Integreret i kirken

Tamilsk menighed giver unge identitet

Siden slutningen af 1990erne har der været en tamilsk baptistmenighed i Svendborg. Menigheden samler 20-30 tamilske flygtninge og deres børn til gudstjeneste hver søndag eftermiddag. I dette interview fortæller Angela Balasubramaniam, hvad menigheden betyder for hende, og hvordan det opleves at være ung og kristen i Danmark med rødder i flere kulturer. Angela er 19 år og født i Jaffna på Sri Lanka. Hun har boet i Danmark, siden hun var tre år, og går i 3. g på Svendborg Amtsgymnasium.

”Nogle af mine danske klassekammerater tror, at jeg kun går i den tamilske kirke, fordi mine forældre presser mig. Men det er ikke rigtigt. Det er min egen beslutning. Den tamilske menighed giver mig identitet. Her er der brug for mig. Det er for eksempel altid mig, der tolker. Jeg spiller også keyboard, hjælper med menighedens regnskaber og underviser de yngste børn i søndagsskolen, hvor vi synger, danser og laver teater. I vores menighed betyder jeg noget.

Jeg tror bestemt, at jeg vil blive ved med at komme i den tamilske menighed. Det er naturligt for mig at bede til Gud på tamilsk. Til vores gudstjenester kan jeg råbe til Gud i bøn, når jeg har brug for det. Det kan jeg ikke i en dansk menighed. Hos os har jeg mere frihed til at åbne mig. Her oplever jeg, at Gud taler til mig. Det oplever jeg ikke på samme måde til en dansk gudstjeneste.

Fælles værdier

Hvis jeg ikke var kristen, ville jeg nok ikke føle mig særlig integreret i Danmark Det er rigtig svært at være udlænding, når man er pige. Men i kirken føler jeg mig godt integreret. Her er endelig nogle danskere, som jeg har fælles værdier med. Det er meget anderledes på gymnasiet, hvor jeg tit føler mig meget alene med min livsstil og mine kristne værdier.

Mine danske kammerater synes, at jeg er meget anderledes - ikke kun fordi jeg er tamil, men også fordi jeg er kristen. På gymnasiet skal man hele tiden gå til fester for at blive accepteret som dansker. Det er jeg ret træt af. Det er, som om fester og druk er det eneste kriterium for, om man er integreret eller ej.

På skolen er der ingen andre tamiler, der er kristne på samme måde som vores familie. Der er tamiler, der er katolikker, og nogle, der er hinduer. Vi har det godt sammen. Selv om de tilhører en anden kirkeretning eller har en anden religion, har vi den samme kultur og mange af de samme normer. Jeg synes, det er lettere at være sammen med tamiler end med danskere, der bare vil i byen og feste.

Meget tamilsk

Gennem vores tamilske menighed har jeg fået kristne veninder på min egen alder i andre byer. De fortæller, at de også synes, det er hårdt at gå i gymnasiet. Også hinduerne har det sådan. Det er mest pigerne, der oplever et pres. For drengene er det lettere. I begyndelsen troede jeg, at det var mig, der var noget galt med. Men så opdagede jeg, at mange andre tamilske piger har det på samme måde.

Selv om jeg har boet i Danmark, siden jeg var 3 år, er jeg på mange måder meget tamilsk. Når jeg går i skole, er jeg klædt som dansker, men om søndagen vil jeg have lov at tage tamilsk tøj på. Vi taler tamilsk derhjemme, og min far har undervist mig i tamilsk, så jeg kan også læse og skrive sproget. Jeg er meget glad for at have fået det tamilske. Jeg synes, man skal lære sit eget sprog. Det er vigtigt, at man kan tale med sin familie - også dem, der ikke bor i Danmark.

Vi er her, fordi der var krig i vores eget land. Lad os tage det bedste fra den tamilske og det bedste fra den danske kultur. Vi skal kunne bo og leve her, men vi skal også kunne være sammen med vores egne.

Døbt som 13-årig

Jeg er glad for, at vi er en kristen familie. Jeg tror, vi har det lettere end mange andre tamiler. I nogle familier bliver forældrene ulykkelige, når børnene bliver ældre og begynder at drikke og ryge og gå på diskotek. Det er ikke et problem i vores familie. Jeg har ikke lyst til at gå i byen og drikke. Jeg har lært så meget, at jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert. I vores menighed er det sådan, at hvis man er døbt, må man ikke drikke eller ryge. Jeg blev døbt, da jeg var 13 år. Jeg kunne se, at det var det rigtige, og så var der jo ingen grund til at vente.

Det er en stor fordel at vide, hvad man tror på. I vores menighed er børnene med til hele gudstjenesten, selv om den varer to timer. Selvfølgelig kan det godt være strengt, når man ikke er så gammel, men i dag er jeg glad for, at vi skulle være med. Nu ved jeg en hel del om Bibelen. Man kan se fordele senere, når man bliver ældre.

Fællesgudstjenester

Vi har god kontakt med den danske menighed i baptistkirken, hvor vi holder gudstjeneste hver søndag. Fire gange om året har vi fællesgudstjeneste. Det er godt at holde gudstjeneste sammen, men det behøver ikke være oftere. De fleste af os er sammen med danskere hver dag i skolen eller på arbejdet. Om søndagen har vi brug for at være sammen med hinanden. Vores gudstjeneste er også meget anderledes end en dansk gudstjeneste. I en dansk kirke er der meget stille. Det er der ikke hos os. Vi synger og spiller og beder højt til Gud alle sammen på én gang. Når vi har fællesgudstjeneste med den danske menighed, er vi gæster hos dem. Vi synger et par tamilske sange, og somme tider prædiker min far på tamilsk, og jeg oversætter. Hvis det var den danske menighed, der kom hos os, ville det se helt anderledes ud. Så ville der være meget mere gang i den!

Børnelæge

Jeg vil ikke sige, at jeg føler mig som udlænding i Danmark. Ikke sådan direkte. Men et eller andet sted ved jeg godt, at det er jeg. Lige meget hvor godt jeg taler dansk og hvordan jeg klæder mig, vil min hudfarve altid være anderledes. Det mærker jeg på folks holdninger og reaktioner. Hvor dansk jeg føler mig afhænger meget af, hvem jeg er sammen med. Når jeg er sammen med kristne, føler jeg mig ikke som udlænding. I kirken er jeg ikke anderledes. Når jeg er sammen med mine tamilske veninder, taler vi både dansk og tamilsk - så er jeg begge dele. På gymnasiet føler jeg mig nok 75 procent som tamil.