bidrage med en bøn, tekstlæsning eller sang.

- Om folk kommer eller ej er meget baseret på den personlige kontakt. På den måde er gudstjenesterne skrøbelige. Det er altid meget kaotisk op til en gudstjeneste, men når vi så sidder der i kirken, er det altid meget dejligt! Efter gudstjenesten er der god tid til at snakke sammen. Til efteråret håber vi at starte en spisegruppe i kirken. Vi vil gerne give mulighed for dybere fællesskab for dem, der har brug for det.

Kolding

Kristkirken i Kolding har i en årrække tilbudt månedlige internationale gudstjenester på engelsk søndag eftermiddag. De 30-60 deltagere er en blanding af udenlandske studerende og forskere, flygtninge, indvandrere, tværkulturelle familier og danskere, der har boet eller rejst i udlandet. Gudstjenesterne ledes af den 54-årige indiskfødte indvandrerpræst Kamalesh Biswas, der er ansat af Kolding Provsti og formand for Kolding Integrationsråd. Ved gudstjenesterne bærer han international hvid præstedragt.  

- Vi startede, fordi der var et behov. Udlændinge fortalte mig, at de savnede et internationalt kristent fællesskab. De følte sig ikke hjemme ved en dansk højmesse. Når man kommer udefra, har man det til fælles, at man er anderledes i dansk sammenhæng, fortæller Kamalesh, der sidste år inviterede stiftets biskop til at prædike ved julegudstjenesten, der samlede over 300 danskere og nydanskere fra hele Øst- og Sønderjylland.

- Gudstjenesterne og det sociale samvær bagefter er en meget positiv samværsform, hvor vi som udlændinge kan støtte og opmuntre hinanden. Nu har vi snart kørt i 11 år uden messefald. Så må der være et behov!

Søllerød

I Hovedstadsområdet er 15 folkekirker gået sammen om at tilbyde internationale gudstjenester på skift i kirkerne ca. hver anden uge. Gudstjenesterne koordineres af Tværkulturelt Center. Målgruppen er først og fremmest asylansøgere fra Sandholmlejren, der hentes i bus, og som ellers ikke har mulighed for at komme i kirke. De sidste par år har de fleste deltagere været kristne irakere, der har fået afslag på asyl, men som ikke kan udsendes på grund af den forværrede sikkerhedssituation i Irak. 

I Søllerød Kirke vil sognepræst Thomas Reventlow Bruun gerne fortsætte traditionen med en årlig international gudstjeneste, hvor kirken gør det muligt for asylansøgere at deltage, uden at det bliver en særgudstjeneste.

     - For mig giver det meget stor mening, at evangeliet forkyndes på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, så vi kan dele det med hinanden. Som præst ved Den Danske Kirke i London i otte år fik jeg opmærksomheden skærpet på, hvor vigtigt det er, at evangeliet kan høres på det sprog og i de kulturelle rammer, man er mest fortrolig med. Med de internationale gudstjenester ønsker vi i det omfang, det er muligt, at skabe et gudstjenesteligt fællesskab, hvor alle oplever sig inkluderet. Det gælder også de irakiske asylansøgere. Derfor var vi glade for at kunne tilbyde tolkning fra engelsk til arabisk i samarbejde med Tværkulturelt Center og også lytte til en salme på kaldæisk sunget af en af deltagerne.

- I Den Danske Kirke i London gled gudstjenesten naturligt over i et menneskeligt fællesskab, hvor vi sad og talte sammen bagefter, drak kaffe og spiste frokost. Det samme oplevede vi ved den internationale gudstjeneste i Søllerød. Personligt var det meget vigtigt for mig at få snakket med asylansøgerne og høre dem fortælle om deres liv. De unge irakere fra Sandholmlejren var utrolig søde og åbne. Hvordan kan man blive klogere på hinanden, hvis man ikke møder hinanden?

BMF