Integration - til hvad?

Personlig beretning om eksil og identitetskrise

Rami bor med sin familie på en stille villavej i en jysk stationsby. Det har han ikke altid gjort. Den 45-årige kristne araber har set mere end de fleste. Han har hængt med hovedet nedad i et fængsel i Mellemøsten. Han har overlevet to krige, tortur, fængselsophold og udstationering i krigszoner. Han er en overlever.

Rami er en høflig og venlig mand med fuldskæg og et par klare øjne, der gerne afleverer et smil. To år og tretten dage er det siden, at han kom til Danmark som flygtning. De ydre fjender er væk. Her er ingen bomber, ingen skyttegrave og ingen bagholdsangreb. Familien har mad på bordet hver dag og en struktureret hverdag med danskkursus, skolegang og børnehave. Rami har allerede mange danske venner og bekendte, og hans danske sprog er bedre end de flestes. Familien betragtes af den kommunale sagsbehandler som et skoleeksempel på vellykket integration. Men under overfladen er virkeligheden ikke så poleret. Som mange andre arabiske familiefædre, der har måtte flygte fra deres land midt i livet, kæmper Rami med manderoller og forventninger, længsler og savn. - Rami fortæller:

Måske vågner jeg en dag, og det hele er en drøm. Måske. Eksilet er en oplevelse, jeg ikke har ord for. Der er ikke noget formål med livet mere. Det er ikke blot et spørgsmål om at finde et job. Det handler om min indre energi, som dag for dag går til spilde. Det er som at blive reddet fra at drukne på havet – og smidt ned i en ørken. Man er i live. Og taknemmelig for livet. Men livet giver ikke mening.

I vores land havde vi ikke frihed. Vores mund var lukket. Her i Danmark har vi masser af frihed. Men hvad skal vi bruge den til? Jeg føler mig som et træ, der er skåret over ved roden og flyver frit i luften.

Da jeg var i fængsel, havde jeg håb. Der var lys for enden af tunnelen. Jeg vidste, at jeg ville komme ud en dag. Her har jeg ikke noget håb. Jeg kan ikke se noget lys for enden af tunnelen. Der er ikke nogen ende.

I fængslet brugte jeg al min energi på at overleve. Det var som at gå håndgang mellem to bjerge hen over en dyb dal fuld af vilde dyr. Hvis du mistede grebet, var det slut. Du brugte al din energi på at fortsætte, indtil du nåede den anden side. Her i Danmark fører rebet ingen steder hen. Men jeg går stadig håndgang.

Jeg var i fængsel uden dom på ubestemt tid. Mange begik selvmord i fængslet. Men jeg vidste, at min kone og mine børn behøvede mig. Derfor holdt jeg ud. Jeg bad meget til Gud. På en måde blev fængslet en renselsestid for mig. Jeg vidste, at der var noget, Gud ville lære mig. Jeg tænkte meget over et vers fra Salme 94 i Det Gamle Testamente: Lykkelig den mand, du tugter, Herre. Da jeg blev løsladt, følte jeg mig som et nyt menneske.

Jeg forlod mit land, fordi jeg var i livsfare. Men alligevel har jeg somme tider lyst til at rejse tilbage. I mit land vil jeg kun dø én gang. Her i Danmark dør jeg lidt hver dag.

Der er øjeblikke, hvor det føles, som om ventetiden på asylcentret var den bedste tid. Dengang havde jeg håb. Håb om at få asyl og få min kone og mine børn hertil. Men da min familie kom herop, var der ikke mere at se frem til. Materielt har jeg efterhånden bygget det meste af det op, som jeg forlod i mit land: Vi bor i et hus, vi har købt en brugt bil, vi har sateliv-TV, video, internetadgang og CD-rom. Men alle de ting gør mig ikke lykkelig. For der er ikke noget bagved.

Jeg har været aktiv i 45 år. Engang var mit liv som en væge, der var flere meter lang - jeg havde altid planer. Her bliver ingen af mine planer til noget. Det føles, som om der kun er den sidste millimeter af vægen tilbage. Hvem som helst kan blæse mig ud.

Her er der ingen, der forventer noget af mig som menneske. Jeg føler mig reduceret til mine instinkter - det vi mennesker har til fælles med dyrene: Vi trækker vejret, spiser, drikker og har et seksualliv. Men mennesket er kendetegnet ved, at det har noget mere: Intelligens, kundskab, indsigt og visdom. Her kan jeg ikke genkende mig selv som menneske, fordi jeg ikke kan bruge den side, der hæver mig op over et dyr.

På mange måder har vi det godt her. Vi dør ikke af sult. Men vi vil gerne vise noget af den energi, vi har inde i os. Efter to år har jeg stadig ikke arbejde. Jeg har henvendt mig utallige steder for at få lov til at bruge min indre energi. Jeg er ikke doven. Men energien kan ikke få lov at komme ud af kroppen. Og når den ikke kommer ud, er jeg bange for, at den skal gøre skade på min krop og min sjæl.

I vores kultur skal en mand altid være stærk. Han er hjemmets søjle. Hvis min kone eller mine børn har problemer, kommer de til mig, og jeg løser deres problemer. Sådan har det altid været. Jeg kan ikke skuffe dem. Men jeg orker snart ikke mere.

Tidligere kunne jeg hjælpe mine venner. De kom til mig. Her kan jeg ikke engang hjælpe min egen familie. Jeg er nødt til at lyve for dem. De må ikke vide, at jeg er så træt, så træt. Det er meget vigtigt, at mine børn tror, at deres far klarer sig godt. Men det er en facade - en hvid løgn. I vores kultur kan en far klare det hele. Jeg kan ikke sige til dem, at jeg er træt.*

Før jeg kom til Danmark, havde jeg mange venner. Jeg havde min familie og mine slægtninge omkring mig. Jeg havde mit arbejde og mange forskellige aktiviteter. Her sidder jeg hjemme hver dag. Jeg køber ind og laver mad og vasker op og gør rent, mens resten af familien er i skole og børnehave.

Vi bor i en lille by, hvor vi er den eneste familie fra Mellemøsten. I begyndelsen troede jeg, at det var godt på grund af sproget. Men efterhånden fandt jeg ud af, at det ikke er godt. Jeg har brug for at bo i nærheden af mennesker, der ser ud som jeg gør. Folk fra min egen kultur kan give mig en del af mig selv, som danskerne ikke kan. Jeg bliver mere hel sammen med dem. Jeg savner arabiske mænd og det bare at være sammen. Jeg savner den arabiske humor og den arabiske gæstfrihed. Når en dansker kommer på besøg, er det næsten, som om jeg spiller skuespil. Jeg er ikke helt mig selv.

Da jeg kom til Danmark, var jeg parat til at begynde et nyt liv. "Glem fortiden. Nu starter du forfra," sagde jeg til mig selv. Men jeg opdagede, at man ikke kan udviske 45 år. Det er umuligt. Jeg kan ikke skære fortiden væk - så er der intet tilbage af mig. Men måske kan jeg dreje lidt. Svinge mit liv lidt til højre eller venstre. Jeg prøver at integrere mig. Jeg forsøger at gøre mit bedste. Jeg er meget taknemmelig, fordi danskerne har forstået situationen i mit land og modtaget os som flygtninge. Men kom ikke og fortæl mig, at jeg skal begynde et nyt liv.

Hvor er min Gud henne? Han er her midt i smerten. Vi går skulder ved skulder som to venner. Jeg har ikke brug for en Gud, der er død. Gud er levende for mig. Og et eller andet sted ved jeg også, at det ikke er tilfældigt, at vi endte i Danmark. - Se på fuglene og liljerne, siger Jesus. Gud sørger for dem. Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os. Vi er meget mere værd end dem. Derfor vover jeg stadig at vente på et mirakel - et mirakel, som vil ændre vores liv her.

* Af hensyn til familien er Ramis navn og enkelte detaljer ændret.

(Nyt på tværs nr. 2-2000)